Svanesang

Den unge Steen Steensen Blicher

 

Man taler om naturens stemme. For et bymenneske kan det være en usædvanlig oplevelse at befinde sig midt i en mennesketom natur, i al dens chokerende, men også eksklusive stilhed. En aggressiv vibe formår her, i billede og lyd, at blive en absolut forgrundsfigur i landskabet, og ikke bare noget der kan anes igennem bilernes summen.Tag ud til Skalholt kirke, ca. 80 km. fra Reykjavik. Her, midt i Islands natur, kan man opleve viben, den skjælder og smælder på hver en Fugl; kryber end ikke forØrnen i Skjul”. Her er fri udsigt, måske 50 kilometer til alle sider.

 

Også i Danmark var der sådan engang. Mindre bjerge måske, men med susen i trækronerne. I søens rør, som står gamle og stive, og som tækkemanden er gået forbi flere gange, piber vinden fra rør til rør. Luft og rør har til alle tider skabt fløjtekoncerter. Lystigt eller klagende, som man nu efter humøret vil fortolke det. Vend blikket opad til en Naturkoncert. Her er inspiration at hente for enhver lovende digter eller kommende fløjtespiller:

 

“Det giver liv dog i skummle ørk, om langt fra ikke et lystigt;

er skyen graa og er jorden mørk, den fløjte klinger dog trøstigt.”

 

Sådan taler Steen Steensen Blicher (1782-1848) i 1838 om hjejlen, og om forårets komme i sin digtsamling Trækfuglene. Hos Blicher kommer glæden med lærken:

 

“Hjejlen! han har ikkun een melodie, og den endda i Minore;

Den stemmer lidt til melankoli, og dog jeg raaber: encore

 

“Min yngling, Du! som over vintervange tør vække foraarslyst;

Og, medens frosten lukker søens bryst, vil aabne mit med dine jubelsange.”

 

Jeg har hørt lærkesang på en lydoptagelse, der var sat væsentligt ned i hastighed, og, skønt det stadigt fremstod som svimlende, virtuose passager, så slog det mig, i hvilken grad det mindede om sang; ikke fuglekvidder, men menneskets egen sang!

 

 

Med glædessang du hilser Morgenrøden heel ubekymret om den bringer føden”

 

Højsomrens koncert hører Blicher fra en opstemt irisk:

 

“Ha! Bravo! først liv nu Concerten faaer ved piccolofløjten foroven.

Naar du dine små tremulanter slaaer, da vandrer jeg gladest til skoven”

 

Naturens stemme giver hos Blicher tankerne flugt, og hans lille, frie, bevingede bejler stemmer digteren til en større følelse, og som hos hans samtidige, komponisten Franz Schubert (1797-1828), har han så svært ved at tage afsked:

 

“En anden stor harmoniemusik Og uden skurrende toner,

For hvilken vi ikkun et varsel fik Fra skovens dunkle kroner.

Saa er denne lille Concert maaskee Præludium blot til den store;

Naar Jord og Himmel forenede istemme et evigt Majore

 

Ved udgravningen af en række grave på Bøgebakken ved Vedbæk, gjorde arkæologerne et højst bemærkelsesværdigt fund. Det drejede sig bl.a. om et gravfelt med individer af begge køn, såvel som børn. Fundene stammer, lige som den tidlige omtalte Ørby-lyng fløjte fra den såkaldte Ertebøllekultur, ældre stenalder ca. 4.000 f. Kr. Ligene lå på ryggen og var bestrøede med rød-okker ved hovedet og omkring hoftepartiet. Et nyfødt barn var lagt på en svanevinge helt tæt ved sin 18-årige mor, som måske døde ved barnets fødsel. Okkerrødt og svanehvidt. Også ved andre gravfund er fugle lagt ved, som en idé om fugleflugt. En fugl Fønix. Fra et forgangent liv til et nyt.

 

“Men var hans sang i livet klage, Hans svanesang skal just naar det hensvinder

Som Sejerssang, før hiint oprinder, Hans sidste kamp ledsage”.

 

 

Blicher som tværfløjtespiller

Steen Steensen Blicher drømte ikke kun om fuglefløjt. Han spillede faktisk selv tværfløjte! Som 18-årig havde han gennemgået et strengt eksamensforløb, der, skønt det i det ydre gik tilfredstillende, havde taget så hårdt på hans kræfter, at han i løbet af eksamenstiden, forsommeren 1801, blev ramt af sygdom. Det var urolige tider for København, og Slaget på Rheden, 2. april, faldt midt i hans forberedelser. Læger kaldte hans sygdom for gigt eller nervefeber, og da han kom i en vis bedring, ville han rekreére sig med en rask svømmetur.

 

Blicher var et friluftsmenneske og en dygtig svømmer, men her pådrog han sig en forkølelse, der udviklede sig til en langvarig og alvorlig svækkelse i brystet. Han blev i sommerens løb så afkræftet, at han dårligt kunne liste sig henover et stuegulv.

 

Blicher mestrede alle de såkaldte “klassiske discipliner”. Han kunne danse og kunne også fægte på floret og skyde. Uden for hans vinduer stod de andre studenter. De var grebet af krigens eufori, og militærøvelser fortsatte til langt hen på året. Oehlenschlæger var fændrik, Rahbek kaptajn, og Brøndsted lod sin grenaderklinge slibe op med skarp æg. Blicher var nærmest opgivet af lægerne, der mente, det måtte være tuberkulose. Han kom imidlertid i gradvis bedring, begyndte på sit friluftsliv igen. Tværfløjtespil blev ham anbefalet for at styrke lungerne, og han fulgte lægens råd.

 

Den 1. november 1801 fik han skibslejlighed til Stubbekøbing og lagde København bag sig for at blive huslærer i de derpå følgende to år. Han skulle undervise fire børn på en stor gård, og det ældste af børnene, Laurits Foss har skrevet nogle erindringer om denne tid;

 

Med kræfterne voksede evnen til virksomt at arbejde på fuldstændig helbredelse, og det traf sig nu så heldigt, at den kurmetode, hvis lykkelige virkninger han (Blicher) havde erfaret i København, forligedes udmærket med hans tilbøjeligheder. At han var bestemt paa at fastholde initiativet, ser vi hvorledes han havde udstyret sig. I hans meget lette rejsebagage fandtes en fløjte, en jagtbog og en bøsse. Jagtgeværet, hvis løb var et udmærket spansk fabrikat, var det mest glimrende man endnu havde set på pladsen. Nu kom de kære instrumenter frem. Appetitten, der i begyndelsen kun var ringe, skærpedes ved smaature, der efterhaanden rakte længere og længere ud, snart flere mil. Lungerne heledes, og for hver dag der gik, kunne han tage flere takter på fløjten.”

 

Undervisningen skulle gives til tre mindreårige, og så til den 14-årige Laurits, som tidligere, med sin modvilje og trods, havde fået flere huslærere til at opgive pladsen. Blicher satte ham ind i jagtens mysterier, lærte ham at fægte, og lærer og elev havde vist herlige tider. Blicher skrev senere i novellen Skinsyge:

 

Hvilken forandring for mig nittenårige lyngmand, da jeg som hovmester kom til det yndige Falster! Disse marker med ægyptisk kornrigdom, disse herlige skove, saa frodige, som om de var indført fra Australien - jeg spurgte mig selv: Er du virkelig i Danmark.”

 

I nabosognet var der i fjern familie til Blicher en Didrik Blicher. Han var provst, og i præstegården udfoldede der sig et muntert og selskabeligt liv, som Blicher tog ivrigt del i. Han var noget af en selskabsløve og gik gerne lapset klædt. Provsten havde fire døtre i alder mellem 12 og 20, og dem “regalerede han med konversation, sang og musik”. Fløjten trakterede han rent ud med mesterskab, fandt man. Fra det nærliggende Torkildstrup kom en alvorlig ung mand til sammenkomsterne i Gunslev præstegård. Han blev senere gift med en af provstens døtre, Margrethe Blicher. Det var en anden af tidens store skikkelser, N. F. S.Grundtvig (1783-1872). Om Blichers fløjtespil ved vi ikke stort mere. Om det er gået i sig selv med årene? Formodentlig. Han fik andet at tænke på (Note: De biografiske oplysninger stammer fra Hans Hansen: Blichers Ungdomsaar, Nordisk Forlag).

Tilbage