Niels Petersen og “Det store Trekløver”

  • Print

Der havde lige siden Johann Sebastian Bach-eleven “den guddommelige” Christian Samuel Barth (1735-1809) (Note: Fra Hofviolonernes Tid, s. 166) været store traditioner for obospillets ædle kunst i kapellet.

 

Også fløjtespillet havde en ubrudt tradition, hvor en kontinuerlig linje kan påvises: Zielche, Seydler, Bruun, og dertil kom, at solofløjtenisterne “lappede over” således, at spillestilen på pladsen i orkestret kunne gives videre til efterfølgeren.

 

Instrumenterne ændrede sig, og i en europæisk sammenhæng var perioden fra 1800 og femten, tyve år frem en brydningstid der medførte en dramatisk ændring i opfattelsen af den symfoniske musik. En gryende romantisk følelse i operaen, og f.eks. Beethovens symfonier, stillede nye krav til instrumenter og instrumentalister.

 

På fløjten, skulle der nu blæses op til et trestreget “B”; hos Beethoven endda udholdt i lange nodeværdier og sågar i piano. Fløjterne fik tilsat flere klapper, men i princippet var det stadig den koniske træfløjte, udbygget med enkeltklapper for at betjene tonerne Cis, B, Gis, F, Es og med mulighed for i det dybe register at spille Cis og C og siden også H.

 

I Det Kgl.Kapel havde Det Store Trekløver fået fodfæste. Udtrykket er fra samtiden (Note: Frits Bendix: Af en kapelmusikers erindringer, s. 59) og dækkede over fløjtenisten Niels Petersen, oboisten Christian Schiemann og klarinettisten Mozart Petersen.

 

På klarinet var der ingen over og ingen ved siden af Mozart Petersen (1812 ell. 1817-1874). Hvis fornavnet i vor tid måske kalder lidt på smilebåndet, så skal man bare vide, at denne Mozarts far, klarinetisten P. Chr. Petersen (1785-1824), desuden kaldte en datter for Mozartine, og han var ikke ene om det; vinhandler Christian Waagepetersen (1787-1840) kaldte ligeledes en søn for Mozart.

 

Der var ellers delte meninger om selve den store Wolfgang Amadeus. Claus Schall, som i disse år stod i spidsen for kapellet, brændte for Mozarts værker, men Madam Schall, hans kone, syntes oprigtigt talt, at der burde spilles mere af hendes egen mand og hans dejlige musik, “i stedet for denne forbandede Mozart” (Note: Fra Hofviolonernes Tid s. 328) !

 

Mozart Petersen havde lært klarinetspillets grundregler af sin far, og han udviklede sig med årene til at blive den første klarinettist i Danmark som til fulde forstod sit instruments særegne og sammensatte karakter. I byens gadebillede var han opsigtsvækkende: en flot profil som en Alexandre Dumas père, et blindt øje som hos Kuhlau og en monokel for det andet. Dertil fremtrådte han med sort “bulehat” og en gammel slængkappe. Han var ikke ret høj, men bred i det og uhyre selvbevidst.

 

Efter en udførelse af Webers klarinetkoncert, var hans første ord i kulisen: “hvordan sad mit hår”?(Note: Frits Bendix, s. 23-29).

 

Men at Mozart Petersen var en stor mester, det kunne ingen bestride. Hans færdigheder kunne opleves i Bellinis Romeo og Julie, hvor han en aften spillede så veloplagt, at publikum, stik imod alle normer, brød spontant ud i voldsomme klapsalver. Med en vis ironisk distance rejste han sig fra sin plads i orkestret og tog let bukkende imod det bragende bifald. Man begejstredes over hans udførelse af de blide soloer i J. P. E. Hartmanns Liden Kirsten. Samme Hartmann som en gang, langt ude på Vesterbro, måtte redde Petersens klarinet, som den distræte kunstner havde glemt i en hestedrosche ved teatret.

 

Fra det sødmefyldte til det anmassende kraftige, alt beherskede han. Et forrygende stakkato og dertil dobbelttungeansatser, som kun en Mozart Petersen kunne praktisere det, i f.eks. Postillonen i Lonjumeau. En fuldendt musiker med en brillant teknik.

 

Også i kammermusikken var det Mozart Petersen, der glimrede i f.eks. Wolfgang Amadeusklarinetkvintet, og ved en udførelse af N.V. GadesFantasistykker, sad komponisten selv ved klaveret under en abonnementserie, som klarinetmesteren havde foranstaltet. Tre koncerter havde han lovet sit publikum; men én af koncerterne skylder han stadig, således som han i det hele taget havde en bohèmes syn på det praktiske.

 

Dertil kom et ubeskriveligt rod i pengesager, og det gav ham et indgående kendskab til såvel gældsfængslet som Blåtårn (Note: Thrane s. 359). Men i musikken kunne han det hele. Også som pianist havde han ry for at spille de tidlige Beethoven sonater, så de ikke var hørt bedre.

 

Sammen med N.W. Gade tog han imod den store Anton Rubinstein, og efter en herlig frokost i Klampenborg, gik man på Dyrehavsbakken, og ved den store karrussel blev musikken leveret af Mozart Petersen på klarinet og Rubinstein på den store tromme (Note: Bendix: s. 27).

 

Hans strålende kunstnerbane fik en brat og tragisk afslutning. Han havde for vane, efter teatertid, at liste over i Nyhavns mindre, men dog pænere værtshuse for der at falde lidt til ro oven på en teateraftens svimlende klarinetsoloer.

 

En sen aften gik han så fra Foghts og derefter videre til Delcomyn og endelig tilbage mod teatret fra Nyhavnsiden, men glemte, som den distræte kunstner han var, at Nyhavns kanal i sommermånederne var blevet forlænget ind mod Kgs. Nytorv, og så faldt han beklageligvis i, og druknede med klarinet og hele molevitten (Note: Bendix s. 30).

 

På oboen finder vi det andet blad i trekløveret, Christian Schiemann (1824-1895) med den uhørt smukke og “jomfruelige” tone; en grand Seigneur, som i mange år satte normen for obospillet, og hvis spillestil, ifølge oboister af i dag, lever videre i den stolte, danske obotradition (Note: Claus Johansen).

 

Schiemann havde spillet violin som barn, men begyndte i 11-års alderen at spille obo hos Philip Ludvig Keck (-1848) og senere hos Christian Barth (1787-1861). Violinspillet dyrkede han videre i en sådan grad, at han kunne assistere i H.C. Lumbyes nydannede orkester som 1. koncertmester.

 

Fra 1845 var det slut med violinspillet, for Schiemann blev ansat i kapellet ved den ledige 3. oboplads.

 

Det var urolige tider for landet, og i 1849 blev Schiemann indkaldt og deltog, som menig, i slaget ved Fredericia. Han blev såret i foden og bragt til lazaret i Assens, hvor han måtte have næsten tre ugers sygeleje, før han kunne vende tilbage til København for at genoptage sin tjeneste som musiker. Efter en konkurrence, hvilket endnu var ganske usædvanligt omkring besættelse af orkesterpladser, blev Schiemann så tildelt solooboen (Thrane s. 385-87).

 

På denne “de skønne temaers bedste stol”, blev Schiemann snart en fetéret musiker, og den noget ældre Mozart Petersen kunne, efter en udførelse hvor de to havde koncerteret med obo- og klarinetsoloer, fortroligt sige til sin unge kollega: “Ja, vito”! (Note: Bendix s. 34)

 

Schiemann blæste alle de store obosoloer, og hans tone var lige gribende, om den skulle fortolke sorg og smerte som i Glucks “Ifigenia i Aulis” eller Elsas uskyld i Lohengrin (Note: Bendix s. 32-34). I kammermusikken strålede han i Mozarts obokvartet med det høje F, som svarer til sopranens høje C. Kun i det rytmiske kunne man spore en vis usikkerhed, men da han også kunne være stædig, og kun nødigt indordnede sig under en taktstok, hvad enten den blev svunget af den geniale Johan Svendsen (1840-1911) eller den mere bøjelige (Holger Simon) Paulli (1810-1891), så er det svært at sige om det såkaldt “urytmiske” måske bare var lidt musikalsk mod- og egenvilje! (Note: Bendix, s. 36)

 

Schiemann skrev også musik, hvor oboen står i centrum, og hans syv koncertetuder blev udgivet hos Breitkopf & Härtel. De stiller store tekniske krav til sin udøver, og hvis han selv har kunnet udføre dem, står de som en bautasten over hans store mesterskab.

 

Trekløverets tredje blad var Niels Petersen (1801-1851), efter samtidens vurderinger at dømme, måske den største, danske fløjtenist gennem hele 1800-tallet. Han var berømmet for sit smidige spil, hvor løb og figurer ubesværet kom fra det dybe til det højeste register. Hans stakkatofigurer i Scherzoen fra MendelssohnsSkærsommernatsdrøm, en solo, der ved uropførelsen blev karakteriseret som uspillelig, var helt perfekte, og blev understøttet af en ganske ubesværet vejrtrækning.

 

Man talte også om hans skønne mezza voce, som var han en sanger, og hans spil vakte for- og beundring også uden for landets grænser.

 

Niels Petersen havde tillige et vindende væsen og nogle selskabelige talenter, der naturligt placerede ham i centrum af det københavnske kunstnerliv. Vi ser ham lyslevende på et lille portræt, der hænger i Det Kgl. Kapels foyer. Det er en helt ung Niels Petersen der betragter os, og hans kønne, grønne øjne og harmoniske træk er omkranset af et stort og stærkt krøllet lyst hår (Illustration). Han har været på valsen i Tyskland, og i hans højre øre sidder en lille guldring. En stivet, høj flip danner, som en kunstfærdig foldet middagsserviet, kontrast til hans rødmende teint. En violet brokadevest anes under den sorte kjolefrakke, og i den hvide kjoleskjorte stråler tre kjoleknapper, hver forsynet med en grøn sten på rød baggrund, og fra den sorte kjoles opslidsede ærmegab ser vi to velformede, nærmest femininine hænder. Hans højre hånd er på to fingre prydet med guldringe. På trods af al den stads, gør han et naturligt indtryk og udstråler vilje og karakter.

 

Den danske maler Louis Aumont (1805-1879) tilhørte sikkert hans omgangskreds, og selvom maleriet også i lnage perioder har været tilskret Eckersberg, så er det sikkert Aumont, der her har foreviget Niels Petersen siddende med sin fløjte i skødet?

 

Instrumentet på billedet er så minutiøst skildret, at vi næsten kan læse det indgraverede navn, og tyde hvilken fløjte han spiller på. Fløjten er smukt ciseleret i samlemufferne. Den synes at have syv eller otte klapper og at kunne række helt ned til det dybe H, således som også Kuhlau undertiden forventer det. Mest sandsynligt er det en Thorsen eller en Larshoff, de to danske byggere hvis værksteder havde leveret fløjter til ham og kapellet.

 

Niels Petersen og Eckersberg optræder begge som figurer på Wilhelm Marstrands store gruppebillede fra 1834 forestillende “en musikaften hos vinhandler Waagepetersen”. Her tårner Niels Petersens stoute skikkelse, med de karakteristiske krøller, sig op, struttende af liv i kontrast til mange af billedets andre, lidt udbrændte eller selvhøjtidelige skikkelser.

 

Vi kan komme ganske tæt på denne store mand i dansk fløjtespil ved at give ordet til ham selv. Hans skrift er svungen og elegant, med store selvbevidste begyndelsesbogstaver, men det bliver ikke i højtidelige vendinger, men tværtimod holdt i en bevidst barnlig og lidt belærende tone.

 

Niels Petersen skriver i 1828 hjem til sin kone Sophie fra en succesrig udenlandsrejse, der gik over Stockholm, Kristiania og Leipzig. Hvordan det så rent faktisk har forholdt sig med penge og piger på denne rejse; det får stå hen. Vi møder Niels Petersen i Berlin:

 

Kjære gode Sophia! - Jeg takker dig for dit kjære brev, dateret den 11. juli. Jeg fik det den 17.de, jeg seer deraf, kjære Sophia at du haver givet alle dine penge ud,ogdette er mig ikke kjært. De 18 Rbd du faar af de logerende, kan du ikke komme ud af det med, jeg indser derfor fuldt at du maa gjøre gjæld.” Og lidt senere i brevet, “Nu ikke mere om pengesager, ellers bliver jeg forstemt”.

 

Niels Petersen fortæller om sit møde med Johann Wilhelm Gabrielsky (1795-1846); én af tidens betydelige fløjtenister, og indskrevet i dansk musikhistorie fordi han, året efter Niels Petersens besøg, førte an på førstefløjten i Leipzig hos musikforlægger Böhme ved den historiske førsteopførelse af Kuhlaus fløjtekvartet, opus 103.

 

Niels Petersen beretter om sit møde med Gabrielsky:

 

Den 6. (juli-1828) var jeg inviteret til middag hos Gabrielsky sen., den bedste fløitespiller her; vi spilte nogle duetter af hans composition, som endnu var i manuskribt, han har en smuk tone og megen færdighed, men tonen er dog lidt tør, som alle de tydske fløitespilleres. Han erklærede at jeg var en dygtig fløitespiller. Vi tilbragte dagen meget behagelig, og om aftenen ved spisebordet proponerede han, om jeg havde noget imod at vi drak dus, det var mig naturligvis en stor ære. Det er en mand på en 35 år (næsten 37), meget venskabelig i omgang, jeg tror han er lidt melancolisk, men det er ikke at undre over, thi han er en meget stor familie, 7 Børn, og gagen er ikke stort bedre end vores. Jeg har spilt flere gange med ham.”

 

Senere i samme brev, skriver ægtemanden til Sophie, som han har været gift med i tre år:

Kjære gode Sophia; du taler i dit brev om skindsyge og om skønheder som findes her, jeg kan forsikre dig, at jeg ikke haver set en eneste, nej! dem finder man kun i Rendsburg “. (Sophia Nissen var født i Rendsburg).

 

Niels Petersen drog på udflugt til Potsdam udenfor Berlin; et udflugtsmål af første rang for en fløjtespiller med to af Frederik den Stores slotte at besøge, men der var også andet at komme for:

 

4 miil fra Berlintil Potsdam for at se den sidstes mærkværdigheder (jeg havde min fløite med). Vi kjørte til Paafugleøen, som er tre miil fra Berlin: der er et menagerie, iblandt andet er der tvende bjørne, de er i en muret seks alens fordybning, i dens mitte staar et træ, der er en dreng der passer dem og naar han rækker en gren ud med noget grønt paa, saa kommer bjørnene op i træet, kort før vi kom havde de været oppe, vi bad drengen om han vilde vise os at di kom op, men han svarede, han turde ikke saa ofte, vi bad ham, vi bød ham penge, men nej! han blev ubevægelig. Vad gjør jeg? jeg tager min fløite, spiller, og den ene bjørn begynder at springe på bagbenene, den anden klatrer op i træet og sad og lyttede, nu kan du troe der blev en latter, flere mennesker kom der hen, og jeg pakkede naturligvis min fløite ind (...) Jeg saae saa meget, at dette papir ville være for lidet til at optegne alt det paa, men du kan læse det i min dagbog naar jeg kommer hjem. Iblandt andet saae jeg Frederik den Stores musikværelse, du har vel hørt han varen stor elsker af musik og spilte fløite, paa den ene nodestol, voraf der var fire, stod der et symbol (musicalsk) som var indlagt med perlemor, vorpaa der var noder, som jeg naturligvis skrev op. Der er ikke meget ved det, men for raritetens skyld er det nok værd at have”...

 

Tilsidst i brevet driller han - for ikke at sige stikker til sin Sophia:

 

Undskyld at det (brevet) er skrevet saae godt, men solskindet er skyld deri. Du husker nok kjære Sophia at du skriver i dit brev, om din slette skrift og giver torden og lynild skyld ... lev nu vel kjære søde , gode kone af en fløitespiller - Din evigt elskede N. Petersen” (Note: tre Breve fra NP til Sophie Nissen er gengivet i deres fulde længde hos Bendix s. 41-49).

 

Den omsorgsfulde og evigt formanende ægtemand, som forsyner sin Sophie med et elegant “a”, var selv vokset op “ude på Vesterbro”, og havde gjort sine første musikalske erfaringer i faderens dansebod Petershaab. Det var et folkeligt sted og samlingspunkt om aftenen for “matroser, slagtersvende, soldater og tjenestepiger.” (Note: Bendix s. 40).

 

En lang, smal entré førte med en fløjdør ind til dansesalen, hvor et seks mands orkester for hver dans modtog en toskilling, der som betaling blev lagt i en hat. I stuen til højre boede så værtshusholderen, Niels Petersens far, og til venstre, Tivolis fyrværkerimester, Amici, og bag huset, i en smal, men lang have, lå keglebanen.

 

Fra Niels Petersens tiende år, fik han undervisning hos kapellets førstemand på fløjten, P.C. Bruun og snart kunne han passe fløjten i seksmands-orkestret. Også den senere så berømte komponist Frederik Frøhlich strøg her en violin om aftenen (se afsnit om Frøhlich og Thorvaldsen).

 

Niels Petersen optrådte efterhånden også som kammermusiker og solist, bl.a. i det musikalske selskab Rekreationen. Som 18-årig opnåede han ansættelse i Det Kgl. Kapel, hvor Bruun fortsat, og helt frem til 1836, var ankermand i gruppen.

 

Lige overfor Petershaab boede der en enkefru Nissen efter en kaptajn ved Jyske Regiment. Hun var kommet til byen fra Rendsburg, og levede nu her med sine tre, smukke døtre. Denne familie Nissen var i slægt med etatsråd Nissen, der som bekendt giftede sig med Mozarts enke, og sammen med hende i en kortere årrække var bosat i København. Anne Sophie Frederikke Nissen, hed Niels Petersens tilkomne.

 

Niels Petersens fløjtespil var i en klasse for sig. Han optrådte jævnligt ved koncerter og aftenunderholdninger og ofte sammen med koryfæerne Schiermann og Mozart Petersen. Hos teaterinstruktør Nielsen, der selv spillede horn, opførte man Reichas blæserkvintetter, og hos Waagepetersen, med komponisten ved klaveret, stod Kuhlaus fløjtesonater på programmerne (Note: Bendix, s. 52).

 

Også klaverspillet mestrede Niels Petersen, og ved siden af sit orkesterarbejde, havde han et organistembede ved Ansgarkirken i Bredgade. Dette var nu næsten en tradition i kapellets fløjtegruppe, som var praktiseret lige siden Zielche passede orglet i Slotskirken.

 

Endelig ernærede han sig også som sanglærer, og i et par år var han konstitueret syngemester ved Det Kgl. Teater; en stilling han siden fik tilbudt, men valgte fra, for fortsat at være den feterede fløjtenist.

 

Kuhlau tilegnede ham sine 8 variationer over et tema fra Ludvig Spohr`s opera Jessonda. “Á son ami N. Petersen”, hedder det på titelbladet, og Niels Petersens synes virkeligt at have været et generøst menneske og sine venners sande ven.

 

Fløjtenisten førte stort hus og var efter teatertid den perfekte vært for udenlandske fløjtevirtuoser som Fürstenau og Heinemeyer. Også violinisterne Ole Bull, Bazani, Prumé og Ernst kom i hjemmet på Vandkunsten 153. Senere, fra 1827-34, residerede han i Viingaardsstræde 132, og i 1834 boede han i Adelgade 303, (Note: meddelelser i Veiviseren).

 

Fra skuespillernes kreds kunne man møde f.eks. Kirchheiner, Winsløw, Nielsen, Phister, Holst og Foersom, og af musikere fra teatret stillede Frøhlich, Gläser, Schall og brødrene Funck gerne op til smørrebrød og kammermusik.

 

Her var allerede mandskab til en Kuhlau-fløjtekvintet. Skulle selskabet gå hen og blive værten en kende for akademisk, trak han om i Asylgade ved Viingårdsstræde, hvor et lille stamværtshus kunne genoplive lidt af stemningen fra ungdommens Petershaab. Her, oppe på første sal, fandt han sine kammerater: violinisten Friedrich Wilhelm Simonsen (1791-1871), oboisten Christian FrederikKretschmer (d. 1853) (som var storartet, men altid fik sit navn stavet til ukendelighed på plakater).

 

Her blev der spillet billard, og man ser således, at ikke kun fløjtenister i Paris har haft hang til dette ædle kuglespil, hvor matematisk sans, præcision og fingerfornemmelse fører øjets skarpsyn ubesværet videre til ørets geometri og rumlige verden.

 

Her, hos Madam Jerrild, blev der budt på øl, brændevin og en lille varm ret, og det kunne man trænge til efter teater, “information” af elever eller ovenpå organistembedets forpligtigelser (Note. Bendix s. 52).

 

Niels Petersen var en højt skattet lærer, og han underviste en lang række fløjtenister, hvor iblandt ikke mindst sønnen Jørgen Petersen, som efterfulgte ham på pladsen i Det kgl. Kapel, var fremtrædende. Carl Helsted (1818-1904), som foretrak at blive sanglærer, havde et stor talent for fløjten, men også den kendte virtuos Oluf Svendsen (1832-1888), der boede i London, blev professor ved Royal Academy og gjorde karriere i Frankrig, var uddannet hos Niels Petersen (Note. Bendix, s. 53).

 

Måske er det Niels Petersens beåndede spil digteren Chr. Winther har haft i tankerne da han, i 1840 og i sit berømmede digt Hun er Sød Hun er Blød, drager en sammenligning mellem fløjternes klang og hans “søde skat”:

 

Ak hvor net og hvor let, som et svævende fnug, kan hun neje sig, og dreje sig på foden så smuk! Hvor hun stod på sin fod, hvor hun gik og hun sprang, var hun nydelig og frydelig som fløjternes klang”.

 

Christian Winther har uden tvivl kendt Niels Petersen godt. De kom i de samme kredse, og Kuhlau og Chr. Winther gik ofte tur sammen i skovene omkring Lyngby.

 

I sine sidste år var Niels Petersen plaget af en “stenlidelse”, som også forhindrede ham i at optræde, og som for det meste tvang ham til at holde sig hjemme. Én operation forløb heldigt, men anden gang bukkede han under. Med ham mistede kapellet et af sine mest fremragende medlemmer, og Julius Gerson (1811-1894) ærede ham og hans talent i et digt skrevet til begravelsen den 16. november 1851. Heri hedder det (i uddrag):

 

En svæven op, til kampen rede,

Og så en dalen ned mod jordens skød,

Det er vort liv, vort hele liv hernede,

Det korte glimt, som slukkes ved vor død -

Held derfor hver, der før hans flugt er endt

har ned til verden smukke toner sendt.

Det gjorde du, hvis støv vi her indvier

til jordens arv med sorgfuldt venskabs røst,

Fra fløjtens rør du lokked melodier,

Der bare glæden ind til mangt et bryst;

 

(dette afsnit bør udbygges ved at undersøge alt, hvad Niels Petersen har efterladt sig af skriftligt materiale – Det Kgl. Taters Arkiv, som ligger på DKB)