Musiklivet i Danmark i de første årtier efter år 1800

Hvilket kulturlandskab var det Kuhlau mødte, da han en efterårsdag i 1810, på flugt fra de franske tropper i Hamburg, kom til København? 

 

København havde omkring 100.000 indbyggere. Trykkefriheden var afskaffet i 1799. Indenrigspolitisk var regeringen omkring kongen konservtaiv og korrupt hvor ikke mindst kongen, den politisk uduelige Frederik den Sjette havde sin del af skylden. 

 

Frederik den Sjette var enevældig konge, og det københavnske musikliv gik i en runddans om Det Kongelige Teater og de musikere, dirigenter, komponister og sangere, der havde fundet beskæftigelse der. 

 

Musikerne blev ansat efter en elevtid, hvor et purungt menneske var blevet antaget som lærling hos de fuldbefarne instrumentalister. Det var en håndværkeruddannelse hvor man, i lighed med en snedker, tømrer, murer eller maler, her fandt sin uddannelse og sin fremtidige beskræftigelse.

 

Der var intet musikkonservatorium i Danmark, og kun i undtagelsen kunne man komme til udlandet for at lære yderligere. Denne, teatrets hjemmefødingeflok blev suppleret af indvandrede musikere, der oftest kom fra Nortyskland (se: Fløjtespil i Danmark indtil år 1800).

 

I Det Kgl. Kapel var således ca. den bedre halvdel af orkestrets musikere fra Tyskland, og ofte sad de på de udsatte pladser som f.eks. soloblæsere eller koncertmestre. 

 

På tilsvarende vis var dirigenter og syngemestre ofte rekrutteret i det tyske. Undtagelsen var kapelmester Claus Schall, og så alligevel ikke. Da Kuhlau kom til København var det Schall, der stod i spidsen for orkestret, men man ville ikke give ham den eftertragtede stilling som kongelig kapelmester. Claus Schall var selvuddannet som dirigent og havde et stort violintalent, men også som musiker var han blot ”en af vore egne”. 

 

Kunzen var en dominerende skikkelse som komponist og var leveringsdygtig i opera og forskellige andet teatermusik. Det var en lukket verden, og over det hele strålede den operaglade monark, der også opretholdt et hofliv, såvel indenfor voldene, på Christiansborg, som udenfor, på Fredriksberg Slot, hvortil det kongelige orkester ofte skulle underholde til ”thevand eller taffel”. 

   

Danmark var i det politiske kommet i alvorlig modvind. Kongen og hans rådgivere havde satset på Napoleon og satset forkert. Nu kom betalingen. Englænderne bombede København og sejlede med den stolte danske flåde (se afsnit om Kittler og militærmarcherne). I 1813 gik Danmark fallit og Københavns indbyggere led alvorlig nød. Året efter mistede Danmark Norge. Det var denne virkelighed der mødte Kuhlau. Også han skulle komme til at mærke, at det ikke var let at komme fra det fremmede. Man holdt sammen i klubber, også i ganske bogstavelig forstand, for ved siden af operaens liv, så udspillede musiklivet sig i selskaber og i kulturelle klubber. Nogle var også litterære med indlagt musik, mens andre udelukkende var helliget musikken. Her kunne man opleve Haydn, Mozart, Gluck og de samtidige danske koryfæer. Beethoven var ikke populær, og det blev Kuhlau, der brød en lanse for den store komponist og hans musik. Dette skaffede ham ikke kun venner.

 

Blandt andre fik han C.E.F. Weyse som kritiker, og det på trods af, at også Weyse, som 14årig, var kommet op fra det tyske. Ligeledes Kunzen var indvandrer. For Kuhlau betød venskabet eller bekendskabet med Weyse dog også, at han i ham fandt en skønånd, der i det mindste kunne indse Kuhlaus store evner.

 

Kuhlau var gået i eksil. Han forestillede sig næppe, at han skulle tilbringe resten af livet her i det nordlige. Tilsvarende var det kun skrækken for atter at blive søsyg, der holdt verdensmanden Weyse bundet til København, men nu var de her, og da de første magre årtier af 1800-tallet var overstået, begyndte der at komme grøde i luften. Den Danske Guldalder tog sin begyndelse, og også for fløjtespillet som kunstart og som kunstnerisk udfoldelse skulle dette betyde, at Danmark kom til at sætte sit præg på den internationale udvikling. Kuhlau bevarede sine internationale kontakter og skrev fløjtemusik til forskellige musikforlag i både Tyskland og Frankrig. Det var musikeksport uden offentlig støtte. Musikken blev spillet af amatører og professionelle, og Kuhlaus netværk betød bl.a., at tidens førende fløjtenister som f.eks. A.B. Fürstenau, Drouet og Gabrielsky gæstede det københavnske musikliv. 

Tilbage