Kuhlaus kompositioner for fløjte

Størsteparten af Kuhlaus værker er skrevet over et tiår i perioden fra 1821 til 1831; året før hans død. Denne inspirerede produktion tåler med sin værkmængde (om end ikke med sit kunstneriske vingefang) sammenligning med hvad f.eks. Beethoven præsterede i perioden 1800 - 1810 og Schubert, på ufattelig vis, fik for hånden fra 1818 til 1828.

 

For Kuhlaus vedkommende dækker perioden fra opus 32 og til hans sidste værk strygekvartetten, opus 122. Det er værd at bemærke sig, at hvert enkelt opustal, bortset fra de musikdramatiske værker, ofte omfatter et antal værker, eksempelvis opus 68: Seks Divertimenti for fløjte og klaver.

 

Ialt komponererde Kuhlau i dette tiår omkring 176 instrumentalværker, fortrinsvis for klaver, to- og firehændig, samt diverse kammermusikværker der involverer én eller flere fløjter. Når der ses bort fra de helt tidlige værker, (opus 10, fløjteduetter og 12 små solo samt 3 Trioer for 3 fløjter, opus 13), så er alle Kuhlaus værker med fløjte skabt i ovennævnte tiår 1821-1831.

 

Fra 1824 begyndte han at udfolde sig i kammermusikgenren fløjte og klaver, og det skulle blive til en så imponerende samling som ti fløjtesonater, seks variationsrækker, seks Divertissements, tre Grand Soli, tre Fantasier og en Introduktion med efterfølgende Rondo.

 

Kuhlau havde i sine ungdomsår en karriere som koncertpianist. Han optrådte med klaverkoncerter og i kammermusik. Koncertprogrammer fra fra Hamburg, i årene 1804-1810 viser, at han jævnligt koncerterede med kendte musikere og sangere. Han optrådte bl.a. sammen med en fløjtenistinde, Fredericka Brinck (?), og ved en anden lejlighed spillede han sine Variationer for Pianoforte og fløjte (Note: ref. fra Gorm Busk Friedrich Kuhlau: En Biografi og en kritisk analyse af hans musikdramatiske produktion s. 26, Engstøm og Sødring 1986). Variationsværket kendes ikke i dag).

 

Mange af Kuhlaus klaverværker er tiltænkt den ikke så øvede klaverspiller, og disse stykker har fået så stor en udbredelse, at hvis al anden musik af ham var glemt, stod han alligevel tilbage i selskab med navne som Muzio Clementi (1752-1832), Carl Czerny (1791-1857) og Anton Diabelli (1781-1858). Men Kuhlau skrev også stort anlagte klaverværker: Sonater, Fantasier, Variationsværker. De fremkom i en jævn strøm, kun periodevis afbrudt af de mere enkle kompositioner som f.eks. Sonatiner, Valse og Divertissements.

 

Samme mønster gentager sig for fløjteværkernes vedkommende. Kuhlau skrev fløjtemusik af nød, men ikke af bitter nød. Værkerne udstråler veloplagthed og en forbavsende indføling i fløjtens natur. I første række bør man fremhæve den egentlige koncertmusik og først og fremmest de ti store sonater, hvori klaver og fløjte koncerterer på lige fod, eller hvor klaveret overvejende bærer det musikalske ansvar.

 

De ti fløjtesonater

 

Kuhlau havde udviklet sit tonesprog i sine i alt 18 klaversonater, 18 i alt. De er alle skrevet før den første af de i alt 10 fløjtesonater.

 

Kuhlau havde ligeledes fundet sit personlige udtryk og lært at beherske alle fløjtens mange musikalske facetter i en lang række mindre værker med fløjte, heriblandt de meget vanskelige og spændende fløjteduetter, opus 39 og ikke mindre i de tre kvintetter med strygere, opus 51.

 

Opus 64, i Es-Dur

Komponeret og tilegnet ”Monsieur de Chambelan de Kass, Marchal de la Cour de S.A.R le prince Fred. De Danemarc”

 

Den første sonate for fløjte og klaver, opus 64 i Es-Dur er fra 1825. Es-Dur er en af Kuhlaus favorittonearter, således som i klaversonaten opus 4. Ligesom i klaversonaten lader Kuhlau førstesatsen følge af en variationssats. I fløjtesonaten benytter han en gammel dansk folkemelodi Der strander et skib mellem fjordmellem mind, en melodi han genbrugte i festspillet Elverhøj og her som romancen Der vanker en ridder. Variationerne er meget varierede med den paganini-inspirerede virtuos-variation (La Campanella) i klaveret som højdepunkt. Senere skrev Kuhlau en Rondo, opus 121 over Paganinis Campanella. Finalesatsen er meget insdpireret af Beethovens kvintet, opus 16 for fire træblæsere og klaver, et stykke Kuhlau selv havde på sit repertoire og spillede ved sin debut i København tilbage i 1810. Vi finder også reminiscenser af Webers Grand Duo for klarinet og klaver i (netop) Es-Dur.

 

Opus 69, i G-Dur

(ca.1825) tilegenet: Mr H .Sievers

Denne sonate er overvejende lyrisk og ukompliceret i sit musikalske udtryk. Den punkterede rytme i førstesatsen leder tanken hen på en Grand solo med et kontrasterende sidetema, der starter på tertsen og i en opadgående treklangsbevægelse, der er meget typisk for Kuhlaus melodik. Andensatsen viser en anden Kuhlau specialitet: en wienerklassisk langsom sats a la Haydn eller Schubert, men med italienske reminiscenser, som man kan høre det hos f.eks. Rossini, Bellini eller hos Paër. Sonaten slutter med en ukompliceret Finalesats.

 

Opus 71, i e-mol

(ca.1825) tilegnet: Monsieur J.Sellner, Professeur au Conservatoire de Musique à Vienne

Denne stort anlagte e-mol sonate må regnes blandt hans væsentligste i rækken af fløjtesonater og er sammensat af fire satser.

 

Førstesatsen er i usædvanlige 6/4 en slags ”dobbeltvals” med en beslutsom og omfangsrig udvikling af det muskalske stof. Formen er megt udviklet med fire uafhængige temaer, et kontrapunktisk mesterstykker, der i den romantiske tone foregriber Guldalderens senere store navne, som Hartmann, Gade, Hornemann og Heise. Som altid hos Kuhlau er andensatsen, Scherzo, holdt i den samme toneart som førstesatsen. Det er ikke overraskende, at Kuhlau lader tredjesatsen, Andante sostenuto være i H-Dur. Det samme toneartsmønster ser vi i f.eks. fløjtekvartetten opus 103. fjerdesatsens Rondo er ikke ulig en Schuberts marche militaire. Efter flere fugale afsnit hører vi en slags Frühlingslied i Mendelssohn-stil, sådan som Kuhlau senere fik en uhørt succes med (Krandsedans) i sin balletmusik til festspillet Elverhøj. Som et notabene skal nævnes, at Sonaten i E-mol, opus 71 er arrangeret for 3 fløjter og en alt-fløjte af undertegnede. Denne udgave er indspillet for Kontrapunkt og udgivet på noder i Japan.

 

Sonaterne 4,5, og 6, opus 83

(ca. 1826)

Opus 83 er sammensat af 3 sonater i henholdsvis G-Dur, C-Dur og g-mol.

De er alle tre komponeret med tre satser.

 

I den første sonate bemærker vi især, at Kuhlau, i andensatsen, anvender en svensk folkemelodi, Sorgens Magt som grundlag for en række variationer. De svenske folkemelodier havde en dragende og inspirerende virkning på hans skaberkraft, og vi ser dem som en blå-gul tråd løbe igennem mange af hans værker. Især må nævnes Elverhøj-musikken, men også i f.eks. fløjteduetten opus 102, nummer 2 hvor det er Näckans Polska der danner basis for variationer

 

I den anden sonate, opus 83 i C-Dur, er førstesdatsen under stærk indflydelse fra Rossini og med reminiscenser fra bl.a. operaen Den Tyvagtige Skade. Rossini-feberen drev henover Europa. Ingen komponist i samtiden kunne helt undgå at blive påvirket, som det skete for både Beetrhoven og Schubert, og skønt Kuhlau værgrede sig og i flere udtalelser var stærk kritisk overfor Rossini og hans ”larmende musik”, så måtte også han bukke under for den energi den udstrålede. Den langsomme Larghetto indehilder stor skønhed og har materiale hentet fra førstesatsen. Også Finalen benytter det samme (grund)stof.

 

Den tredje sonate, i g-mol, åbner med en introduktion i 6/8, der kan minde om Webers Opfording til Dans. Kuhlau kan meget vel have hørt Webers populære klaverstykker, da Weber besøgte København i oktober 1820. Den langsomme sats er fuld af skønhed og er en af sonaternes længste. I sidstesatsen hører vi igen Kuhlau benytte sig af sin ”model-teknik” (med Kuhlauforskeren Gorm Busks udtryk), og her er det Beethovens trippelkoncert han øser fra. Kuhlau havde selv spillet klaverstemmen i Trippelkoncerten. Denne Polonæse-rytme havde han bl.a. også benyttet i sin klaversonate i C-Dur, opus 44.

 

 

Sonate nummer 7 i amol, opus 85

(førsteudgave 1827)

Kuhlaus store og firesatsede sonate i a-mol er uden tvilv den mest spillede og vel også alt andet lige den bedste, hvis man kan acceptere dens udstrækning.

 

Det synes ikke noget tilfælde, at Kuhlau skrev sine to firesatsede sonater i henholdsvis e- og a-mol. Dette var hans to favorittonearter og der hvor tonearten inspirerede ham mest. Vi ser såldeses at han i sin strygekvarete, den eneste han fik komponeret, anvende a-mol som hovedtonearten. Også i den meget inspirerede klaversonate, opus 8 er det a-mol der er valgt. Fløjtesonaten udmærker sig ved, at alle fire satser er inspirerede og indeholder et meget originalt melodisk materiale. I den vidtspundne Adagio, 3-satsen, har han dog ladet sig inspirere af Beethovens klaversonate, opus 2, men hos Kuhlau ender satsen i italiensk stil, a la Bellini. Kuhlaus a-mol fløjtesonate er fuld af geniale og sommetider meget virtuose indfald og stiller, med bl.a. sine cadenze-vendinger i både klaver og fløjte, store udfordringer til de udøvende.

 

Sonaterne 8.9. og 10, opus 110

(førsteudgave 1830) tilegnet: Madame la Baronne M.de Schwerin

De tre sonater opus 110 er udgivet under titlen Duo Brillantes. Men i et brev til forlæggeren Ferrenc i Paris kalder Kuhlau selv de tre kompositioner for sonater! Dette gentager han i et andet brev, af december 1829, hvor han titulerer stykkerne: 3 Grosse Sonaten für Pianoforte mit begleitung vom einer Violine oder eine Flöte. Kort efter at have sendt sonaterne til trykning brændte Kuhlaus hjem i Lyngby ned til grunden, og Kuhlaus sidste og ulykkelige livsfase to sin begyndelse.

 

I den første sonate hører vi et anderledes tonesprog end i de første 7 fløjtesonater. Stilen er mere letflydende og, skønt intet tyder på at Kuhlau kendte Schuberts musik, så fornemmer man noget Schubertsk bagvedliggende, som f.eks. den store Fantasi i C-Dur for violin og klaver. Andensatsen har et Webersk tilsnit og sidstesatsen synes, i lighed med adskillige af Kuhlaus værker, at være inspireret af Beethovenes kvintet, opus 16.

 

I opus 110, nummer 2 vender Kuhlau tilbage til en af sine foretrykne tonearter, e-mol. Her i en langt lettere form end den store sonate opus 71. I den langsomme sats er det ikke svensk eller dansk folketone der ligger bag, men snare et tema som et Souvenir des Alpes, og det skønt Kuhlau aldrig kom sydligere end til Wien. I sidstesatsens synkoperede rytmer får man associationer til Beethovens klaversonate i C-Dur, opus 111.

 

I den tredje sonate i opus 110-rækken, og den sidste af Kuhlaus fløjtesonater, indleder han med en voldsom, næsten dæmonisk førstesats med nærmest beethovenske dimensioner. Den følgende Andante i B-Dur har et strejf af Schubert, medens sidstesatsens 6/8 har et karakteristisk jagende tema. En klaverkadence leder hen imod satsens sidste stretto der afslutter hans store produktion af sonater for fløjte og klaver.

 

Ingen anden komponist på denne for fløjtespillet så righoldige tid, har ydet et så værsenstlig bidrag til litteraturen. Man må ønske sig, at fløjtenisterne også vil forstå at værdsætte denne store og væsentlige gave!

 

 

Divertissements, Variationer og Fantasier - fløjtemusikken omkring Elverhøj

 

Schubert skrev udelukkende variationsværker over egne temaer. Stilen afspejlede ofte en indflydelse fra tidens virtuoser, f.eks. (Nicoló) Paganini (1782-1840). Kuhlau komponerede en lang række variationsrækker såvel for klaver solo som for fløjte og klaver. I modsætning til Schubert fandt han sine temaer i folkemelodier eller fra kendte og populære operaer i tiden af Rossini, Weber, Spohr eller George

Onslow (1784-1853), netop de komponister hvis skrivestil Kuhlau kunne spejle sig i. En særlig gruppe temaer fandt han i Mozarts og Beethovens værker, og man fornemmer her den kærlighed, som Kuhlau nærede til især denne musik.

 

Han skrev desuden et større antal værker af mindre pretentiøs art for fløjte beskedent fulgt af en klaverstemme der, i modsætning til hans sonate- og variationsværker, ofte er ganske overkommelig, og sommetider endda er benævnt ad libitum og altså kan vælges fra.

 

Introduction et Variations brillantes pour Pianoforte et Flute, sur un Duo de l’Opera Jessonda de L. Spohr lever til fulde op til sin lovende titel “Variations brillantes”. De otte virtuost anlagte variationer er skabt i den mest veloplagte og sprudlende periode i komponistens liv. Kuhlaus største sceniske succes, festspillet Elverhøj havde haft førstepremiere den 6. november 1828, og alle instrumentalværker fra tiden omkring tilblivelsen af Elverhøj (der var skrevet på bare 2½ måned i august/ oktober 1828) bærer præg af festspillets energiske tone og den særlige humoristiske behandling af stoffet, der siden har dannet en slags model for en traditionel, dansk kulturopfattelse.

 

Veloplagtheden genfinder vi f.eks. i to variationsværker og en Introduktion og Rondo over temaer af Spohr, alle komponeret i foråret 1829. I januar samme år havde Kuhlau indgået aftaler med d’herrer musikforlæggere Peters i Leipzig og med (den fløjtespillende) J. H. A. Farrenc (1794-1865) i Paris. Disse to driftige firmaer skulle blive Kuhlaus forlæggere for hans lettere instrumentalmusik i resten af hans liv.

 

Når han ved gentagne lejligheder ønskede at komponere mere vægtige sager, fik han til svar, ”at det kunne man desværre ikke ikke afsætte for tiden”. Da Kuhlau, i en tidligere periode, samarbejdede med forlægger Simrock, fik han beskeden: “allerede i længere tid har klaverkvartetter ikke hørt til den gangbare vare, men tidens smag er udelukkende til modestykker som Rondo brillant, Divertissementer, potpourrier og lignende.” (Note: (dass) “schon seit längere Zeit Clavier-Quartette nicht unter die gangbaren Artikel gehörten, so wie auch der heutige Geschmack ausschliesslich auf Modestücke, Rondos brillant, Divertissements, potpourris etc, gefallen wäre” - G. Busk: gengivet i En Biografi... s. 76).

 

Kuhlau’s bekendskab med Louis(Ludwig) Spohr (1784-1859) daterer sig helt tilbage til hans ungdomsår i Braunschweig, hvor den to år ældre Spohr var elev i Katharineum-skolen. Kuhlau tilegnede Spohr sin sonate for violin og klaver i F-mol, opus 33 (1821). Der forligger et brev fra Kuhlau til Spohr fra den samme periode, og brevet holder sig til sit emne: at anbefale komponisten (Johannes Frederik) Frölich (1806-1860) som kompositionselev hos Spohr (Note: G.B.: Breve kat. nr. 116, brev af 25. april 1825).

 

I lighed med ouverturen til Elverhøj, opus 100, indledes opus 101 med skarpe punkteringer og den højstemte introduktion afsluttes endda med eksakt den samme lille (obo-)overledning vi genkender fra Elverhøj-ouverturen: figuren, der danner bro til det kendte Allegro, G-mol afsnit. I Spohr-variationerne giver overledningen plads for et tema i G-Dur. Det optræder først i klaveret, senere hos fløjten, og som Kuhlau selv betegner det (i et brev til Farrenck) “ein sehr schönes Thema aus der Oper Jessonda” (Note: G.Busk: Breve kat. nr. 106). De efterfølgende variationer viser en forbløffende lighed med Schuberts C-Dur Fantasi (D 934) for violin og klaver. Et værk komponeret i Wien, december 1827. Efter sigende under inspiration af den forrygende violinvirtuos Paganini.

 

Det har indtil nu ikke været muligt at påvise nogen direkte eller inddirekte forbindelse imellem Schubert og Kuhlau, men der forekommer også et tilsyneladende slægtskab i andre af Kuhlaus værker, ikke mindst harmoniske forbindelser, der kun delvis lader sig forklare fra hans Beethoven-dyrkelse. Opus 101, blev uropført den fjerde april, 1831 på Hofteatret i København af en af 1800-tallets største, danske fløjtenister, Niels Petersen, akkompagneret af Kuhlau’s nevø, pianisten Georg Friedrich Kuhlau (1810-1878).

 

Også Kuhlau’s opus 98a, med den fulde og imposante titel: Introduction et Rondo concertans sur la Choeur du Colporteur de Onslow “Ah! quand il gêle, sans se lasser”, pour Pianoforte et Flûte knytter sig til perioden umiddelbart efter successen med Elverhøj; Dette på trods af at opusnummeret placerer sig før Elverhøjs opus 100. Opus 98a er den eneste komposition for fløjte og klaver, hvor Kuhlau udnytter den ellers så populære form Introduction og Rondeau. Introduktionen i E-Dur fører igen med sine skarpe punkteringer tilbage til Elverhøj-ouverturen, men også frem mod den kendte kvartet for fire fløjter, opus 103, ligeledes med en Introduktion i E-Dur. I lighed med fløjtekvartetten fortsætter Kuhlau med en hurtig sats i favorittonearten e-mol. Opus 98a hører til blandt Kuhlaus mest kendte og populære værker for fløjte og klaver. Han udnytter stoffet med elegance, og at Kuhlau selv var tilfreds med Rondoen kan aflæses af, at han omskrev værket til brug for klaver solo, og som sådan fremkom det trykt hos Peters i maj/juni 1834, altså efter Kuhlaus død.

 

Det er påfaldende, som temaet i Kuhlaus opus 99, Introduction et variations concertantes sur l’Air du Colporteur de Onslow, kan minde om hans egne temaer: en folkemelodi der kredser om de samme toner, men alligevel drejer sig rundt i overraskende, harmoniske iklædninger. Allerede i variation ét bliver fløjten sendt ud i springende trioler. Anden variation er et sammenspil af hurtige, spidse toner mellem fløjte og klaver. Inspiration fra Paganinis la Clochette (Campanella), som Kuhlau havde udnyttet i en Rondo for klaver (posthum, opus 121), høres tydelig. Tredie variation er en studie for en dyb fløjte, medens den følgende variation vender tilbage til Paganini’s højtklingende klokker. Så følger en variation for en decim-springende fløjte. En ganske enkel, og i formen udvidet, variation begynder klaver solo, hvorefter, som i en drøm, fløjten fletter sig ind i de Beethoven inspirerede modulationer. Den ottende og sidste variation er en uskyldig alla Polacca - lige indtil en serie klaverfigurer går grassat. Fløjten slutter med opadgående oktaver, og opus 99 ender, som den er begyndt, i a-mol.

 

6 Divertissements, opus 68 (1825) for fløjte bærer den misvisende titel “avec accompagnement de pianoforte ad libitum”. Selvom klaverstemmen er meget enkel, ville det være synd at fremføre de fine miniaturer uden Kuhlaus følsomt, harmoniske ledsagelse. I opus 68, 1, G-Dur, bliver en Beethoven inspireret Introduktion afløst af en indædt alla Polacca i g-mol. En serie hidsige og stakkerede triolbevægelser står i kontrast til kortere, lyriske afsnit. Det tredie Divertissement står i H-Dur, også én af Kuhlaus fortrukne tonearter til fløjtespil (f.eks. i tredjesatsen i kvartet for 4 fløjter, opus 103). Kuhlau overrasker og lader 6/8 introduktionen i et tonalt fald og uden varsel gå videre til en D-Dur allegro. Stykket munder ud i et H-mol triolafsnit for tilsidst at returnere til indledningens langsomme H-Dur, 6/8. Kuhlau sætter punktum med et dybt H i fløjtestemmen.

 

Året er 1825, og det er ét af de første tilfælde hvor instrumentets udvidelse i det dybe register bliver udnyttet af én af samtidens, betydelige komponister.

 

De seks Divertissements blev i 1825 tilbudt det københavnske publikum i subskription ved forlaget C. D. Milde som udgav en Månedlig Jounal for fløjte solo (Note: se afsnit om C. D. Milde, s.). Senere blev hele opus 68, med klaver ledsagelse og i forbindelse med andre forlagssuccesser, udsendt af Farrenc i Paris.

 

Også Trois Fantasies pour la Flûte, opus 95, 1-3, udkom med en klaverstemme “ad libitum” uden anden årsag, end at denne tynde version må have haft et salg blandt tidens mange, dygtige fløjteamatører. De tre Fantasier kunne med rimelighed være betitlet Sonatiner, en form hvor Kuhlau havde stor erfaring fra sin klavermusik.

 

Den første Fantasie begynder med et umådelig enkelt og gribende Allegretto pastorale, der uden klaver virker helt meningsløst. Tværtimod, udnytter Kuhlau et orgelpunkt i harmonikken, og der synes at være landkending for noget dansk som i en Weyse-romance. Den efterfølgende Allegro assai skylder Elverhøj ouverturens Allegro alt: de samme, opladende pauser, de samme synkoper. Man forventer Ouverturens triolafsnit, og det kommer! Dog får man ikke Kongesangen til sidst, men Fantasien vender derimod tilbage til sin indlednings langsomme 6/8. Den anden Fantasie står i favorittonearten E-mol og åbner med en Allegro gustoso. Sidetemaet i Dur er en variant af E-mol temaet. En langsom sats fører lige over i et kortfattet E-mol tema, som Kuhlau sætter i variationer afbrudt af små mellemspil.

I opus 95, 3 bliver en indledende sonatinesats afløst af en veloplagt alla Polacca i d-mol. Også her fornemmer man et ekko fra Elverhøj-musikken. Stykket munder ud i en gnistende D-Dur slutning. Fantasierne opus 95, 1-3 er tilegnet justitsråd C. W. Wiehe (1788-1868), der står bag graveringen af ét af de kendteste Kuhlau litografier (se illustration).

 

Duetter for to fløjter

Kuhlaus musik for to fløjter består af seks samlinger, hver bundet i en buket af tre duetter, altså i alt 18 selvstændige værker og til stadighed komponeret på en sådan måde, at de to fløjter koncerterer ligevægtigt og kan spille ud med så at sige lige mange kort på hånden. Man tør måske fremhæve tre samlinger: de tidlige duetter opus 10a (o. 1812) der har stor charme og dertil en vidunderlig svensk folkemelodi med variationer (nr. 2, i D-Dur). Opus 39 (o. 1821) er lange, teknisk krævende og dertil “lærde” med fugerede kunststykker (opus 39, 2) og en Scherzo udformet som en Kanon (opus 39, 3), som Kuhlau brugte som Present bl.a. til sin ven, pianisten og komponisten Ignaz Moscheles (1794-1870). Opus 102 (1829) består af tre imødekommende og velskabte kompositioner. Duetterne er skrevet umiddelbart efter succesen med Elverhøj, og Kuhlau genanvender den svenske Näckens Polska, der i Elverhøj er blevet til den berømte Romance Dybt i Havet (sunget i tredje akt af Moder Karen og Mogens). Den melankolske Ballade forvandler sig i stykket for de to fløjter til sekstendelsfigurer, der som strømhvivler i en svensk elv til stadighed danner nye former. I den sidste variation danses der Polska på hvidskurede, svenske plankegulve.

 

Musik for tre fløjter

Kuhlaus fløjtetrioer følger ikke princippet med ligeværdige stemmer, men er bygget op, ligesom en klassisk strygetrio, med diskant, mellemstemme og bas. Kun bliver de dybere stemmer, betinget af fløjtens omfang, mere højtliggende end hos strygerne. Det er forbløffende som Kuhlau, på trods af det diskante udgangspunkt, formår at få fløjtestemmerne til at klinge blødt og melodisk.

De tre trioer, opus 13 (o. 1813) er, i lighed med duetterne, opus 10, noget af det tidligste Kuhlau har ønsket skulle blive stående, og er dog skrevet efter hans indvandring til Danmark. Én af dem blev i 1814 opført i Københavns Det Harmoniske Selskab. Trioerne er koncentrerede, to eller tre-satsede, og dertil lyse, luftige og tilhører den mere Mozart-inspirerede del af hans fløjtemusik. Tre trioer, opus 86 (1827), har vægt og fylde, og kan vel bedst karakteriseres som nordiske i tonen. Ikke mindst i D-Dur Trioens (opus 86,2)anden sats, hvis variationer over en melankolsk, svensk folkemelodi opbygges dramatisk. Kuhlaus syvende og sidste Trio for 3 fløjter, opus 90, står i H-mol, har fire satser og er gennemgående meget under indflydelse af Beethoven, ikke mindst sidstesatsen med dens pågående rytmer.

 

Musik for fløjte og strygere

Tre kvintetter (opus 51, 1-3) for fløjte og fire strygere (1822) må betegnes som et højdepunkt for Kuhlaus kammermusik med fløjte. Ensemblet består, foruden den solistiske fløjtestemme, af en violin, to violaer og en cello. Denne instrumentering er ikke så usædvanlig i begyndelsen af 1800-tallet, og bl.a. Hoffmeister, Ries og Pleyel står noteret for kompositioner i denne genre. Oprindeligt finder idéen, med en ekstra viola til at gøre mellemstemmerne mere levende, sit stærkeste udtryk hos Mozart i hans strygekvintetter, men Kuhlau kan også have fundet denne særlige klangfarve hos Andreas Romberg (1767-1821), som han kendte fra Hamburg, og som havde komponeret en hel række kvintetter for denne partituropstilling. Kvintetterne er tilegnet fløjtenisten Peter Christian Bruun (1784-1852), og mindst én af kvintetterne blev førsteopført i Kuhlaus hjem, Solitude på Blegdammen, Nørrebro (se afsnit om P.C. Bruun, s.) Hans fætter Søren Kuhlau (1798-1864), som boede hos Kuhlau, passede cellostemmen, violinen blev varetaget af Frederik Wexscall (1798-1845), som interesserede sig for fløjte, og hvis søster havde været gift med den tidligere omtalte solofløjtenist Philipp Seydler (se Fløjtespil i Danmark indtil år 1800). Carl Mohr (1796-1827) havde spillet fløjte, men var siden, som her, gået over til viola, og hans broder Ludwig Mohr (1800-1884) spillede den anden violastemme. De var alle musikere i Det Kongelige Kapel, og det var en kreds af liebhavere, som kunne værdsætte den dristige harmonik, der gør kvintetterne væsentligt mere Beethovenagtige end hans øvrige værker for fløjte. Kuhlau blev i samtiden kaldt Fløjtens Beethoven, og her giver det banale udtryk mening.

 

Kvartet for fire fløjter

Fløjtekvartetten, opus 103 (1829), er i enhver forstand enestående. Komponisten skrev kun denne ene kvartet i genren - skabt i udklangen af skuespilmusikken til Elverhøj. Allerede Introduktionen står, med skarpe E-Dur punkteringer, som en fransk barok-ouverture, eller netop som indledningen til Elverhøj-ouverturen (1828).

 

Kuhlau var en fremragende stilist og en dygtig genbruger. Kuhlauforskeren Gorm Busk benævner det modelteknik, en art inspirationstyveri, som Kuhlau havde drevet til det sublime.

 

Idéen med de skarpe ouverture-punkteringer er generelt tidstypiske og optræder ikke mindst i den italienske stil, f.eks hos Rossini, men også hos Beethoven. I Elverhøj-ouverturen ligner indledningen imidlertid mest af alt den ti år ældre ouverture til Edouard Dupuys (o.1770-1822) syngespil Ungdom og Galskab, der også indeholder en sangbar obosolo, ja, sågar en lille obocadence, ligesom når Kuhlau, på et tilsvarende sted, får tiden til at stå stille i en stemningsmættet overledning til ouverturens allegro-del.

 

I Fløjtekvartetten er rollerne fordelt som i en strygekvartet. Første- og andenfløjte spiller op til hinanden med præsentation af temaerne på skift. Første sats har en usædvanlig længde (ca. ti minutter) indenfor blæsernes kammermusik, og man skal til Mozarts blæserserenader eller Schuberts Oktet for at finde noget tilsvarende. Scherzoen er holdt i grundtoneartens e-mol, og har dertil to triodele, begge meget penible og delikate.

Kuhlau hørte sin kvartet for fire fløjter på sin sidste rejse til Tyskland (1829), hvor turen først gik til Lübeck og derpå videre til Berlin. Han skev til sin broder Andreas (Kuhlau 1782-1858) i Leipzig (Note: G.Busk: Breve kat. nr. 120, af 18. juni 1829), og lovede snart at komme... i løbet af to, højst tre uger skal han nok være der! Men der er sommervarme i Berlin, og han lever et rigtigt “Schlaraffenleben”. Omkring den 10. juli ankommer han til Leipzig.

 

Musikforlægger Böhme har lige købt det store Peters-forlag, og det er på Böhmes landsted, at kvartetten får sin førsteopførelse. Fløjtevirtuosen Johann Wilhelm Gabrielski (1795-1846), til hvem kvartetten “à son Ami”er tilegnet, bestrider førstestemmen, og han har sikkert, på sin træfløjte med de mange klapper, også kunnet mestre tredjesatsens sarte H-dur klange “som så nemt får en skavank”.

 

Kuhlau fik nogle gode forlagsaftaler i stand, så mon ikke han har nydt fjerde-satsens Haydn-lignende og humoristiske E-mol finale, der elegant springer op til E-dur, så kvartetten kan ende tonalt, som den begyndte (Note: førsteopførelsen hos forlægger Böhme er beskrevet af Thranes i hans Kuhlau biografi, s. 48).

Kuhlau tog hjemover, via Kiel, og i modsætning til hans første ankomst til Danmark, kunne denne rejse, som skulle blive hans sidste, foregå standsmæssigt med den moderne, skotske hjuldamper Caledonia. Her var dobbelte kahytter til passagererne, og man sejlede lige til Langebro i København.

 

De sidste kompositioner

 

Men efter fløjtekvartetten og den endeløse strøm af fløjtemusik, tørstede hans ånd efter afveksling. Allerede i maj samme år (1829) havde han i et brev skrevet: “Min herværende stilling er behagelig, men ingenlunde strålende, thi Kongen, som ganske vist udviste mig den nåde at udnævne mig til professor den 1. november forrige år, har indtil nu kun givet mig en ringe gage, og da jeg og min familie knapt kan leve heraf, må jeg skrive instrumentalmusik og ting som bliver godt betalt af mine forlæggere, men dette gælder for tiden kun kompositioner med fløjte” (Note: G. Busk: Breve, kat nr. 117, Kbh. d. 5. maj 1829, brev til en russisk købmand, Joh. Math. Witkowsky).

 

Hjemme i Danmark gav han sig nu mulighed for at skrive kammermusik i en større skala og færdiggjorde sin klaverkvartet i g-mol, opus 108. En musikalsk komsammen blev under festlige former afholdt hos den kendte vinhandler

Waagepetersen (hos hvem Kuhlau også købte et større kvantum vin). Såvel Oehlenschläger som Weyse var til stede, og ikke mindst den verdensberømte pianist Ignaz Moscheles, som ikke ved denne lejlighed kom med kritiske bemærkninger, men tværtimod roste Kuhlau for hans fine komposition (Note: se Thrane?)

 

En fløjtrio med klaver

Kuhlau holdt fast i den kvalitetsbevidste og i nogen grad brødløse kammermusik, også selv om der i Trioen opus 119 i G-Dur kom en fløjte med i ensemblet.

 

Trioen, med tre inspirerede satser for to fløjter og klaver, er et lille mesterværk i afvekslende stemninger, begyndende med førstesatsens yndefulde allegro i 6/8. Kuhlau beklager selv i et brev til sin forlægger, at han ikke har en metronom og kan angive tempi, men siger også, at de nok giver sig selv (Note: G.Busk: Breve, kat. nr. 168 til forlægger Rudolph Wessel i London).

 

Dette er nu ikke min erfaring som musiker, og for første sats’ vedkommende, holder jeg mig til et allegro moderato sådan som Holger Gilbert-Jespersen (1890-1975), sammen med Erling Bloch (1904-1992) på violin og Holger Lund Christiansen (1900-1959) ved klaveret, har vist vejen på den gamle lakindspilning. Erling Bloch kaldte det “en tur i den skønne, danske bøgeskov i maj”, og Kuhlau skriver selv, at “den er livslystig (heiter) i karakteren, brillant og dog ikke svær at udføre.” Men der skulle også falde 38 hollandske Ducater for værket! (G. Busk: Breve, kat. nr. 168, brev til Rud. Wessel, London, 10. dec. 1831).

 

Anden sats står i en skarp brydning mellem en Beethoven-tyngde og et Bel Canto a la Bellini eller Rossini, som går lige over i en tredjesats der ganske ubekymret triller afsted... i rasende fart, men dog alligevel som en tur i charabanc i Dyrehaven.

 

Trioen blev allerede i samtiden udgivet i to alternative udgaver, der dog ikke har slået den originale af marken: én for fløjte, violin og klaver og en anden for fløjte, cello og klaver.

 

For Kuhlau var de glade dage forbi. Begge hans forældre døde i 1830, og året efter brændte det lejede hus i Lyngby. Formodentlig ikke, som man tidligere har ment, med stakkevis af utrykte håndskrifter, men ellers mistede han alt. Et vaklende helbred udviklede sig til sygdom, og han måtte gå til sengs i perioder. Det synes at have været tuberkulose, og tilstanden blev forværret af chok og kulde i forbindelse med branden og det uregelmæssige liv som fulgte derpå.

 

Han flyttede ind til Nyhavn i København, og dette hus fremstår i dag som Kuhlaus hus. Her døde han den 12. marts, 1832.

 

Vinhandler (Christian) Waagepetersen (1787-1840) havde for at opmuntre Kuhlau, bestilt seks strygekvartetter hos ham, og én fik han fuldendt og det i sin foretrukne toneart, A-mol. Det er et fint og virtuost stykke kammermusik, der gav løfter om, hvad Kuhlau kunne have gjort også for denne, kammermusikkens højeste, genre.

 

Carl Wilhelm Eckersbergs (1783-1853) En Musikaften i det Waagenpetersenske Hjem (1834), den danske guldalders berømteste genremaleri med de kendte komponister og musikere, er skabt efter Kuhlaus død (illustration). Alligevel er det ham og Weyse der er motivets hovedfigurer. Kuhlau hænger ganske vist som portræt på væggen og iagttager herfra en større gruppe musikere, centreret omkring den aldrende Weyse ved klaveret, og med Kuhlau-eleven, Frederik Frøhlich stående i stiv positur. Fløjtenisten Niels Petersen står, høj og rank, med sit krøllede hår og med bortvendt profil, medens en gruppe siddende strygere spiller... ja, hvad spiller de i grunden?

 

Der er fire strygere på billedet, men mon ikke Kuhlaus g-mol klaverkvartet alligevel har været denne aftens hovedværk? således som den også var det den 16. maj, 1835: den aften hvor en mindekoncert, i de kongeliges nærvær, gav anledning til at Kuhlaus portræt blev laurbærkranset, og hvor Carl Thrane (1837-1916), som skrev den første Kuhlau-biografi (1875), bl.a. fremsagde følgende visdomsord om ham:

 

”Kuhlau kunne ikke blot efterligne. Man kan sige med sandhed, at Kuhlau i (operaen) Lulu har fulgt Rossini omtrent som vor Holberg har benyttet Molière: at just der hvor han efterlignede, var han stundom allermest original.”

 

Få måneder efter Kuhlaus død, optrådte komponisten og opfinderen af tværfløjten, sådan som man kender den i dag, Theobald Böhm (1794-1881) i München for første gang offentligt med sin 1832-version af en reformfløjte: Han havde valgt at spille en af Kuhlaus Fantasier for fløjte solo, og således blev der skabt en kontakt imellem Den Danske Guldalder og det der almindeligvis kaldes Guldalderen inden for fløjtespillet (illustration af koncertplakat). Det der, set i en større europæisk sammenhæng, ikke mindst dækker kompositioner af netop Böhm og Kuhlau.

 

Den unikke Kuhlau

I den musikdramatiske genre arbejdede Kuhlau tilsyneladende helt ubesværet. Han udnyttede sine musikdramatiske tekster med indlevelse og skabte, i modsætning til f.eks. Beethoven og Schubert, på kort tid en række, vellykkede operaer. Dette forhold rejser unægtelig ét stort spørgsmål til hans øvrige produktion: hvorfor har vi fra Kuhlau hånd ingen symfonier, kun få solokoncerter, ingen serenader som hos Mozart, ingen oktet som fra Schubert, ingen nonet for blæsere og strygere som f.eks. Ludwig Spohr markerede sig med. Spohr, hvis stil på mange måder er tæt forbundet med Kuhlaus. Hvordan kan det være, at Kuhlau i det store hele fravalgte de større instrumentalværker?

 

Kuhlau beherskede til fuldkommenhed orkesterapparatet med alle dets klanglige muligheder, og tilmed kammermusikkens mere sarte farvelægning. Hans formsans står ikke tilbage for de størstes. De eksistentielle spørgsmål formuleret i musik er ikke hans sag, men de blev heller ikke rejst af en Anton Reicha (1770-1836)eller af en Ludwig Spohr. Alligevel glæder vi os i dag over disse komponisters diverterende og koncerterende instrumentalværker.

 

Kuhlau skabte til gengæld en næsten endeløs række af klaver- og fløjtekompositioner. På trods af dette smalle medie formåede han at udtrykke sig subtilt og gennemført personligt. Frédéric Chopin (1810-1849) traf et lignende valg. Et perfekt valg vil mange kalde det, og, for at blive i fløjtespillet, også danske Joachim Andersen (1847-1909). Også han mestrede orkestrets farver, men brugte sin forfinede sans for harmonik til at frembringe karakterstykker for fløjte og klaver, samt, som en virtuos og sprællevende stregtegning, de højt berømmede koncertetuder for fløjte solo.

 

For Kuhlau er det med andre ord, det han kunne, netop det han mestrede til fuldkommenhed, men tilmed undlod at gøre, uden at tabe intensiteten og perfektionen i sit daglige arbejde, som er det bemærkelsesværdige. Kuhlau valgte at udtrykke sig en miniature, men i fuldt udviklede formdannelser. Ingen har gjort det som han - hverken i kvalitet eller i udstrækning. Derfor må vi undvære symfonierne, oktetterne, sekstetterne, blæserserenaderne. Vi fik operaerne, som bevis på hans storhed, og dertil en fuldkommen miniatureverden af stor kunst i en udsættelse for klaver solo samt fløjte i forskellige konstellationer.

 

I 1981 påtog den danske arkitekt Johan Otto von Sprechelsen (1929-1987) sig en opgave stillet af den franske præsident Mitterand. Da von Sprechelsen havde fuldført sin Broderskabets Triumfbue, en ny afslutning på Champs Elyseé, blev han af den forsamlede presse fra alverdens tv-stationer spurgt, hvad han i øvrigt havde bygget. “Mit eget hus og en kirke” var von Sprechelsens korte, men overraskende svar, og det hensatte den halve verden, den vestlige, i forundring over mandens beskedenhed. Den anden halvdel forstod med hvilken præcision han havde nærmet sig et af livets store spørgsmål: det nærmeste og det fjerneste, det største og det mindste, nutid og evighed. Mit hus og en kirke. Meget større kan det næppe gøres i et menneskeliv.

Tilbage