J.P.E. Hartmanns fløjtesonate og Weyses Andante & Rondeau

J.P.E. Hartmann (Johan Peter Emilius) (1805-1900) blev født den 14. Maj. Han var ud af en oprindelig tysk musikerslægt. Farfaderen, Johann Hartmann var indvandrer og fik, som violinist og komponist, stor betydning for musiklivet i København. Faderen, A.W. Hartmann var organist ved Garnisons Kirke i København, en stilling som sønnen overtog.

 

J.P.E. Hartmann skulle komme til at leve et umådeligt langt og rigt liv, og hans musik blev en af de kulturelle hjørnestene i Den Danske Guldalder. I dag huskes han især for sine operaer (Ravnen og Liden Kirsten), sine symfonier og ikke mindst for sin musik til Oehlenschlägers nationalepos Guldhornene (1832).

 

J.P.E: Hartmanns fløjtesonate i B-Dur, opus 1, bærer på manuskriptet datoen: 3. juni, 1825, men er komponeret efter hans Klaverkvartet, opus 2 (1823) og også efter Koncertouverturen, opus 3 (maj, 1825).

 

Fløjtesonaten i B-Dur, opus 1, er skrevet til den kulturelle inderkreds, der samledes om vinhandler Waagepetersen. Her kunne man høre Beethovens strygekvartetter og musik af bl.a. Spohr og Weber. Men især var det Friedrich Kuhlau der, i årene fra 1825 og frem, satte sit præg på kammermusikaftenerne hos den musikglade mæcen. Hartmann skrev også et lille Præludium for fløjte og orgel Kuhlau skrev ikke mindre end 60 værker, hvor en eller flere fløjter optræder koncertant enten i indbyrdes samspil. Den blinde organist Niels Peter Jensen (1802-46), der også, og i modsætning til klaverspilleren Kuhlau, selv spillede fløjte og endda på det virtuose plan, var Hartmanns lærer i instrumentation. Hartmanns fløjtesonate er skrevet til N. P. Jensen. Sonaten er i fire stort anlagte satser, hvis stil har reminiscenser fra Kuhlau, men den viser også, med hvilken harmonisk rigdom og melodisk opfindsomhed Hartmann allerede her kunne skabe et personligt udtryk i sine instrumentalværker.

 

Den Danske Guldalder kan defineres som et kulturelt højdepunkt der (fra ca.1810-1850) var domineret af en række fremragende forfattere (Oehlenschläger, H. C. Andersen, Baggesen, Kirkegaard, Heiberg) en gruppe malere, hvis billeder har fundet vej til den internationale kunstverden (Eckersberg, Lundbye, Skovgaard, Købke) samt komponister som C. E. F. Weyse, I. P. E. Hartmann, Friedrich Kuhlau og, om end lidt sent for Guldalderen, N. W. Gade.

 

Af egentlig og originalt skrevet fløjtemusik fra Den Danske Guldalder må man især fremhæve Friedrich Kuhlaus enorme værkliste. Weyse komponerede et enkelt værk for fløjte og klaver, en charmerende og virtost anlagt Andante et Rondeau.

 

Weyse tilegne værket ”i venlig errindring, 1837” til slotsgartner Petersen, og det kan man på den side ikke forstå, for stykket er i ekstrem grad virtuost. På den anden side stod Weyse på meget venskabelig fod med slotsgartneren og var endda aftager af både frugt, grønt og friske blomster hos den musikglade gartner.

 

Det drejer sig om slotsgartneren ved Rosenborg, Jens Peter Petersen (Note: kommentarer til Weyses breve nr. 58-61, første bd. S. 111). Petersen var i 1829 gift med Lovise Lindegaard, datter af den tidligere slotsgartner ved Rosenborg, i hvis hjem Weyse også var kommet. Weyse satte ikke mindst pris på georginer, altså dahlia, en blomst der er importeret fra Mexico, og som netop i disse år fik stor popularitet. Også Petersens jordbær var en delikatesse, som den madglade komponist forstod at sætte pris på. (se også Dansk Biografisk leksikon, udg. 1940, bd. 18 side 261).

 

Tilbage