Joachim Andersens kompositioner

Etuderne, “fløjtens Chopin”

Når musikere vil dygtiggøre sig, skal der trænes, eller øves, som vi kalder det. Ligesom en sportsstjerne arbejder med et “løbepensum”, må også den unge musiker se i øjnene, at et stadigt gentaget program af daglige øvelser giver et solidt, teknisk fundament. Den egentlige kunstmusik er for abstrakt, og samtidigt for kompleks, til at kunne stå model til denne gymnastikagtige øvning. Der må noget andet til. Vi kalder det etuder.

 

Pædagogisk tilrettelagte etuder opstod i 1700-tallet i forbindelse med en ny metodik i undervisningen (Quantz, C. Ph. Em. Bach, Leopold Mozart), og genren kulminerede i midten og slutningen af 1800-tallet. I virtuosernes tidsalder udviklede koncertetuden sig i særlig grad. Nicolò Paganini (1782-1840) spillede og publicerede sine 24 Capriccier for en violin solo, der er komponeret således, at den udøvende bliver ført igennem samtlige 24 tonearter, 12 i dur og 12 i mol. Undervejs skal der overkommes en række forskelligtartede, tekniske krumspring, der for en stor del ligger på grænsen til instrumentets ydeevne. Paganini kalder som nævnt sin samling for Capriccier, men det er i realiteten koncertetuder, som på den ene side skal være fængslende at lytte til, men desuden være opbygget af tekniske delelementer og kunstgreb, der tilsammen kan sikre et overlegent, teknisk grundlag inden man giver sig i kast med “den rigtige musik” - mesterværkerne.

 

Paganini viste vejen, og de fleste instrumenter blev herefter tilgodeset med koncertetuder komponeret af komponister der også var udøvere og tilbundsgående kendere af det respektive instrument.

 

klaver blev genren forgyldt af Franz Liszt (1811-1886) og ikke mindst af FrédéricChopin (1810-1849). Valdhornet fik koncert-etuder tildelt af ingen ringere end Johannes Brahms (1833-1897), og på guitar skulle der gå et århundrede før brasilianeren Heitor Villa-Lobos (1887-1959) gav den spanske guitar en fornyet identitet gennem sine etuder.

 

Joachim Andersens i alt otte etudesamlinger fordeler sig i hvad man naturligt kan inddele i tre grupper: koncert-etuder, tekniske etuder og lettere etuder til brug for mellemstadiet. Joachim Andersen har ikke, i lighed med f.eks. Marcel Moyse, skrevet øvelser, der decideret henvender sig begynderen.

 

Etuder til de “let øvede”:

1) Opus 21, 24 Studien in Dur und Moll (trykt 1885), tilegnet prof. ved det kejserlige musikkonservatorium i Sankt Petersborg, F. Watersraat. Øvelserne er ikke teknisk vanskelige.

 

2) 24 Kleine Exerzitiren, opus 33 (trykt 1888) og tilegnet Jacques de Jong, solofløjtenist i Holland. Ikke vanskelige

 

3) 26 Kleine Capricen, opus 37 (trykt 1889) og tilegnet prof. J. Dumon prof. ved konsv. i Bruxelles. Meget udbredt etudesamling

 

4) 18 Kleine Studien, opus 41 (1892) tilegnet mr. Ray Thompson (ret enkle)

 

Etuder til mellemstadiet:

 

4) 24 Instructive Übungen, opus 30. Ikke så kendt en samling, men indeholdende meget charmerende stykker der også egner sig som koncert-etuder.

 

5) 24 Etudes Techniques, opus 63 (1907) tilegnet Albert Francella. Denne samling (ofte trykt i to bind) har vundet en kolossal udbredelse, og anvendes på mange musikkonservatorier som obligatorisk stof.

 

6) 98 posthume Etuder og Præludier (ligger i manus på Musikhistorisk Museum, Kbh.)

 

Koncert-etuderne kan sammenfattes i de to, store samlinger

 

7) 24 Grosse Etuden, opus 15, tilegnet “meinem lieben Vater und Lehrer, C. J. Andersen”. Denne samling er kendt verden over som den store, klassiske samling af koncertetuder og er, inden for sin genre second to none.

 

8) Schule der Virtuosität, opus 60, (1885), tilegnet mindet om Joachim Andersens bror, Vigo Andersen. To bind.

 

Af de i alt 48 koncertetuder er det opus 15, der har den største udbredelse. Medens opus 60 etuderne breder sig over ikke mindre end fire, tættrykte sider, og med utallige kromatiske og semi-kromatiske vendinger, der kun med vanskelighed lader sig harmonisk dechifrere, så indeholder opus 15 etuderne en skønhed og en klarhed, der har gjort disse 24 stykker til favoritter indenfor genren.

 

Marcel Moyse vendte til stadighed tilbage til opus 15-etuderne, øvede dem dagligt i et langsomt tempo, og kunne fortælle, at allerede i hans tidlige ungdom havde opus 15 været fast øverepertoire hos Paul Taffanel på Conservatoire Superieure i Paris.

 

Joachim Andersens kompositioner for fløjte og orkester

Heldigvis er Joachim Andersens kompositioner for en stor del trykt og udgivet, og dette repertoire vinder stadig større udbredelse hos de fløjtespillende. Det drejer sig om salonmusik, en genre der hos violinisterne kalder på navne som Frits Kreisler, Pablo de Sarasate og danske Fini Henriques.

 

Hos cellisterne hedder han David Popper (1843-1913), og hos klaverfolket er der mange at vælge imellem, men ligesom i etudernes verden, er det Liszt og Chopin, der står for det mest udsøgte.

 

Fløjtekollegaen Paul Taffanel kaldte Joachim Andersen for “fløjtens Chopin”, og det var meget smigrende, men måske skudt lidt over målet. Går man imidlertid Joachim Andersen Oevre igennem, vil man bemærke, at en større del af hans værker, både hvad titel, genre og tonesprog angår, lægger sig tæt op ad en anden af klaverteknikkens største skikkelser: Franz Liszt. Det var Liszt, der havde skabt begejstringen for den ungarske musik og tilført den det element af folkemusik, man forbinder med zigeunerne. Liszt var ud af ungarsk familie, men havde indtil han stod på berømmelsens tinde, ikke noget reelt forhold til, hvad han kaldte sit fædreland. Han talte fransk og tysk, men ikke ungarsk! Så meget desto stærkere blev hans fascination af zigeunermusikken til gengæld, og som bekendt går den som en glødende, rød tråd igennem store dele af hans Gesammtwerk.

 

Allerede i sit opus 2, Ungarsk Fantasie (a-mol) for fløjte og orkester, tager Joachim Andersen tråden op, og det gentager sig i hans opus 58, Introduction et Caprice sur des Airs Hongroises i E-Dur. Størstedelen af Andersens værker er skrevet for fløjte og klaver, men når han brød med genren, lagde han sig idémæssigt op ad Chopin og Liszt: Fløjten (som klaveret) skulle stadig være i centrum, men nu ledsaget af stort orkester, og Andersen var en fortrinlig og meget elegant instrumentator.

 

I Ungarsk Fantasie instrumenterede han med et fuldt, udbygget orkester, og opus 3, Concertstück (i E-Dur) fik samme generøse behandling. Concertstück blev, i følge et brev fra Paul Taffanel (Note: 5. maj 1895, Czapo s. 84) opført i New York i 1883 af Taffanel selv. Joachim Andersens elev Emil Prill spillede den 26. august 1901stykket i Tivoli med komponisten som dirigent (Note: Czapo, s. 84).

 

Ballade et Danse des Sylphes, opus 5 er måske Andersens mest inspirerede stykke for fløjte og orkester. Taffanel nævner stykket i et brev (juli 1883) til Andersen. Stykket blev tilegnet komponisten Meyerbeers svigersøn, en baron de Korff, og instrumentationen er så anderledes end Andersens øvrige værker med orkester, at man ligefrem har foreslået, at det er Meyerbeer, der står bag orkestreringen (note. Thomas Jensen i samtale med forfatteren).

 

I bedste Paganini-stil skrev Andersen en Mouvement Perpetuel, opus 6, med en uendelig række hurtigt stakkerede sekstendedele. Virtuosnummeret er tilegnet hans nære ven, Paul Taffanel. Hvad Taffanel mente om stykket vides ikke, men Andersen ændrede selv metronomtallet i sin egen kopi fra 152 til 160!

 

Også Tarantella (i h-mol), opus 10, er et virtuosnummer, vivace con fuoco, med orkester.

 

Fantasie Caractéristiques, opus 16, er tilegnet Vigo Andersen “medlem af Det Kongelige Kapel i København”, hvilket placerer værket i perioden mellem 1878 og 1885. I juli 1905 dirigerede Andersen stykket med Ary van Leeuwen som fløjtesolist. Det er formet son en Introduktion, med et indtagende tema i A-Dur og en række variationer.

 

Rene virtuosstykker fik også en plads i Andersens værkrække: Variations Drôlatiques sur un A ir Suédois, opus 26, bærer undertitlen: pendent du Carneval de Ciadi. Andersen havde adskillige gange spillet Ciardis stykke og blandt andet ved den første berlinerfilharmoniske koncert. Variations Drolatiques er holdt i en enkel, for ikke at sige naiv, tone, og tilegnet Wilhelm Popp (1828-1903), der var solofløjtenist i Hamburg og selv en flittig komponist til fløjtekompositioner af lidt vekslende kvalitet. Emil Prill opførte Variations Drolatiques i Tivoli med komponisten som dirigent i sommeren 1901.

 

Andersen skrev Wien Neerlands Bloed, Fantaisie über die Holländische Volkshymne (G-Dur), opus 35, som en hyldest til berlienerfilharmoniens gæstespil hver sommer i Scheveningen. Joachim spillede selv det noget pompøse værk flere gange under sommerkoncerterne i 1890. Også Vigo koncerterede med den hollandske Fantasi (Chigaco, februar 1893, dirigeret af Theodore Thomas).

 

Allegro Militaire, opus 48, (E-Dur) for to fløjter og orkester er enestående i Andersens værkliste. Kun denne ene gang skrev han koncerterende for to fløjter. Værket er blevet til under Sct Petersborg-dagene og bærer på titelbladet overskriften: Sct. Petersburg, 1879. Allegro Militaire blev senere tilegnet Joachim Andersens elev og kollega i berlinerfilharmonien, Heinrich Erichson, der rykkede op som solofløjtenist efter Andersen afrejse i 1897. I forbindelse med trykning af værket (Zimmermann 1894) foretog Andersen selv en lang række rettelser i solo- såvel som i orkesterstemmerne (Note: det håndskrevne partitur og de originale rettelser er i privateje, men har været underkastet forfatterens undersøgelse).

 

Værket tilhører den lille gruppe af Andersens kompositioner, der bliver opført jævnligt og overalt såvel i udgaven med klaver som i den meget flotte orkesterdragt.

 

En Pirun Polska, Polka du Diable, Introduction et Caprice sur des Airs Finnois, opus 49 (d-mol og D-Dur) er igen en værktype der er inspireret af Franz Liszt (Totentanz). Værket er anført til at kunne spilles med et akkompagnement af et orkester på 18 mand. Joachim Andersen spillede det selv med berlinerfilharmonien dirigeret af Gustav Kogel den 1. september 1890 og gentaget den 5. july 1891.

 

Andersens sidste værk for fløjte med orkesterledsagelse skulle til gengæld blive hans måske mest spillede: Deuxième Morceau de Concert (g-mol), opus 61 var, som fløjte med klaverledsagelse, en bestillingsopgave fra Paul Taffanel. Deuxième Morceau er det andet værk indenfor samme kategori (det første var Concertstück opus 3), og begge stykker er komponeret i en fri sonateform, nærmest rapsodisk, hvor langsomme, fabulerende episoder, gennem solokadencer og recitativer, afveksler med mere dansante afsnit. Det blev, umiddelbart efter det var skrevet i 1895, programsat til de omtalte festspil i Lübeck og med Fanny Christensen som solist. Kgl. kapelmusikus, Peter Mollerup (1874-) spillede det ved en Palækoncert i februar 1896 og ligeledes med Andersen som dirigent. I London blev det opført af fløjtevirtuosen Albert Francella (1865-1935) og i Nürnberg samme år af Wilhelm Tieftrunk (1846-1930).

 

Kompositioner for fløjte og klaver

Titlen Impromptu (opus 7, C-Dur) refererer tydeligt til Chopin. Det lille karakterstykke er tilegnet Paul Taffanel og er et tidligt eksempel på den særlige Andersenske melankoli. Stykket er meget originalt opbygget over et stort septimspring.

 

Au bord de la mer, Morceau de Salon, opus 9 (a-mol) er tilegnet et af tidens, eller rettere den foregående generations, største navne, professor Moritz Fürstenau (1824-1889), søn af Anton Betrnhardt Fürstenau og tredje generation af den kendte fløjtefamilie. Tillige, som der står i dedikationen “Chevalier de plusieurs ordres”, og tidligere solofløjtenist i Dresden.

 

Le Résignation (F-Dur) et Polonaise (a-mol), opus 22. Le Résignation blev, sammenstillet med Babillard, opus 24 nr. 6, spillet af Joachim Andersen og berlinerfilharmonikerne, dirigeret af Gustav Kogel den 6.- og igen den 25. august, 1891. Orkestermaterialet til disse to stykker er væk og måske brændt ved koncertsalens brand i i Scheveningen?

 

L’Hirondelle (Svalen), “Valse Caprice”, opus 44, blev udgivet af Wilhelm Hansen i 1907. Stykket er en elegant svævende vals i familie med Frantz Dopplers mest yndede kompositioner. På forlagskontrakten står anført, at Andersen fik 1. 000 kr. for dette samt seks andre stykker.

Politiken kunne i juli 1895 fortælle sine musikinteresserede læsere, at Joachim Andersen ville udgive fem nye værker i løbet af året, og meddelelsen blev fulgt op af det konkurrerende Dannebrog, der i marts 1896 konfirmerede, at stykkerne var trykt og udgivne og bladet mente, at “stykkerne var ret overkommelige og velegnede til at glæde venner og familie.” Det drejede sig om en række operatranskriptioner, en genre som oprindeligt blev grundlagt af Louis Spohr, derpå videreført af Franz Liszt, og siden fulgt op af Pablo de Sarasate og mange andre.

 

Joachim Andersens operafantasier indeholder otte “numre”: Mozarts Figaros Bryllup, Norma af Bellini, Boieldieus Den hvide Dame, De lystige koner fra Windsor af Nicolai, Mozarts Don Juan, Donizettis Lucia di Lammermoor, Jægerbruden af Weber samt Mozarts Tryllefløjten.

 

Fantasierne er arrangeret og sat op med stilsans, men uden de instrumentale udfordringer der ellers karakteriserer genren og som vi møder os f.eks. Francois Borne i hans Carmen-Fantasie for fløjte og klaver eller hos Taffanel i hans populære operafantasier (Mignon, Jægerbruden etc).

 

Umidelbart efter operatranskriptionerne udgav Andersen den omtalte Pirun Polska, Polka du Diable med orkester, og dette værk førte naturligt over til Seks Svenske Polska-Lieder, opus 50, en bearbejdelse af Isidore Dannerströms folkkloristiske danse. Andersen tegnede igen kontrakt med WH og fik denne gang 150 kr. for sit arbejde. Han tilegnede, for første og eneste gang, sin søn Ernst Andersen (idet han udelod mellemnavnene Gunnar og Joachim!) satserne 5 og 6. De første to satser var tilegnet, hvad der ligner en favoritelev, Fanny Christensen.

 

Deuxième Impromptu, opus 54 (As-Dur) er et meget kromatisk anlagt stykke der har vundet stor udbredelse. Det har, i lighed med Impromptu, opus 7, en særegen melankoli. Det blev opført i Tivolis koncertsal af Jay Plowe den 6. september 1899.

 

Acht Vortragstücke, opus 55 (1894): Elegie, Walzer, Nocturno, die Mühle, Legende, Scherzino, Albumblatt og Tarantella er blot én af adskillige samlinger af salonstykker for fløjte og klaver, men måske indeholder netop denne sene samling nogle af hans fineste små karakterstykker. Joachim Andersens miniaturer kan godt lede tanken hen på Griegs Lyriske Stykker, hvoraf der også udkom adskillige samlinger. Scherzino er formodentlig Andersens korteste stykke, men også det mest udbredte værk. Både Albumblatt og Scherzino er instrumenteret med orkester og opført af Fanny Christensen under Joachim Andersens ledelse (14. september 1898).

 

Opus 55-stykkerne blev efterfulgt af yderligere to samlinger af lettere stykker hvor man finder perler som Im Herbst, Abendlied (med en duft af Richard Strauss!), Unterm Balkon (opus 56 1,3 og 4) samt den elegante le Tourbillon (opus 57 nr. 3).

I hans sidste samling opus 62, Quatre Morceaux, Cavatine, Intermezzo, Dans La Gondole og især Sérenade D’Amour, sporer man en beg

yndende træthed, og der indfinder sig en vis uoplagthed i det melodiske materiale.

 

Avisen, Dannebrog meddeler den 16. maj - samme dag som kontrakten med Wilhelm Hansen er underskrevet - at der vil følge yderligere seks karakterstykker: Danse Orientale, Nocturne, Caprice, L’Abeille, Rêverie og en Danse Espagnole. Det kom imidlertid aldrig til en udgivelse, og der hersker usikkerhed omkring, hvorvidt disse stykker er komponeret. De fire stykker som blev publiceret bærer, undtagelsesvis, ingen dedikation.

 

I 2009 dukkede der yderligere tre karakterstykker for fløje og klaver op på Statsbiblioteket i Århus. Det var professor Toshinori Ishihara der, som den første, gennemskuede, at det drejer sig om hidtil ukendte værker af Joachim Andersen. De tre stykker er tilegnet solofløjtenisten i Det Kongelige Kapel, Jørgen Petersen og med et så tidligt årstal påskrevet som 1874. Stykkerne er indtagende og charmerende, og man kan undre sig over, at Andersen ikke senere lod dem udkomme på et forlag. Forklaringen er formodentlig, at Jørgen Petersen, der nok havde et anstrengt forhold til sin unge kollega, har lagt dem af vejen uden at interessere sig for musikken. Og så er de blevet glemt. Forfatteren uropførte stykkerne i nutiden ved en koncert i Suntory Hall i Tokyo i 2010. Stykkerne er nu udkommet på noder i japan.

 

Det er påfaldende, at der er så store huller i Andersens opusrække. Således står opustallene 1, 4, 11,12,13,14,17,18, 20, 25, 29, 31,32, 34, 36, 38,39,40, 42 og 43 tomme (Note: værklisterne udarbejdet henholdsvis Toshinori Ishihara, 1997 og Kyle Jean Dzapo, 1996 er samstemmende). Herefter, og frem til og med opus 63, forekommer der ingen huller i rækken. Dette har ført til den nærliggende konklussion, at Joachim Andersen mistede disse værker i manuskriptform under branden i Scheveningen i 1886.

 

Udover de registrerede opusværker ligger der en ikke publiceret (musik)Theori (DKB), og på Musikhistorisk Museum, København finder man to manuskripter der, hver for sig, kaster lys over Joachim Andersens virke som komponist, og måske også antyder, at han har komponeret andre og flere stykker end det man kender til.

 

En Serenade for en mandsstemme med obligat fløjte og klaverledsagelse fortæller ironisk om kærligheden til Elvira! Manuskriptet er signeret 17. december 1876 (1866?) og er, med sin danske, anonyme tekst et meget tidligt værk. Der foreligger også skitser til Serenaden, forsynet med karakterfulde vittighedsportrætter af herrer med lorgnetter og velplejede moustacher.

 

Det andet manuskript indeholder 98 etuder og præludier; de fleste meget korte i formen, og blandet op med helt traditionelle skalaøvelser. De foreligger nu i såvel en facsimile-udgave som i en kommenteret, trykt udgave. Herudover komponerede Joachim Andersen i sine senere år nogle få mindre klaverstykker hvoraf “Sølvmyrter” (håndskrift på Musikhistporisk Museum) foreligger i en charmerende transkription for to fløjter og klaver, ved. Professor Toshinori Ishihara.

 

Tilbage