Invandrerne

Fløjtenisterne J.A.P. Schulz, H.O.C.Zink og Philip Seydler

 

Årene omkring århundredeskiftet, 1800 var præget af Napoleonskrigene, hvis krigszone strakte sig helt op til Hamburg. En række musikere valgte, mere eller mindre frivilligt, at gå i eksil nordpå. I første række Weyse og Kuhlau, der begge skulle få afgørende betydning for musikken i Danmark, men også i perioden før var der en livlig indvandring fra det nordtyske. 

 

I året 1787, og endda på den samme dag, blev to musikere introduceret for teaterchef Numsen: 

 

J. A. P. Schulz (Johann Abraham Peter Schulz, 1747-1800) havde været hofkapelmester i Rheinsberg og i ansættelse hos Frederik den Stores broder, Heinrich af Preussen. Schulz havde studeret hos Kirnberger i Berlin og fik senere arbejde som kapelmester ved byens franske teater. 

 

Ved samme hofmusik var der ansat en begavet sanger og komponist, Edouard Dupyu, der også – om end senere – kom til Danmark. I København blev Schulz syngemester ved Det Kongelige Teater og især værdsat og anderkendt som komponist til flere samlinger af viser, Lieder im Volkston, og for sine sceniske arbejder. Det måske betydeligste værk fra hans hånd er passionsmusikken til Ewalds Maria og Johannes. 

 

Men i sin ungdom var Schulz også kendt for sine fløjtekompositiponer: en Trio i A-mol for fløjte, cello og basso continuo, (landesbibl. Karlsruhe) en Sonate à 5, for 2 fløjter, 2 oboer og fagot (Univ. bibl. i Upsala) og endelig tre fløjtekoncerter med strygeakkompagnement (Lsb., Karlsruhe). Det er i skrivende stund ikke endlig påvist, at komponisten ”Schulz” er identisk med J.A.P. 

 

H.O.C. Zink (1746-1832) var ud af en stor musikerfamilie med rod i det holstenske. Hans far, Frederik Bendix Zink (1715-1798) beherskede, som stadsmusikant i Husum, adskillige instrumenter og herunder også flauto traverso. Zink d.æ. udgav i 1771 en fløjteskole, meget inspireret af Quantz og skrevet på tysk, og denne, kortfattede instruktionsbog fandt også udbredelse i det øvrige Danmark. Titlen var: Kurze Duetten für allerley beliebige Instrumente, besonders für zwo Flöttraversen. Dertil kom grebstabeller og en nødtørftig indførelse i spilleteknik.

 

Også sønnen, H. O. C. Zink blev uddannet til at trakterere diverse instrumenter, heriblandt tværfløjte. Ved hoffet i København optrådte han som fløjtevirtuos, og da hans kone tilmed ved samme lejlighed gjorde lykke som sangerinde, var vejen banet. 

 

Som tyveårig havde Zink d.y. haft ansættelse som korsanger hos C. Ph. Em. Bach (1714-1788) i Hamburg. Han gjorde sig her desuden bemærket som klaverspiller og som fløjtevirtuos. Det kan meget vel tænkes, at C. Ph. Em. Bachs sene fløjtesonater, og bl.a. hans velkendte Hamburger-sonate i G (1786) har været spillet af Zink med komponisten ved cembaloet. 

 

Zink skrev i sin ungdom kammermusik med fløjte, således hans opus 1, Six Sonates pour deux traversières (1782) og opus 2: Trois Sonates pour le Clavecin avec Flûte (Hummel, 1785) samt Triosonate i D-Dur for traverso, blokfløjte og continuo (Bibl. Cons. Bruxelles). 

 

Zink havde været solofløjtenist ved hofmusikken i Ludwigslust, men hans virke i København skulle især drage nytte af hans teoretiske baggrund, hans fremragende orgel- og klaverspil og hans forudsætninger for at kunne varetage stillingen som syngemester ved Det Kgl. Teater. 

 

Han må have været godt vant, og opnåede, skønt “stemmerne var hæse og ørene hårdhudede”, fine resultater. Fløjtespillet lagde han på hylden kort efter ankomsten til København, men på Teatermuseet kan man beundre hans elfenbens-traverso, der er udstillet. 

 

Som sangkomponist har hans bedste ting overlevet til i dag. I 1801 stod Zink for udgivelsen af en række koralmelodier til salmebogen, og herfra stammer bl.a. hans Nu rinder solen op. Af strofiske sange skrev han Vi alle dig elske livsalige Fred, som senere blev benyttet, og nu bedst kendes, som melodi til Grundtvigs Langt højere Bjerge. 

 

Zink synes ikke at have haft lederegenskaber og kunne ikke komme på tale som kgl. kapelmester. Hans store arbejdsindsats gav ikke det store materielle udbytte, og han levede ofte i fattigdom, men helligede sig sin store og idealistiske interesse for kammermusik. I 1796 stiftede han en af tidens mange musikalske klubber under navnet Det Musikudøvende Selskab. Der blev spillet symfonier af bl.a. Haydn og Mozart. 

 

Weyse, der aldrig forsømte nogen lejlighed til at komme med en ætsende replik, kunne fortælle (Note: brev af 11.febr. 1797) at: 

 

Det Musikudøvendes Selskabs koncert kan holdes hos mig, naar medlemmerne engang pga daarligt vejr, eller af andre aarsager, ikke have lyst til at gaa den lange vei til Blaagaard (seminariet lå dengang på Nørrebro). Det ser i det hele taget temmelig vindigt ud med koncerten. Vi var i begyndelsen af vinteren saa nydelig komplette, havde af blæseinstrumenter tre fløjter, en obo, to fagotter og enddog fire valdhorn - se, da kom det fortvivlende Musicalske Academie og gjorde ligesom i Historien Profeten Nathan fortæller kong David: den rige mand, der havde mange faar, fratog den fattige mand hans eneste lam; saaledes fratog de os vort eneste lam - vor gode oboblæser Nyborg (Note: Christian Nyeborg havde været på prøve som kapelelev, men var blevet opgivet - Thrane s.251) (...) naar vi havde gjort regning paa 16 personer, kom der kun 6; tilsidst blev den helt udsat.

 

Fra 1809 tog Zink hver lørdag den lange vej ud til det udflyttede Jonstrup Seminarium og kom først hjem om mandagen. For få år siden blev der på seminariet fundet nogle gamle papkasser, der viste sig at indeholde en nodesamling fra Zink: undervisningsmateriale og stemmer til større passionsværker af bl.a. Scheibe. Desværre var der kun en smule kammermusik og af fløjtemusik kun et operaudtog. 

          

Philip Seydler - solofløjtenist, komponist og instrumentmager

Det var Seydler, men det var især Barth! Seydler var en fin fløjtenist, men Barth var en gudsbenådet oboist. Barths stjerne stod højt, og ingen satte den højere end Barth selv. Seydler måtte se Barth have held med de mest outrerede og excentriske forehavender, men når han forsøgte det samme, gik det ham ilde. 

 

Ved århundredeskiftet, 1800 kunne kapelmester Kunzen om kapellets standard udtale med tilfredshed at: “det er karakteristisk for kapellet, at det ikke lader virtuositeten raade, der en en sygdom i de fleste kapeller, da virtuoserne sjældent er gode orkestermusikere.” Han fandt ikke denne “anmassende stolthed” hos en koncertmester Tiemroth, soloobist Philipp Barth eller hos solofløjtenist Seydler (Note: Thrane, s. 228). Men det skulle vise sig, at Kunzen havde gjort regning uden vært. Snart skulle han få god grund til at fortryde sine ord. 

 

Hofviolon Zielches fløjtekunst var stærkt på retur (se: Fløjtespil i Danmark indtil år 1800), og i 1794 kunne man “for en billig penge” som det hedder i kapelregnskaberne, erhverve sig en dygtig fløjtenist i Philip Seydler (ca. 1765 - 29. nov. 1819 i Pesth). Allerede et års tid efter Seydlers ansættelse fik Zielches optrædender som solofløjtenist en brat ende, og teaterchef Hauch besluttede, at ansætte endnu en fløjtenist til kapellet. En franskmand, Jean Baptiste Béatrix, der var ansat i Berlin, blev ham anbefalet, og monsieuren mødte op ved hoffet “hvor han behagede.” 

 

Kunzens ord om virtuoseri og orkesterspil skulle imidlertid blive sørgeligt aktuelle, for i balletten Anette og Lubin gjorde Béatrix en så ringe figur, at Hauch måtte give kapelmester Schall en reprimande, og efter yderligere et års tid var franskmanden, fra en tuttiplads, gledet helt ud i afskedigelse.

 

Seydler havde i begyndelsen måtte passe piccolofløjten. Nu havde han som solofløjtenist kronede dage, og var afholdt både som kunstner og som kollega. 

 

I den tyske kirke, Frederikskirken, blev han viet til koncertmester (Johan Henrik Christian) Timroths (c.1766 - 1835 ell. 1840) søster, Johanne Augusta Marie Tiemroth, og Tiemroth udgav en stribe Haandstykker for to Fløiter eller Fioliner (Note: Sønnichsen 1801-1808). Det var bagateller udgivet i lille format, ikke større end en nutidig lommebog og til at have med i en frakkelomme. Her finder vi Fuglefængervise af Tryllefløjten, men også en række populære viser og vaudeville-melodier. Nogle var givetvis mest beregnet til et festligt lag med vennerne eller i familien: Høit leve, hvo ved bægerklang eller Sang ved Punchen - Brødre, see dampen af bollen sig hæver. 

 

Syngemester Zink, der som tidlige nævnt selv havde været fløjtevirtuos,  beskriver Philip Seydlers virke i Det Harmoniske Selskabs orkester: 

 

“Hr. Seidler (sic) er for tiden vor første fløjteblæser og fortjener paa grund af sin stadige flid, sin færdighed, sin forbedrede tone og sin utrættelige beredvillighed vort publikums bifald og agtelse” (Note: Die nördliche Harfe 1801, s.12; gengivet hos Ravn, s. 130). 

 

Friedrich Kuhlau hørte bl.a. symfonier af Haydn, Mozart og Beethoven i Det Harmoniske Selskab. Han fortæller i et brev, at orkestrets musikere kommer fra Det Kgl. Kapel og fremhæver solisternes spil: (Christian Frederik) Barth på oboen, (Frederik Christian) Funck (1783-1866) ved solocelloen og Seydlers fløjtespil. (Note: Kbh., 7. nov. 1812; brev fra Kuhlau til forlægger G. C. Härtel i Leipzig; gengivet i Kuhlaus Breve, nr. 16, Engström og Södrings Musikforlag, 1990).

 

Philip Seydler foretog i 1806 en succesrig koncertrejse til til Stockholm, Berlin og St. Peterborg. I det hjemlige faldt han tilsyneladende godt til og, i modsætning til f.eks. Kuhlau, kom han til at både skrive og tale et hæderligt dansk. Hans udlængsel var imidlertid så stor, at han måtte lette sit hjerte til teaterchef Hauch: 

 

“hvad gør man ikke for kone og børn?” sukkede han (Note: Thrane s. 274). Philip og Johanne Seydler havde flere børn, og i mange år var hans privatøkonomi i en elendig forfatning. I modsætning til obokollegaen Christian Samuel Barth havde han ingen ekstraindtægter ved teatret. 

 

Det var lykkedes Barth at få godkendt sin søn, den meget begavede Philip Barth (1775-1804), som sin oboelev, og dette udløste ikke mindre end 200 rigsdaler om året. Philip Barth blev iøvrigt en højt skattet solooboist i kapellet. Pengene syntes godt givet ud, men Philip døde, til alle musikelskeres sorg, i en alder af bare tredive år. Også Seydlers forgænger H. H. Zielche havde haft særordninger omkring kapelelever og forskelligt andet, så Seydlers følelse af uretfærdig behandling voksede til stadighed. Altid skulle oboisterne tilgodeses, og dette var med til at forbitre hans sind: Fløjten, men oboen!

 

Statsbankerotten i 1813, og almindelig armod, gjorde ondt værre. Dertil kom, at et nyt stortalent på fløjte, Niels Petersen var blevet ansat som fløjtenist og så at sige pustede ham i nakken. Unge Petersen var blevet sat i fløjtenist Bruuns varetægt; Bruun, som endda var hans egen og bedste elev. Seydler mente sig berettiget til at blive professor, og da heller ikke dette vandt gehør, søgte han rejsefæller til en flugt fra det sammenspiste og forarmede København. 

 

Den unge, og ugifte, oboist Carl (Anton Philipp) Braun (1788-1835) kunne dele hans drømme om en anden og bedre tilværelse, og de fandt det nærliggende at stile mod Stockholm, hvor en gammel bekendt, syngemester Eduard Dupuy, også under flugtlignende omstændigheder, havde søgt op og nu fejrede store triumfer som kapelmester, sanger og komponist. 

 

Dupuy havde i perioden 1786-92 haft ansættelse ved hoffet i Ludwigslust, og både Seydler og Braun havde været ved samme hof. I juni 1815 fik Braun orlov til at tage på familiebesøg i Ludwigslust, men tog i stedet direkte til Stockholm. Braun havde i kapellet stået i skyggen af den feterede Christian Samuel Barth, men i Stockholm fik han straks ansættelse som solooboist hos Dupuy. 

 

I et brev fra Stockholm kunne Hauch så læse, at Braun kun kom tilbage, hvis han kunne oppebære samme gage som i Stockholm: 750 Rigsdaler (Note: Thrane s. 274). 

 

Dupuy havde, få år før, måttet flygte fra København i ly af natten. Han havde misbrugt den kongelige tillid og forvandlet kronprins Christians (senere Christian den Ottende) tilkomne bruds sangtimer til simpelt kurmageri, eller det der var værre, så Brauns forlangende kunne kun udlægges som en fornærmelse.  

 

Hauch gjorde kort proces: Braun blev, med kongelig underskrift, strøget af kapellisten og afskediget: 

 

“formedels hans pligtstridige forhold til bortrømning og udeblivelse fra hans embede.” 

 

Det hører med til historien, at Braun måtte betragte missionen som vel gennemført. Han forblev i Sverige, giftede sig og var med til at skabe den berømmede, svenske obotradition. 

 

Carl Anton Philipp Braun (1788-1835) har komponeret adskilligt for fløjte: to Duetter for to fløjter (Lose, Kbh.), Sonate for fløjte (ell. obo) og klaver (Br. & Härtel), Kvartet, opus 1, for to fløjter og to valdhorn (Peters), to Kvartetter for fløjte, obo, horn (eller bassethorn) og fagot (Peters 1829) samt en Fløjtekoncert, opus 2, i F-Dur (Peters 1818).

 

Seydler forsøgte nu at gentage Brauns succes, og midt i november, 1815 søgte han om orlov for, angiveligt, at tage til Göteborg på koncertrejse. Herfra skrev han så, i december, at koncerten desværre havde måttet udsættes, da han var faldet og havde slået sit ben. Han havde måttet holde sengen i otte dage, hvorfor han ansøgte om yderligere to måneders orlov. En mindre forlængelse blev bevilget, og snart efter befandt Seydler sig på det samme hotel i Stockholm som Braun. Det syntes ikke helt så enkelt for Seydler, som for oboisten, at opnå ansættelse, og alligevel, og stik imod al fornuft, skrev Seydler til Hauch, at kun mod en klækkelig gageforhøjelse, og forskellige gratialer, kunne han overtales til at vende tilbage til kapellet. 

 

Kapelchef hauch var en betydelig mand ved hoffet. Han havde været todligere teaterchef og var tilmed en af Kongens nærmeste og mest betroede administratorer. Hauch opfattede sig, i mangt og meget, som en slags familiefar for sine 

kapelmusikere, og, i modsætning til Braun, så fik Seydler muligheden for at genindtræde i sin stilling, hvis han meldte sig inden udgangen af februar 1816. 

 

Hvis dette ikke skete, tordnede Hauch, så ville Seydler blive slettet af kapellisten og “efterlyst som rømningsmand i alle inden- og udenlandske aviser.” 

 

I sin tid var Seydler, af lutter glæde, faldet Hauch om halsen, da han fik sin ansættelse, og Hauch tog ham derfor faderligt i skole med ordene: “efter at have talt til Dem som foresat og embedsmand, vil jeg nu tale til Dem som menneske.” Hauch mindede ham om, at han nu forlod sit andet fædreland, ikke af nød eller trang, men “blot af kjærlighed til penge og vellevnet.”

 

Denne velmenende skrivelse appellerede for alvor til Seydlers trods og bitterhed, og han fyrede en bredside tilbage og på dansk: 

 

“Jeg takker Dem meget for Deres meget artige brev. Jeg kommer aldrig mere tilbage til Danmark. Det gjør mig kun ondt, at jeg ikke for ti aar siden er forbleven i St. Petersborg. Der har jeg haft det godt. Her” (i Stockholm) “tager jeg heller ikke engagement, og gaar i seks dage med en parketbaad herfra til London og søger min fremtids lykke der. Finder jeg det heller ikke der, saa gaar jeg til Filadelfia. Jeg haaber ogsaa, at Deres Exellence ikke vil gøre mig den skam, og lader mit navn sætte i aviserne. Finder jeg derimod noget i de udenlandske aviser om min ære angaaende, saa vær De ganske vis derpaa, at jeg revanserer paa en maade, som ikke skal vorde Dem kjært. Og nu til sagen: hvorfor har De ikke forestillet Kongen min dringende ansøgning? Tror de, at de stakkels mennesker som gjerne ville forlade staden og ikke kan komme bort, de bander Dem i stilhed, og de er sant (sic) - Fahrvel” (Note: Thrane, s. 276)

 

Man mærker hvordan Seydlers temperament, alt imens han skriver sig varm, får hans blod i kog, og retskrivningen, der ellers starter så besindigt, løber til slut løbsk. Efter denne grausame Salbe foreligger der yderlige to mere ydmyge skrivelser (1. april og 1. juni 1816) hvor Seydler efterfølgende forsøger, i en blanding af bøn og afpresning og ved hjælp af fiktive ansættelser i Stockholm, at opnå genansættelse i København, men Hauch har fået mere end nok. På den sidste henvendelse svarer han slet ikke, og Seydler er, som Braun, slettet af kapellisten.                       

 

Seydlers efterladte kone havde erklæret sig fallit og overgivet boet til skiftebehandling. To år senere skrev Seydler til hende, “at hun aldrig ville høre fra ham igen”, og fra teatret tilstod man hende, som dog var Tiemroths søster, en kapelpension som forladt hustru. 

 

Her forsvinder sporene efter Philip Seydler tilsyneladende, men i 1819 må han have optrådt i Wien, for i wienerpressen (Allgemeine Musikalische Zeitung), kunne man læse, at 

 

”.... den 14. oktober optrådte prof. Seydler på Theater an der Wien i en fløjtekoncert af Fürstenau. Hr. Seydler kan måske have haft sin epoke. Nu forlanger man mere.” 

 

Halvanden måned senere døde han i Pesth (Budapest) (Note: Thrane s. 276), men i København fik man først to år senere, med en dødsattest, vished om hans død.   

 

Som komponist kan vi dog, efter katalogerne, spore Philip Seydler i hans senere år. I 1812 udgiver han først 6, og derpå 24 Capriccier (Breitkopf), i 1818, 6 Sonater for fløjte og klaver på Böhme, og i 1819, 6 Grand solos avec basse, opus 6, i to bind, hos forlægger Gombart i Augsburg.

 

Det mest bemærkelsesværdige ved Philip Seydlers udfoldelser i København er måske hans virke som instrumentmager. Det må tages for givet, at han, netop i brydningstiden o. 1800, har haft stor indflydelse på de nye, og især wieneriske fløjters udbredelse i det danske musikmiljø. På Musikhistorisk Museum kan man beundre en af samlingens fineste 18oo-tals fløjter (Note: MMCCS nr. 1967-18): et avanceret instrument tilvirket i ibenholt med elfenbens-samlemuffer. Fløjten har fem blokmonterede klapper, hvor Gis-klappen er sat direkte i en af elfenbensringene. Der hører et ekstra C-fodstykke til, således at fløjten kan udføre f.eks. fløjtestemmen til Mozarts C-Dur dobbeltkoncert med harpe. Der hører også et ekstra hovedstykke til Seydler-fløjtens udstyr, og stemmeproppen er, med et gevind, indstillelig. 

 

Seydler-fløjten er stemplet Copenhagen 1803, og kan betegnes som den mest avancerede tværfløjte bygget i Danmark i denne periode. At han har nedsat sig som instrumentbygger ses af flere kilder, bl.a. en annonce fra 1822: En sort ibenholz fløjte, af Seydlers, med C-fod, 8 sølvklapper og udtryk (udtræk), i complet stand, er til salg.” Dette instrument passer i alle enkeltheder på den føromtalte fløjte fra 1803. 

 

I en lille notits fra 1824, der beskriver fløjtebyggere i København, fremhæves Seydler: “Fløiter og blæsende instrumenter af træe af fortrinlig godhed har i København været forfærdiget af Hr. Siedler (sic) (Note: Adresseavisen 1822 nr. 29, 4. febr.: F.Thaarup: Kort vejledning til kundskab om København, Kbh. 1824, s. 399). 

 

I sin kapeltjeneste anskaffede man, ifølge kapelregnskaberne, i 1897 to identiske August Grenser fløjter netop til Seydler og hans kollega F. Nyeborg. For få år siden dukkede der en Grenser-fløjte op i en dansk privatsamling. Fløjten er netop påstemplet årstallet 1797. Dette instrument har den særhed, at det er født med tre klapper, men en ekstra Gis-klap er påmonteret senere. Var dette fortrinlige instrument måske netop Seydlers orkesterfløjte?

Tilbage