Holger Gilbert-Jespersen – fløjtens stormester

Da Holger Gilbert-Jespersen i 1927 var blevet solofløjtenist i Det Kongelige Kapel, var det tid for Paul Hagemann at trække sig fra Blæserkvintetten. Det blev uden sværdslag. Hagemann havde realitetsans nok til at indse, at han blev afløst af en sand mester.

Mange år senere stod Gilbert-Jespersen på scenen i Wiens Musikverrein. Filharmoniens solofløjtenist Werner Tripp kom op til Gilbert: ”Ikke alene var det fremragende hvad de frembragte, ja, enestående, men ved Gud, jeg forstår heller ikke, hvordan De gør det.” Nej, Gilbert-Jespersens fløjtekunst var knapt nok af denne verden.

Holger Gilbert-Jespersen (1890-1974) blev født den 6. september 1890 som det sjette af syv børn. I årene 1908-11 uddannede Gilbert sig på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, hvor han var i lære hos Kapellets førstemand blandt fløjterne, Frederik Peter Storm (1867-?)

Storm var en dygtig orkestermusiker og var solofløjtenist frem til sin pension i 1927. Gilbert-Jespersen blev hans efterfølger, og han havde kun de bedste minder om ham:

”Storm var et herligt menneske og en fremragende musiker og han lærte mig kærligheden til Frankrig.”

Som kammermusiker møder vi Frederik Storm nogle få gange i Kammermusikforeningen (1904 og 1908). I 1909 spillede han en 4. Brandenburg-koncert med kapelkollegaen, fløjtenisten Leo Lottenburger. I 1911 den Femte Brandenburg med bl.a. Anton Svendsen på violin.

Det var en periode, hvor de gamle systemfløjter kæmpede med Böhmfløjten om overherredømmet. Joachim Andersen holdt sig til sin koniske Meyer-træfløjte, men hans elever, og heriblant formodentlig også Frederik Storm skiftede til Böhm-systemet.

Efter grundstudierne hos Storm ernærede Gilbert sig ved at spille i Casinos orkester, men han indså, at ville han føre det til noget mere, måtte han til udlandet.

Det første stop blev London, hvor han tog timer hos Albert Fransella (1865-1935), den hollandskfødte virtuos, der spillede Böhm-fløjte. Fransellas danske forbindelse var gennem sin elev Ary van Leeuwen, der igen var elev af Joachm Andersen og var indtrådt som Andersens efterfølger på solofløjtepladsen i Berlin.

Henry Wood havde i 1888 inviteret Fransella, som sad i Concertgebau i Amsterdam, til en promenadekoncert og som solist i Mozarts G-Dur koncert. Denne begivenhed betød Böhm-fløjtens gennembrud i London. Francella spillede, i 1912, året hvor Gilbert-Jespersen tog timer hos ham, skiftevis på sølv- og træfløjte. I 1896 havde Fransella fået Rudall Carte til at bygge sig en 22karat guldfløjte, men dette instrument gik han væk fra igen. Fransella var nyudnævnt professor ved Guildhall School of Music, da Gilbert-Jespersen kom til London.

I 1913 tog Gilbert-Jespersen til Paris for at studere hos en af samtidens største stjerner på fløjtefirmamentet: Adolph Hennebains (1862-1914).

Hennebains havde i 1909 efterfulgt Paul Taffanel som professor ved Pariserkonservatoriet. Spillestillen i Paris afveg væsentligt fra, hvad man kunne høre i Amsterdam, London, Berlin eller for den sags skyld i København. I Paris spillede man med vibrato! Vibrato-bølgerne havde omkring 1900-1904 (ifølge samtidsvidnet Marcel Moyse) gået højt, men striden faldt ud til fordel for ”expression” som Hennebains kaldte det. Man kan få det bedste indtryk af denne kunstart ved at lytte til Hennebains på de lakplader, der heldigvis har overlevet til vor tid og desuden er blevet overført til cd.

Efter sin tid hos Hennebains drog Gilbert-Jespersen hjem, men opsøgte snart igen Paris, og denne gang for at tage timer hos Philippe Gaubert (1879-1941), en enestående personlighed i fløjtens verden.

Gaubert var en højt begavet komponist, dirigent og som fløjtespiller uovertruffen i samtiden, ja, nogle mener til alle tider! Gauberts kompositioner er skrevet under indflydelse af hans samtidige, i første omgang Gabriel Fauré og hans kreds og senere af Claude Debussy og ikke mindst vennen Maurice Ravel.

Da Gilbert-Jespersen kom til Gaubert, var dennes karriere gået ind i en ny fase: Gaubert var herefter overvejende dirigent og bl.a. ansat ved Pariseroperaen. Gilbert-Jespersen blev til gengæld hans afløser som assisisterende solofløjtenist ved le Grand Opera.

Igennem sine mange forbindelser førte Hennebains og Gaubert Gilbert-Jespersen sammen med tidens førende musikere og komponister i Paris. Således spillede Gilbert-Jespersen bl.a. sammen med Camille Saint-Saëns ved klaveret.

”Jeg er faktisk så gammel, at jeg har spillet sammen med Saint-Saëns. Han var en fremragende musiker, en statelig herre at se på og en meget kyndig fortolker af barokmusikken. Han var en strålende pianist og en fremragende Bach-spiller. Altid gik han med slængkappe som Danilo i Den Glade Enke og med høj hat… hver gang jeg havde indøvet et stykke med min lærer Hennebains, sagde han: ”Nu må du hellere prøve at spille det med komponisten.” På den måde kom jeg i forbindelse med flere franske komponister - alt var så let dengang. Jeg vikarierede for min lærer (Gaubert) både i konservatorieorkestret og i orkestret på pariseroperaen.” (interview med GJ i Socialdemokraten, 17/9 1950.)

Ved Verdenskrigens udbrud i 1914 rejste Gilbert-Jespersen tilbage til København. Han tilbragte et par år ved Sikringsstyrken. Gilbert var en af de i alt 50.000, der blev indkaldt for at forsvare København i tilfælde af, at Danmark blev en del af krigen. Befæstningen var meget omfattende og indebar kilometerlange pigtrådsafspærringer på selve volden, sprængning af broer og dæmninger samt en omfattende rydning af overflødig vegetation.

I 1917 gav Gilbert-Jespersen sin debutkoncert og var derefter ansat i Tivolis symfoniorkester under ledelse af kapelmester Schnedler-Petersen. Desuden var han solofløjtenist ved Palækoncerterne.

Men Gilbert-jespersen følte stadig, at han havde meget at lære, og efter krigen rejste han tilbage til Paris for atter at tage timer hos Philippe Gaubert.

I 1929 indtrådte Gilbert-Jespersen i Blæserkvintetten, Københavns Blæserkvintet, et ensemble der var sammensat af soloblæsere i Det Kgl. Kapel; orkestret hvor Gilbert siden 1927 havde været solofløjtenist. Blæserkvintettens øvrige musikere var Svend Christian Felumb, oboisten der senere blev dirigent for koncertsalsorkestret i Tivoli, Åge Oxenvad, en klarinettist med helt særlige espressive kvaliteter, Knud Lassen på fagot og Hans Sørensen på valdhorn.

Blæserkvintettens specielle og personlige spillestil, som man kan opleve det i Carl Nielsens kvintet, er foreviget på lakplader og siden overført til cd.

Gilbert-Jespersen savnede imidlertid kammermusik, hvor fløjten var omkranset af andre klange. I 1926 udtalte han som 36årig i et interview (med Christian Houmark):

”Når jeg spiller, føler jeg en plastisk indlevelse i stoffet og trang til at gengive komponistens mening uden al personlig forfængelighed. Den gengivende må træde tilbage for den skabende. Fløjten er et smidigt instrument, som let kan glide fra den ene følelse til den anden. Jeg holder mere af min fløjte nu end før, den har skænket mig nye værdier.”

Ensemblet han blev medskaber af kaldte de medvirkende for Den danske Kvartet,og den bestod af fløjte, violin (Erling Bloch), cello (Torben Anton Svendsen) og klaver (Holger Lund Christiansen). Debutkoncerten lagde man i Paris, og kvartetten havde fra starten stor succes. Repertoiret var, hvad originalværker angik, ret begrænset, og i årene der fulgte bestilte Den danske Kvartet værker hos bl.a. Niels Viggo Bentzon, Fini Henriques, Otto Mortensen, Vagn Holmboe, Herman D. Koppel, Knud Åge Riisager og Svend S. Schultz. Ikke mindst Riisdagers Serenade for fløjte, violin og cello er et sandt mesterværk, skabt i Paris under indflydelse og direkte inspiration fra Roussel og Ravel.

Efter Anden Verdenskrig fik Den danske Kvartet mulighed for at turnere rundt i de fleste europæiske lande, og samtidigt udvidede man produktionen af de mange lakplader, som alle var indspillet for HMV, med endnu en serie af fornemme indspilninger. Størst gennemslagskraft havde kvartettens indspilning af Bachs Ein Musikalisches Opfer, formodentlig den første indspilning nogensinde. Det var med min bedstefar, Holger ved klaveret og ikke, som nu om dage, med cembalo.

Efter 1947 blev Torben Anton Svendsen afløst af min far, Asger Lund Christiansen på cello.

Kun enkelte gange har jeg selv haft fornøjelsen af at høre Gilbert-Jespersen ved en koncert, men dette var til gengæld også uforglemmeligt. I selskab med Arne Skjold-Rasmussen og min far ved celloen opførte de Carl Maria von Webers fløjtetrio. Det var sand magi hvad Gilbert fremtryllede, og den blev ikke mindre, da han efter pausen forløste Schuberts store variationsværk, Ihr Blümlein Alle over en af Schuberts egne sange fra Müllerlieder.

Som lærer ved musikkonservatoriet og i sine sidste år, før pensionen, også som professor samme steds, var Gilbert en inspirerende lærer for en lang række elever. Ifølge Frantz Lemsser, der skulle blive en af hans sidste elever, kom man hjem hos Gilbert, hvis han mente, at der var talent til stede. Ellers foregik det på konservatoriet!

Poul Birkelund blev hans afløser som lærer og professor ved konservatoriet, og Poul havde de bedste mindre om sin studietid hos troldmanden.

”Som pædagog var Gilbert-Jespersen uforglemmmelig. Den facetterede, fantasifyldte og kulturindsigtsrige personlighed han besad, gjorde forholdet lærer/elev til en oplevelse, som blev inspirationsgivende for hele elevens liv… Selv havde jeg den lykke at være mesterens elev gennem fire år… en tid hvis betydning stadig står prentet i erindringen…”

Min far husker Gilbert fra de mange turneer, de havde sammen. ”Ved koncerterne,” fortalte Asger, ”gjorde han sjældent, hvad der var aftalt ved prøverne. Han improviserede og overraskede. Det var altid smukt og altid interessant. Han kunne noget med at spille glissader, eller hvad der lå tæt på en glissade, i de opadgående intervaller. Det har jeg aldrig hørt nogen anden gøre ham efter.”

Asger fortalte endvidere, at han fra Gilberts hotelværelse hørte, at han øvede lange udholdte toner, sjældent i højden og aldrig kraftigt. Gilbert kunne selv forklare, at han stemte sin fløjte lidt højt for bedre at kunne spille piano og dolce. Han holdt også af at øve på en dårlig og billig fløjte, for så at kunne lade det klinge endnu bedre, når han gik over til sin foretrukne.

Gilbert-Jespersen spillede i sine unge år på træfløjte med Böhm-system. Omkring uropførelsen af Carl Nielsens fløjtekoncert (se næste afsnit) skiftede han til en Louis-Lot sølvfløjte. Senere spillede han på en tysk Hammig-fløjte, men fandt sig aldrig rigtig tilrette på dette instrument. Først da han fik en Haynes-sølvfløjte følte han sig atter i sit rette element, og det var naturligt nok, da Haynes, i sin æstetik, er en kopi af Louis Lot-instrumenterne.

Gilbert-Jespersen kunne, som sine forgængere i 1800-tallet fortrylle operaens publikum, når han trakterede solofløjten ved den kongelige opera. Også som solist med orkester kunne han brillere. Poul Birkelund kunne dog fortælle om en gang, i Tivolis Glassal, hvor mestreren var kommet galt af sted! Gilbert spillede Mozarts koncert i D-Dur, K-314 og udenad. Imidlertid kom han ud af det og en lang passage blev ganske enkelt væk. Bagefter forklarede han, at han havde fået øje på ballongyngen udenfor, og de svajende bevægelser havde nærmest hypnotiseret ham, så han glemte at komme med sin indsats!

Med til at karakterisere Gilberts personlighed hører, at han, ifølge blandt andre min bedstefar, kunne være sjældent veloplagt i selskabeligt lag. En gang fortalte han, at Robert Storm-Petersen havde hilst hjerteligt på ham udenfor Det Kongelige Teater. ”Er det ikke den berømte fløjtenist Gilbert-Jespersen?” ”Se, det kunne jeg jo i farten kun bekræfte.” ”Kan De så ikke lige fløjte efter min hund!”