G. F. Kittler og militærpibernes marcher

 

To marcher, der begge er knyttet til Livgardens Tamburkorps historie, har hver sin overraskende og forunderlige baggrund. Begge marcher blev i mange år tilskrevet fløjtenisten og kapelmusikeren G. F. Kittler, og først et par ord om ham:

 

 

Gottlob Friedrich Kittler (1780-1819) blev født i Sachsen og kom til København omkring 1801. Han skildres i samtiden som en dygtig og alsidig musiker, der havde fløjten som hovedinstrument. Den 1.april 1801blev han ansat som hoboist, den overordnede titel for en træblæser i militærmusikken, og blev tilknyttet Norske Livregiment til Fods. Fra 1804 avancerede han til Den Kgl. Livgarde, stadig til fods, og ikke mindre vigtigt: han blev anvendt som forstærkning til fløjtegruppen i kapellet, hvor Seydler var stemmeleder, omgivet af den dygtige og nyansatte P. C. Bruun samt den mere erfarne (og piccolospillende) P. F. Nyeborg, hvis faste plads han overtog i 1807. 

 

 

Kittler giftede sig med Marie Antoinette Frøhlich, en søster til komponisten J. F. Frøhlich, der således fik endnu mere grund til at skrive solomusik for fløjten.

 

 

Kittler tilhørte Kuhlaus vennekreds, og i 1817 overtog han hvervet efter ham som 2. syngemester ved teatret. Kuhlau havde kun passet tjenesten en kort tid og kunne slet ikke kombinere de faste pligter med sin skabende arbejdsrytme. Kittler døde pludseligt to år senere. Han havde også assisteret som organist og øjensynlig var han en meget behændig og aktiv musiker, uden at han gjorde stort væsen af sit fløjtespil.

 

 

Med sikkerhed kan man udpege ham som opmand til en march, der stadig kan høres med Livgardens Musikkorps: Kronens Regiments Geschwindmarsch (1812), men hans navn knytter sig til to af de mest spillede melodier i Danmark. Den mest kendte, danske march er også blevet kaldt “den lille nationalsang”, ikke mindst når den fremføres som et børnerim med den tilhørende (uautoriserede) tekst: Her kommer Jens med Fanen.

 

 

Marchen knytter sig til den tilbagevendende vagtafløsning på Amalienborg: fanen føres i langsom march til højre af vagtstyrken og er altid blevet ledsaget af piber og tromme efter en tradition, der muligvis går så langt tilbage som renæssancen. Melodien er imidlertid meget nyere, og kunne første gang høres den 18. juni 1808, hvor den afløste en ældre march, hvis gestalt eller oprindelse desværre ikke kan spores i dag. Fanemarchen har gennem tiderne haft flere navne, bl.a. Honnør for Kongehuset eller, som det ældst kendte, Parademarch. I en “Parolbefaling” af 18. juni 1808 hedder det:

 

 

Grundet på vort Princip at forene det nyttige og det simple i de militære Øvelser, hvor Soldaten dresseres, ville vi at den nu brugende Parademarch skal afskaffes, hvorimod følgende lette og tactholdende March skal slaaes og det saa hurtigt, at der efter dens Tact kan marcheres 90 Skridt i een Minut”.

 

 

Selv om man kan regne med, at Livgardens fodfolk i 1807 var et godt stykke fra nutidens garderhøjde, må et taktslag på 90 skridt i minuttet kaldes en hurtig Fanemarch, men det fremgår også af parolens ordlyd, at den ældre fanemarch gik langsommere. Man får næsten en fornemmelse af at den, med skarpe punkteringer i rytmen, kan have haft et præg af fransk ouverture i Lully-stil. En tendens, der også kan iagttages med franske dansesatser i baroktiden er, at jo længere de er i brug, desto langsommere og “fornemmere” bliver de udført. I dag holder Fanemarchen et meget adstadigt tempo, og oftest en del langsommere end de i parolen anbefalede 9o skridt i minuttet.

 

 

I mange år stod Kittlers navn over kompositionen, og hvis det stadig har sin gyldighed, må han have skrevet melodien umiddelbart efter, at han overtog stillingen som leder af Livgardens Musikkorps i 1807. En anden variant af historien om marchens tilblivelse, forekommer måske mere sandsynlig. En kilde (Note: Musikhistorisk arkiv, bd.1 hæfte 4, artikel af Victor Krohn: Den danske Hærs Signaler, deres Tekster og Historie, s. 231) anfører, at melodien i skikkelse af et nodeblad, oprindeligt skal være efterladt af et skotsk regiment, der under Københavns belejring var indlogeret på Frederiksberg Slot. Melodien kan her være kommet Kittler for øje (eller øre), og han kan så have omkomponeret denne Højlandsmarch, men har naturligvis ikke kunnet afsløre, at den nye danske Fanemarch, stammede fra “fjenden”, de brittiske soldater.

 

  

Teorien var i 1931 genstand for en undersøgelse, og en korrespondance med det engelske War office bekræfter det skotske kompagnis tilstedeværelse. Man fandt efter en søgning ikke eksakt denne melodi, men et større antal andre meget beslægtede marcher, og f.eks. har Wales Regimentets Parademarch de to sidste takter identiske med Fanemarchen. Endelig kunne man oplyse, at det skotske kompagni netop eksercerede med piber og trommer i Danmark. Sækkepiber var ikke i brug under Københavns belejring.

 

 

Den anden, kendte march der forbindes med Kittlers navn er Tappenstregen. Et besynderligt ord på dansk, og oprindeligt er det også tysk: Zapfenstreich. Tappen (Zapfen) i øltønden slås løs, så øllet kan flyde. Tappenstregen er imidlertid en retræte, med den symbolske betydning, at “øllet skal flyde (ud) og festen er slut!” 

 

 

Allerede i 1664 omtales Tappenstregen i den danske hær, oprindeligt markeret med et trommesignal. Nytårsdag 1776 var der f.eks. stor Tappenstreg i København, og Tamburer fra tre regimenter optrådte, måske lidt i stil med nutidens, skotske Tattoo (Note:Victor Krohn s. 270). 

 

 

Den melodi, vi nu forbinder med Tappenstregen blev, ganske som det gælder for Fanemarchen, i mange år tilskrevet Kittler, men der er her påvist en endnu mere snurrig sammenhæng og forhistorie, uden at man dog har fået tømt øltønden til sidste dråbe: 

 

 

Den 29. januar 1728 blev John Gays (1685-1732) berømmelige Tiggeropera opført første gang i London. Musikken var arrangeret af J.C. Pepusch, en komponist som både Holberg og senere fløjtenisten Morten Ræhs meget vel kan have truffet i Oxford eller London, og Tappenstreg-melodien indtager her, i skikkelse af en vise, en central plads såvel i ouverturen som senere i stykket. En bidende og satirisk sang på en melodi som alle synes at have kendt i 1728: Walpole, or the happy Clown. (Robert) Walpole (1676-1745) var en berømt og i visse kredse forhadt minister og en skydeskive for John Gay i hans parodiske operatekst.

 

 

Også i København er det på teatret vi først kan spore Tappenstreg-melodien. Grønnegadeteatret opførte i 1748 Merlin Dragon, én af mange enaktere i tiden og et såkaldt Efterstykke, der kunne afslutte en teateraften på tilpas, munter vis. Merlin Dragon var i sin latterliggørelse af militæret egentlig stærkt provokerende, og blev formentlig kun tolereret fordi, Frederik den Femte erklærede det for sit ynglingsstykke. Majestæten var ikke uimodtagelig for grov, kvindelig charme, og Tappenstreg-melodien afsynges her af fire rekrutter - vel at mærke i skikkelse af fire unge, udklædte skuespillerinder. De marcherer rundt på scenen, akkompagneret af piber og trommer. De fire “Drags” var, som det hed i teksten 

 

 

endnu ikke fordærvede ved omgang med de gamle dragoner”,

 

 

men sang alligevel tvetydige vers til Tappenstregen som f.eks.:

 

 

Dersom vi ikke fandt en Mand/ Som os i Huset tage vil/ Og skaffe hvad vi trænger til/ God Vin og Mad, Mondur, Quarteer/ samt Seng og andet meer”.

 

 

Kongen jublede. Holberg rasede (Note: Torben Krogh: Ældre dansk Teatermusik s. 59-65), hvilket dog ikke forhindrede ham i at at låne dele af stykket til eget brug.

 

 

Tappenstreg-melodien blev til brug for Grønnegårdsteatrets forestilling omformet med den punkterede Gigue-rytme, og spørgsmålet er, om den franske indflydelse i skuespillet også satte dette spor i musikken. Lullys og Molieres teater stod som forbillede, og der var franske komedianter i byen. Blandt musikerne kunne man, som et levn fra den franske hofmusik fra før århundredeskiftet 1700, stadigt møde franske instrumentalister og sangere.

 

 

Musikken ved Grønnegårdsteatrets forestillinger blev udført af Stadsmusikanten. Fra 1724 var det Andreas Berg og hans svende, og man kan af stadsmusikantens instrumentlister se, at instrumentariet også indeholdt bl.a. de franske Flûtes d`Amour (Note: Krogh: Ældre Dansk Teatermusik, s. 22). De registrerede d’amour-instrumenter var indkøbt i Hamburg så sent som i 1763. Den italienske opera var dominerende i København, men den franske musikkultur blev holdt oppe af kongen og af hoffet, og det kom ikke mindst træblæsertraditionen til gode.

 

 

Så vidt melodien. Den nuværende og meget kendte tekst til Tappenstreg blev forfattet til et andet Efterstykke. Det hed Den Første April, og fremkom to år efter, at Tappenstreg-melodien først var gået over de skrå brædder:

 

 

Forgangen dag vor sluen kat/ en ung og lækker mus fik fat/ men da den i det samme saa/ en rotte lod den musen gaa/ og graadig efter rotten sprang/ men fik en næse vel saa lang/ saa mus og rotte begge to/ slap lykkelig af kattens klo.

 

 

Den velkendte tekst, der næsten er identisk med den nutidige version, blev sunget til en anderledes og springende melodi, der skulle symbolisere kattens jagt på mus og rotte. Teksten er, det kan man vist forestille sig, en allegori over det kendte jagttema: en officer gør kur til en ung pige, og samtidigt til en rig enke, men med pigens list udvikler jagten sig til, at katten må gå med en “Næse så lang”. Denne tekst har altså oprindelig ingen sammenhæng med Tappenstreg-melodien, men denne har til gengæld siden bevist sin elasticitet, ved at danne baggrund for et utal af hjemmegjorte sange til festlige lejligheder.

 

 

Nogle andre pibermarcher

 

Danmark var i krig i begyndelsen og i midten af 1800-tallet, og pibernes melodier var ikke alle til så forholdsvis fredelige formål som fanevagt og tappenstreg. Rotting-March var musik til afstraffelse, når en synder inden for militærets egne rækker skulle underkastes: 

 

 

Rottingslag med kat eller tamp/ syvogtyve er din ret/ faaer du fler’ saa bli`r du træt/ trommen gaar, piben gaar, til din ryg bli’er sort og blaa! Melodien er i glad G-dur og minder ikke så lidt om I en kælder sort som kul”.

 

 

Også en Spidsrodsmarch kunne man diske op med, når to rader af menige kam- merater blev stillet op i form af en allé. Her skulle “den til Straf egnede” gå Spidsrod og hver soldat tildele ham et slag med en hasselkæp på hans bare rygstykker. Hvis slagene blev for vage, stod der officerer bag de menige klar til at gribe ind. Det hed sig:

 

 

To gange kærnemælk (den tynde ende af stokken) og to gange klump (den tykke).

 

 

(Johan Herman) Wessel (1742-1785) lagde i Kierlighed uden Strømper afstand til grusomhederne, og lod sin Mette synge:

 

 

Saa æltes bly med vrede tænder/ I heltes mund, hvis blotte rygge/ ej for at svales, søger skygge”. Senere i samme vers: De præge deres bitre kval/ I det uskyldige metal.”

 

 

Det gjorde indtryk på Wessel, at den afstraffede under spidsroden kunne “tygge bly” for at bortlede opmærksomheden fra smerterne.

 

 

Spidsrod blev bevaret i den danske hær indtil 1836, og også denne march blev spillet med Pibers Lyd og Trommer. Sådan beretter Wessel om det, så han er vortsandhedsvidne (Note: Kærlighed uden Strømper, Mettes arie i 3.optog, 6. optrin).

 

 

Selv militære henrettelser havde musikledsagelse, dels for med trommehvirvler at understrege øjeblikkets alvorlige stemning, og for tillige, med yderligere støtte fra piberne, at kunne overdøve ofrets smerte- og angstskrig.

 

 

Måske har sammenkædningen af spidsrod og piber og trommer en gammel europæisk historie. Har Frederik den Store og hans militærstat vist vejen, eller er det en endnu ældre opskrift?

 

Tværfløjten kan i Europa spores helt tilbage til etruskerne, (se: Fløjtespil i Danmark indtil år 1800) som skal have pisket deres slaver til fløjter og pibers klang.

 

 

Fløjtespil som akompagnement til afstraffelse må siges at stå i en vis kontrast til hvad Ernest Hemmingway (der selv kunne traktere en fløjte) skriver i “Farvel til våbnene”, på det sted hvor han beskriver dagliglivet i Abruzzi: “when the men serenated, only the flute was forbidden. Why, I asked. Because it was bad for the girls to hear the flute at night.

 

 

Forgatteringmarch og marcher til andre formål

 

Alle tænkelige formål inden for militæret kunne ledsages af en march med piber og trommer. Også mere fredelige.

 

 

To gange dagligt blev der ved voldene i København spillet til forgattering og det helt frem til omkring 1850. Herefter, og frem til 1874, brugte man kun trommer. På tysk optræder ordet “Gatteri betydningen gitter, og det var netop gitteret, forgattering handlede om: når der fandt en vagtafløsning sted ved en befæstet bys porte, lod man vindebroerne hejse op og gitrene sænke for ikke, i uopmærksomme øjeblikke under en vagtafløsning, at kunne blive overrasket af en fjendes overrumplingsangreb. Begrebet er kendt i Danmark fra Christian den Fjerdes tid. I Tyskland var det i brug, som Vergatterung, allerede i 1500-tallets begyndelse.

 

 

Man ved, at i 1814 blev forgatteringen, som et symbolsk levn fra en svunden tid, trommet og pebet ind hver formiddag klokken 11 (Note: Victor Krohn i Musikhistorisk Arkiv s. 218-220), men tre gange hvert forår, og tilsvarende om efteråret, blev der bevilget en aflysning af forgatteringen.

 

 

Årsagen hertil var, at soldaterne på særlige dage havde en indtægtskilde, der var sat nøje i system: hvert kompagni havde retten til fra morgenstunden at stille med to mand og en bærebør på bestemte hjørner i det indre København. Her kunne man henvende sig, når der skulle flyttes. Byens borgere kendte disse flyttedage, og man indrettede sig herefter. Det var i kvarteret Amagertorv og Højbro Plads, at man fandt sjoverne, for sådan blev de kaldt.

 

 

Utallige var som sagt de militære opgaver hvor piberne og trommerne skulle sætte en begivenhed i musik.

 

 

Attaque” - angreb! Stikker du mig, så stikker jeg dig”.

 

 

Før det fatale nederlag i 1864, hed det “Attakér”, men derefter, Gå på - stik ham, slaa ham, krads ham, skyd ham...”

 

 

Fortsættelsen er måske endnu mere overraskende: og saa et raskt Hurra!”

 

 

Melodien var indpasset med trioler i C-dur. Eller det kunne hedde:

 

 

Avancér - fremad, blot fremad - trods ild og vand og blod og brand, fremad, blot frem!”

 

 

Pibernes melodistump udgøres af en enkel allegro med 6 takter i C-dur. Tonerne er til at gentage, så længe det er fysisk muligt, men dette kunne have sin beklagelige grænse. Derfor skulle man også lære:

 

 

Retireer! Omkring vi kom lidt for langt frem.” Sådan var parolen indtil 1863, men den blev senere forenklet, og ved Dybbøl har det bare lydt: Tilbage!”

 

 

Meget passende skal der til sidst beskrives en sørgemarch der blev udført af piberne, fulgt af dæmpede trommer i en simpel rytme, splittet op af pauser, som blot målte tiden ud.

 

 

Sørgemarchen stod hos piberne i a-mol og havde sine skarpe punkteringer tilfælles med marchen i Chopins b-mol klaversonate.

 

 

Intet kan vel være mere bart eller ynkeligt end en skinger piccolofløjte. Stiv i det som de sørgende og efterladte der ikke kan finde ord og derfor virker udeltagende eller fremmedgjorte.

 

 

Umiddelbart efter sejren i 1848 omkom maleren J. Th. Lundbye (1818-1848), da en geværstabel væltede, og han blev ramt af et vådeskud. Pibernes sørgemarch må den dag have lydt urovækkende. Måske som pibelydende fra de lavtflyvende svaler under de drivende regnskyer på den grå aprilhimmel.

 

 

Pibernes sære musik var brugsmusik til krig og afstraffelse, men også til højtid og fest. Som fænomen har piberkorpset rødder helt tilbage i renæssancens militærmusik og kan spores videre tilbage til middelalderens fistula og timpanum og til narren på de danske kalkmalerier med sin tromme og énhåndsfløjte. Traditionen er den dag i dag lyslevende. Vi finder den i Livgarden såvel som i landets mange andre garder med børn og unge i uniform. Piber og trommer forbindes i dag kun med underholdning, og i spidsen for dem marcherer Tivoligarden som har bevaret Tappenstreg-traditionen og som om sommeren også kan høres i et varieret repertoire af, hvad der i 1800-tallet blev kaldt Almindelig March. Sådanne fandtes gud være lovet også.

 

Tilbage