Forord

  • Print

 

Kender du Pan, fløjtespil i Danmark fra 1800 – 1930 er en fortsættelse af ”Fløjtespil i Danmark indtil år 1800”. Sidstnævnte bogværk udkom i 2007 på forlaget L & H, Facts & Fiction (www.lhpublishing.dk/flojte)

 

Titlen er lånt fra J.P. Jacobsens digt Arabesk, med de berømte linjer: 

 

Har du faret vild i dunkle skove

 

Kender du Pan?

 

J.P. Jacobsen, den musikalske digter, der lagde tekster til Arnold Schönbergs Gurrelieder, Carl Nielsens Irmelin Rose og Frederic Delius’ Gerda og Fennimore.

 

Nærværende udgivelse om fløjtespil i Danmark efter 1800 er planlagt anderledes end bogværket Fløjtespil i danmark før år 1800. For det første har jeg besluttet at lade det være i et format, der kun kan ses på internettet. For det andet er det omkostningsfrit for den, der måtte blive interesseret i emnekredsen. 

 

At følge fløjtespillets i Danmark i en nøje defineret periode, møde fløjtenisterne og tage del i deres forskelligartede karrierer for ikke at sige skæbner, fortæller ikke så lidt om det omkringliggende øvrige samfund. Musikere er børn af deres tid, og de samfundsmæssige og sociale forhold spiller i høj grad ind. Fortællingerne beskræftiger sig primært med tre hovedskikkelser, tre berømte komponister der alle – i forskellig grad – spillede fløjte, eller i det mindste levede i et nært forhold til  fløjtespillet: Indvandreren Friedrich Kuhlau, udvandreren Joachim Andersen og nationalkomponisten Carl Nielsen.

 

Vi har i Danmark ikke så lidt at vise frem: Friedrich Kuhlau må, under enhver synsvinkel, med sine mere end 60 (tres!) originalværker, der har fløjten i centrum, betragtes som 1800-tallets betydeligste ”fløjtekomponist”. Fløjtens Beethoven, sådan et prædikat har man hæftet på Kuhlau, og det ikke kun fordi han havde et venskab med den store komponist.

 

Joachim Andersen er, i en sammenligning med Kuhlau, autor til et lignende antal originalværker for fløjte og klaver/ orkester, men er dertil alle tiders førende komponist til store og små (koncert)etuder. Ikke uden grund kaldes han ”Fløjtens Chopin”.

 

Carl Nielsen skrev en blæserkvintet. Den er i dag den oftest spillede ”store” kvintet fra det 20. århundrede. Nielsen komponerede desuden en fløjtekoncert. Også denne koncert topper i popularitet og ikke mindre i kvalitet. Dansk fløjtemusik i verdensklasse.

 

Kender du Pan” beskæftiger sig også med andre og mere ydmyge sider af fløjtespillet. Vi følger ”fløjtens folk omkring Kuhlau” og tilsvarende i Joachim Andersens- og Carl Nielsens epoker. De store bliver sat i relief af mindre betydelige, men ofte meget spirituelle ånder.

 

Fløjtebyggerne i 1800-tallet får fortalt deres historie. Det var ikke håndværk i verdensklasse. Det fremkommer til gengæld i vor egen tid, og selvom et portræt af opfinderen og fløjtebyggeren Johan Brøgger kommer til at bryde titlen, så skal det med for at føre linjen op til vor tid.

 

Jeg har til gengældt afholdt mig fra at fortælle fløjtespillets historie i Danmark videre efter 1930. Det bliver for tæt på nutiden. Jeg ved for meget og har ikke lyst til at perspektivere eller sætte mine nære venner og kolleger ind i en historisk sammenhæng. Dette overlader vi til en kommende tid.

 

De 20 fortællinger om fløjtespil i Danmark 1800-1930 er blevet til i perioden 2009-2011 og som et forskningsprojekt støttet med FOKU-midler af DMDM, det Kongelige danske Musikkonservatorium. 

 

Jeg ønsker læseren god fornøjelse. Fordelen ved en bog på nettet er naturligvis, at læseren kan komme med sine faktuelle indvendinger og rettelser. Ganske vist ikke direkte, men ved at skrive til min personlige email adresse: This e-mail address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it.

 

Dette vil jeg sætte stor pris på. Derfor på forhånd tak!