Fløjtebyggerne

  • Print

 

Peter Appelberg, en 1700-tals fløjtebygger i København 

I 1769, nogle få år efter at mesterfløjtenisten H. H. Zielche var kommet til Køben- havn, tog byen imod en instrumentbygger af højeste karat: Peter Appelberg, født i Wasa, i Finland, o.1740. 

 

 

Allerede i 1775 havde Appelberg fået fodfæste i en sådan grad, at han blev udnævnt til Hofinstrumentmager. Samme år købte han hus i Gothersgade Nr. 173, og dette køb skulle på længere sigt vise sig at være en fordelagtig investering, der kom ham til gode, for i år 1800 kunne han realisere ejendommen for ikke mindre end 4.000 Rd (Note: Dorthe Falcon: Fløjte, obo, klarinet & fagot, Falcon 1987, s. 19). 

 

 

Peter Appelberg måtte i sine første år i København strides med byens Dreierlaug, der, med en emsig formand i spidsen, nedlagde indsigelse imod Appelbergs arbejde, for han kunne hverken fremvise borgerret eller privilegium. Sagen endte i retten, og laugsformanden, Andreas Olsen Weil anfører at: 

 

 

hvad tonerne eller stemmerne i instrumentet, angaar, da udfordres til sammes rigtige bestemmelse en Musicus, og altså, maa saavel indstæfnte, som dreier-mesterne, naar hand eller De ikke selv forstaaer musiqven, förend et blæsende instrument kan bruges, betiene sig af een Musico til at bestemme lyden”. 

 

 

Peter Appelberg var, som hans instrumenter bærer vidnesbyrd om, en stor mester indenfor sit fag, og han må have tage sig til hovedet under oldermandens indlæg. Men Appelberg besindede sig og fremførte i sit indlæg, at: 

 

 

min kunst som er en fine kunst og ingen Laug haver eller kan have”, og han spørger om der heller ingen forskel er på “maleren som maler kringler, skilte og andet maler-haandværk og kunst-malerne”, og om malerlauget mon vil afkræve kunstmaleren en mulkt (en bøde) eller forlange, at de skal gøre et “mesterstykke”. 

 

 

Appelberg tabte sagen, men udnævnelsen til hofinstrumentmager, fritog ham for lignende problemer fremover. Tværtimod havde han vældig fremgang i produktion og salg - ikke mindst til militærmusikken i alle de nordiske lande. 

 

 

Til gengæld blev han ramt af store, personlige sorger. Alt tegnede ellers lyst, da han havde giftet sig med den 31-årige Ida Marie Elisabeth Lotz. Hun var enke, og tog en treårig datter, Henriette, med sig ind i ægteskabet, der blev indgået i februar 1778. Peter Appelberg adopterede herefter datteren, og samme år nedkom Ida Marie med endnu en datter, Ida. To år senere fødtes en søn Peter. Men allerede et lille halvt år efter sønnens fødsel, døde Peter Appelbergs hustru, og inden for et år begge pigerne. Han var nu omkring 40 år, og sad alene tilbage med en søn på halvandet.

 

 

Appelberg var i København, fra han kom som udlært instrumentbygger og til sin død i 1807, en højt værdsat og socialt velstillet kunsthåndværker. Det Kgl. Kapel betalte ham et fast, årligt beløb på 100 Rd. for at vedligeholde 

træblæserinstrumenterne, og han modtog en lignende sum, som en slags eksportstøtte, for alle de instrumenter han solgte til udlandet, herunder bl.a.til de danske kolonier. 

 

 

Da dette årlige vederlag, på i alt 200 Rd. i en årrække ikke var kommet til udbetaling, udviklede det sig igen til en sag for Peter Appelberg. Den kan vi takke for, at der fremkom en højst kompetent udtalelse om hans anseelse og som fløjtebygger. Udtalelsen, fra januar 1804, skyldes én af Det Kongelige kapels velanskrevne fløjtenister, Johann Peter Tüxen: 

 

 

for efter pligt at være sandheden troe, ikke kunne undslaae (sig) for at bevidne følgende, som jeg uagtet et anseeligt antal forløbne aar har vedligeholdt i nøieste erindring, nemlig: at de af Hr. Apelberg (sic) allerede for flere end 30 aar siden forfærdigede Blæse-Instrumenter vare af da værende Greve Brandt, som en bekiendt musikkyndig, saavelsom af flere af den tids berømte Musici her, erkiendte at have fortrinet fremfor de blæseinstrumenter der vare af andre paa denne tid i Anseelse værende kunstneres arbejder, ... ved alle Leiligheder, saasom i den fordums italienske oper, i concerter, ved taffelmusik, comedier etc. vare blæseinstrumenterne, som bleve brugte, af Hr. Apelbergs arbeide, ... Hr. Apelbergs instrumenter vare saaledes vedvarende i brug fra 1769 indtil 1789, ligesom ogsaa baade min forrige collega i det Kongelige Capel, nu afdøde fløitraversist Hr. Zielche og jeg bestandig har vedblevet at bruge Hr. Apelberg(s) fløiter”. 

 

 

Appelberg forarbejdede mesterlige fløjter. Det vidner også kapelregnskaberne om. For to ibenholtsfløjter til Zielche og Tüxen, betales i 1787 30 Rd. Året efter leveres to ibenholtsfløjter til Rose og Schall. I det første tilfælde har det været til opera og koncert, medens Rose og Schall spillede til “Comedien” og lignende arrangementer. Deres ibenholtsfløjter må have været mindre kunstfærdige og skulle derfor kun koste 12 Rd. stykket. Til det første sæt kan der have fulgt ekstra mellemstykker til. 

 

 

Det var almindelig praksis, at man skiftede mellemstykker ud ved varierende kammertoner, eller for at forbedre intonationen efter musikstykkernes grundtoneart. Til en Appelberg ibenholtsfløjte, som har fulgt mig i årevis under koncerter og optagelser, var der i alt tre mellemstykker, og hvert stykke var stemplet med et tal fra ét til tre. Også en buksbom-traverso der, foruden dis-klap, også er forsynet med f- og gis-klap, har to ekstra mellemstykker. Denne fløjte (privateje) tilhører en “billigere type”, og er forsynet med messingklapper. Ibenholtsfløjter er derimod næsten altid udstyret med én eller flere sølvklapper. 

 

 

I 1795 købte Det Kgl. Kapel to buksbom-tværfløjter af Appelberg, og de skulle kun koste 6 rd. stykket.

 

 

Appelberg forblev enkemand resten af livet. Hans søn Peter, der var gået til søs, døde også fra ham på vej hjem fra en rejse til Batavia, og i Adresseavisen fra 1784 annoncerer han efter hjælp på værkstedet: Han var en ældre mand uden sønner og ønskede at finde et par unge “duelige kunst- eller klein dreiersvende, som kunne superbt dreie”. Løn vil han ikke give, men han tilbyder, at lære dem “denne metier, uden at noget skal forblive skiult eller forbeholdet som hører til instrument arbeidet, og som ellers ingen lærer fra sig... Nogle 30 aars erfaring har lært mig, at her er stedet for instrument arbeide, da man har leilighed at giøre sig bekiendt i langt fra liggende lande, og tillige findes store Musici ved Capellet, som bidrage meget til instrumentmagers opkomst og bekiendskab.” Værktøj kan svendene låne hos ham, indtil de selv anskaffer sig noget, og alt arbejdet de udfører, tilhører dem selv. 

 

 

Tilbuddet må være faldet i god jord, for meget tyder på, at Henning Andersen Skousboe (1776-1854), den næste generations førstemester, er svend hos Appelberg i en årrække. (Note: Falcon s.32). 

 

 

Alfred Rosenwald - træets sidste kunsthåndværker 

Danmark har aldrig været et land med en betydelig produktion af tværfløjter. Der har gennem tiderne i København optrådt en række, dygtige håndværkere, og i nutiden møder vi en personlighed som Johan Brøgger, hvis livsværk som fløjtekonstruktør har videre perspektiver. 

 

 

Alle europæiske byer af en vis størrelse havde i 1800-tallet og begyndelsen af vort århundrede en egenproduktion af tværfløjter til såvel professionelle som til amatører. Der blev i særlig grad produceret kvalitetsinstrumenter i Paris, London og Wien. Desuden var f.eks. Dresden, Leipzig, München, Lyon, Berlin, Brussels og den lille sydtyske by Markneukirchen toneangivende.

 

 

I perioden fra Theobald Böhm færdigtudviklede sin fløjte i 1847 og frem til omkring 1920, var der, parallelt med fremstillingen af sølvfløjterne, en næsten tilsvarende produktion af Böhm-fløjter i træ. De var udstyret med sølv- eller såkaldt nysølvmekanik, og størsteparten af instrumenterne blev fremstillet i Tyskland. De benyttede træsorter tilhørte oftest gruppen af tungt, sydamerikansk eller afrikansk træ som grenadil, kokos eller ibenholt. 

 

 

I Danmark var bygningen af denne fløjtetype i en lang årrække lagt i hænderne på bare en enkelt håndværker - den højtuddannede instrumentmager Alfred Rosenwald (1871-1950). 

 

 

I København havde der igennem det meste af 1800-tallet været en række små og ofte konkurrerende værksteder for træblæsere. Da Rosenwald ved indgangen til det nye århundrede ville etablere sig selvstændigt, og indrettede butik og værksted i Klosterstræde 10, var han stort set alene på det danske marked. 

 

 

Han havde fået en grundig uddannelse i Tyskland og bl.a. hos Adler i Markneukirchen, byen der for træblæserne har en status, som Cremona for strygeinstrumenterne. 

 

Rosenwald levede i sin ungdom en omrejsende svends liv på valsen og fik arbejde i længere eller kortere perioder på værksteder i Leipzig og Hamburg. Også til Paris kom han, men desværre fik han ikke kontakt til Louis Lot eller et andet betydeligt fransk firma. Det ville givetvis have drejet Rosenwalds holdning til fløjtebyggeri i en mere fransk, inspireret retning, og dermed i endnu højere grad bragt ham i overensstemmelse med den form for fløjtespil som på hans tid, f.eks. Peter Mollerup og Holger Gilbert Jespersen var fornemme eksponenter for.

 

 

Træblæseinstrumenter, af alle arter, udgik fra hans værksted, og hans arbejde blev lovprist af musikere fra bl.a. Livgarden og Kapellet:

 

 

Hr. instrumentmager A. Rosenwald har forfærdiget mig en stor-fløite og en piccolo-fløite, som begge er udført med enestaaende dygtighed. Jeg har tidligere haft instrumenter fra de berømteste instrumentmagere (Louis Lot, Paris, Uhlman i Wien og den for en del aar siden afdøde danske instrumentmager Joh. Selboe); men jeg har ikke paa langt nær følt mig saa tilfreds som med hr. Rosenwalds instrumenter”.

 

 

Dette flotte skudsmål får Rosenwald af fløjtenist P. Philipsen. Forretningen gik strygende, og Rosenwald blev også importør af udenlandske instrumenter. Her begrænsede han sig ikke til træblæserne, men som blikfang i hans butiksvindue, kunne man dengang se lidt af hvert indenfor faget: horn i række, en stribe ophængte mandoliner og dertil alt slags musikalsk tilbehør. Butikken i Købmagergade havde han fra 1908 og helt frem til 1935. I de mellemliggende år havde han tillige en overgang helt op til fem filialer rundt om i byen: Værnedamsvej, Nørrebrogade, Griffenfeldtsgade og Vesterbrogade. Selv i den eksklusive Jorcks Passage kunne man købe hans instrumenter.

 

 

Omkring 1929 blev konkurrencen på nybyggede instrumenter fra udlandet for hård, og Rosenwald indskrænkede sig til reparationer og videresalg. Hans sidste butik lå i Victoriagade, og den blev efter hans død ført videre af hans søn, helt frem til 1968 (Note: Dorthe Falcon Møller: Fløjte, obo, klarinet & horn; Falcon, Kbh. 1987 s. 117-145).

 

 

Ved et tilfælde blev et fyldigt restlager af instrumentmagerværktøj og dele af blæserinstrumenter fra Rosenwalds værksted, fundet og reddet for eftertiden. Næsten hele værkstedet er i dag intakt og står som et vidnedsbyrd om, hvordan dette særprægede kunsthåndværk udfoldede sig engang. Værkstedet er fundet, samlet og registreret af fløjtenisten Mogens Friis og klarinettisten Otto Himmer, der begge har demonstreret et indgående kendskab til bl.a. de tidlige danske træblæserdrejere. Rosenwald havde, sådan som det er tradition i mange lande, overtaget en del værktøj og en lang række fløjtefragmenter fra kollegaen Johan (Christoffer) Selboes (1807-1873) værksted, og igennem ham føres traditionen bagud: (Niels Christensen)Thorsen (ca.1780-1855), (Henning Andersen) Skousboe (1776-1854), (Jacob Georg) Larshoff d.æ. (ca. 1760-1846), (Peter) Appelberg (1769-1807). Alfred Rosenwald var sig dette helt bevidst, og i en reklametryksag fra 1911 udtaler han:

 

 

Mit værksted er forsynet med alt det uerstattelige værktøj, som danske træblæse- instrumentmagere har konstrueret og samlet foruden mit eget moderne værktøj. Det har nemlig været mit formaal, at konstruere instrumenter, hvis klangfarve kom saa nær som muligt til den, der var egen for de gode danske instrumenter fra tidligere tid og samtidig forsyne dem med yderst moderne mekanisme, dels for at forbedre stemningens renhed, og dels for atimødekomme de stedse voksende krav, der stilles til musikere i teknisk henseende”.

 

 

Johan Brøgger - mekanik og design 

I den øverste ende af Böhm-fløjternes kvalitetsskala er det, på trods af nutidens teknologi, stadig kun det rene håndværk, der kan gøre sig gældende.

 

 

Siden 1980 har man i København, ikke langt fra Musikkonservatoriet gamle bygninger på H.C. Andersens boulevard , kunnet gå tre trin ned til et kælderværksted hvor der foregår en lille, men eksklusiv fabrikation af Böhm-fløjter.

 

 

Luthier, det gamle ord for instrumentmager, kalder Johan Brøgger sig, og her finder man en international specialist inden for sit fag.

 

 

Også Appelberg, Thorsen og senere Rosenwald byggede kvalitetsinstrumenter, men produktionen var rettet mod en lokal kundekreds, og instrumenterne lagde sig tæt op ad førende, og især tyske, forbilleder.

 

 

Johan Brøgger lærte sit håndværk i flere omgange og fik sine erfaringer som instrumentbygger ved luthbyggeri.

 

  

En periode i Paris hos fløjtebyggeren JacquesLefévre førte ham helt ajòur med den franske Louis-Lot tradition, idet Lefévre overtog Lots på dette tidspunkt nedslidte værksted. Men Johan Brøgger arvede også viden, tradition og ikke mindst værktøj, herunder betroet materiale, som f.eks. den dorn udenpå hvilken man trykker hovedstykkets koniske gang op.

 

 

Tilbage i København havde Brøgger i en periode arbejde som værktøjsmager af kirurgiske instrumenter, og her fik han indarbejdet arbejdsgange og vænnede sig til det minutiøst nøjagtige. Alt dette, og en god portion nysgerrighed, førte til udviklingen af Brøgger-fløjten.

 

 

Brøgger-fløjten er en opdateret Böhm-fløjte hvor ikke mindst en forbedring af det mekaniske gør Brøgger-mekanik tm til førende på verdensmarkedet. Herudover har Brøgger udført et design af foskellige mindre dele af fløjtens mekanik.

 

 

Johan Brøgger bygger imidlertid ikke selv mange instrumenter, og hans fortrin udgør næppe nogen trussel for de store fabrikkers markedsandele. Tværtimod bliver der bygget Böhm guld- og sølvfløjter i USA og Japan, udstyret med en “Brøgger-mekanik TM”. Dette kan man læse i indgraveret print under firmanavnet. Den danske fløjtebygger udvikler til stadigvæk sin fløjte: mekanik, akustik, design. En Brøgger-fløjte fra hans eget værksted fremstår som et stykke dansk design i bedste Georg Jensen-tradition.

 

 

Jeg har selv i mange år spillet på Brøgger-mekanik tm, men også haft umådelig glæde af et originalt Brøgger-hovedstykke, der overholder de klassiske mål for mundpladens udformning. 

 

 

Den foreløbige kulmination i Johan Brøggers fabrikation, er leveringen til sir James Galway af en 14-karat guldfløjte med c-og h-fod og to tilhørende hovedstykker. Det ene med en tigerøje-halvædelsten og det andet med en blå lasursten, begge sat som et øje, midt i “kronen” for enden af hovedstykket.