Den blinde fløjtespiller og hans forlægger

Niels Peter Jensen og hans kompositioner – Forlæggeren C.D. Milde

 

I begyndelsen af 1800-tallet trådte en usædvanlig skikkelse ind på den danske musikscene. Han var født meget svagtseende, og fra sit tiende år var han blind. Men på trods af sit handikap gjorde han sig allerede som ung bemærket som fløjtesolist, komponist og blev dertil ansat som organist ved Sct. Petri kirke i København. Han skal have haft et usædvanligt godt humør og må have haft et stort musikalsk talent. Han var også heldig og fik kontakt med de rigtige mennesker på det rigtige tidspunkt: mesterfløjtenisterne Philip Seydler og P. C. Bruun samt tidens førende komponister, Weyse og Kuhlau.

 

Niels Peter Jensen (1802-1846) var søn af smedemester Nicolaj Jensen, som tillige “stod ved det saare agtværdige brandkorps”. Dette ansvarsfulde hverv skulle imidlertid blive hans skæbne, for under “en sprøites flytning” overanstrengte han sig og døde kort efter i en alder af 45 år.

 

Sønnen var ikke født blind, men fire dage efter fødslen blev hans øjne syge, og han mistede synet. En øjenlæge, dr. Winsløv fik ham i behandling, og i nogle år kunne han se, omend meget dårligt, med sit højre øje. Som tiårig mistede han synet fuldstændigt. En kilde fra samtiden beskriver det sørgelige forløb: “Aarsagen til hans blindhed har efter sigende været været den, desværre alt for hyppige frygtelige øjenbetændelse, der ikke sjældent i livets første periode angriber barnet med en heftighed, som inden faa dage ødelægger øjet, dersom ikke ufortøvet gribes ind med de kraftigste lægemidler og den største omhyggelighed afværgre denne sørgelige skæbne”. (Note: Journal fra Blindeinstitutet, gengivet i Blindehistorisk Nyhedsbrev, nov. 2000). Herefter, og resten af livet, var han uden syn.

 

Der var i begyndelsen af 1800-tallet ingen tradition for at tilbyde samfundets blinde en skolegang eller bare et minimum af undervisning, og drengen fordrev tiden med at trække blæsebælgen for sin far eller forsøgte at lære at strikke efter moderens anvisninger.

 

I 1811 blev han optaget i den lille, private blindeskole i København, der bar det pompøse navn Det Kongelige Blindeinstitut. Man optog kun fattiges børn, og instituttet blev ledet efter følgende formålsparagraf:

 

Vi ville i dem opdrage dydige og gavnende borgere for staten; de skulle ei længere være samfundets byrdefulde almisse-lemmer”. Videre hedder det: “ Skulde nogen blandt dem have udmærket genie - man har stundom fundet hos blinde - til nogen konst eller arbeide, da ville vi stræbe, at uddanne hensigtsmæsigen det sieldne anlæg”.

 

Netop den sidstnævnte passus kom Jensen til gode, og han fik undervisning i tværfløjtespil først af blindeinstitutets gamle Hr. Pauli og senere af kapellets førende kapaciteter Bruun og Seydler. Indføring i instrumentationskunsten modtog han af ingen ringere end Kuhlau og det igennem seks år (1820-1826). Alligevel var man på institutet ikke sikker på, at han kunne klare sig indenfor musik, og han måtte bruge megen tid på håndarbejde.

 

...også i spind, strikning og tæppeflætning af klædelister har han megen duelighed og færdighed. Paa de Østrupske spinderokker spinder han eet pund hør i fem dage, næsten som paa den rok han tilforn brugte”

 

Som femtenårig optrådte den unge Niels Peter som solist i en fløjtekoncert på Det Kgl. Teater. Det var en velgørenhedskoncert for Blindeinstitutet, og overskuddet blev så stort, at instituttet kunne tilbyde nye elever ophold på skolen. Det hed sig, at aftenen “vakte mange fromme følelser, stemte hjerterne til tak mod forsynet og til velvillie og veldædighed mod den lidende menneskehed” (Note: ?).

 

Jensen var imidlertid ikke til medlidenhed, men dygtiggjorde sig udover fløjten også på orgel og opnåede et vikariat ved Sct. Petri Kirke i København. Vikariatet var ganske vist uden løn, men det var i datiden ikke så usædvanligt. Også eleverne i Det Kgl. Kapel kunne sidde i årevis og bestride en musikers embede i orkestret uden anden løn, end den deres lærer evt. kunne oppebære som en ekstra indtægt.

 

Da Jensen søgte om et fast embede ved Sct. Petri, opstod der en principiel strid om hvorvidt han, som blind, måtte anses at kunne magte dette. En række fremtrædende musikere, bl.a. Kuhlau, Weyse og Claus Schall, kæmpede hans sag, og som den første blinde i Danmark fik Niels Peter Jensen et fast embede. Lønnen var dog elendig, og han måtte “hugge sig igennem” ved at undervise.

 

Når han optrådte som fløjtesolist var det ofte i kompositioner af Kuhlau eller med egne værker og, som blindeinstitutets leder, professor Brorson beskrev det: “Han lærer med lethed hele concerter og husker troligen hvad han lærte”.

 

Friedrich Kuhlau havde, ikke mindst i den periode hvor Jensen lod sig undervise af ham, en enorm produktion af fløjteværker, og Jensen var ikke sen til at følge efter. I modsætning til Kuhlau skrev han også en fløjtekoncert. Værket er uden opusnummer, står i a-mol, har tre satser (a-mol, E-dur, A-dur) og er instrumenteret for fuldt symfoniorkester. I den langsomme sats har Jensen, som kontrast til ydersatserne, valgt kun at lade solofløjten akkompagnere af blæsere. Denne bravourkoncert er det eneste af Jensens værker, der foreligger i en nutidig, trykt udgave, og den er udgivet på det store schweiziske forlag Eulenburg. Fra samme forlag foreligger en udgave af koncerten for fløjte og klaver.

 

Jensen skrev desuden en lang række øvrige værker, hvor fløjten står i centrum: duetter for to fløjter, to sonaterfor fløjte og klaver, opus 6 og 18, og en lang række Fantasier, Etuder og Tema medVariationer. Stilen er inspireret af Kuhlaus, som, forståeligt nok, har været hans forbillede. Måske netop derfor forekommer Jensens kompositioner ofte letbenede og i harmonisk henseende uden de raffinementer, der karakteriserer forbilledets bedste værker. En stor del af manuskripterne, og de i samtiden trykte udgaver, befinder sig i dag i Blindeinstitutets Bibliotek i København.

 

Men Jensens ambitioner gik videre end kammermusikken. I 1819 ville han komponere en opera, Åndsprøven over en tekst af Laurids Kruse (1778-1839). Handlingen var, som i Beethovens Fidelio, hvad man kalder en redningsopera med inspiration fra den franske revolution, men Kuhlau, der selv havde opgivet og lagt teksten fra sig, frarådede ham at give sig i kast med opgaven.

 

Jensen skrev en række kantater til forskellige lejligheder: Universitetskantate i Anledning af Prins Frederiks formæling (1828), Polyteknisk Læreranstalts Indvielse (1829), Ved Biskop Münsters Begravelse (1830) og Synagogens indvielse (1833) i hvilken sidste anledning Jensen, som allerede beherskede tysk og fransk, begyndte at lære sig hebraisk.

 

En opera af ham, Robinson, til tekst af Gottlieb Siesbye (1803-1884), blev opført på Det Kgl. Teater (1834), men også en symfoni for orgel med blæsere fik han skrevet (Note: Måske identisk med det værk der benævnes: Død og Opstandelse, allegorisk fantasi for orgel og basuner, spillet i Skt. Petri, maj 1842 - Dan Fog Musikhandel i Danmark 1, s. 300). Hans harmonik er enkel, men fint udarbejdet, og han blev i samtiden berømmet for sin glansfulde udnyttelse af orkestrets klangfarver.

 

Niels Peter Jensen blev lærer for J. P. E. Hartmann i netop instrumentation, og Hartmanns fløjtesonate, opus 1, i B-Dur (1825), er skrevet til ham. Hartmann boede med sine forældre på Charlottenborg ved Kongens Nytorv og, selv om familien helst så at han ikke gjorde for meget ved musikken, så foranstaltede den unge Hartmann en række humørfyldte musikaftener. Her spillede man kvartet med fløjte, violin, cello og klaver, og Hartmann, der var ensemblets pianist, arrangerede kendte ouverturer og andre velegnede stykker for denne besætning. (Note: Inger Sørensen: Hartmann, Et dansk musikdynasti, s. 58).

 

Fløjten blev her trakteret af den norske portrætmaler Niels Moe (1792-1854), men også den blinde Jensen lod sig høre ved soiréerne, og mon ikke Weyse også lod sig se, hvis der vankede suppe efter musikken!

 

N.P. Jensens musik til Oehlenschlägers tragedie Væringerne i Miklagaard skulle blive hans største succes som komponist. Musikken skal efter sigende have den særegne nordisk tone, der senere blev et særkende for J. P. E. Hartmann.

Væringerne i Miklagaard har været på Det Kgl. Teaters repertoire helt frem til 1931.

 

Først som 36-årig blev Jensen gift med den ligeledes blinde Louise Ingeborg Nielsen, og ægteparret fik en datter. Niels Peter Jensen døde i en alder af 46 år, og blev begravet på Sct. Petri kirkegård. To venner af familien, komponisterne Berggreen og Hartmann, stillede sig i spidsen for at samle en understøttelse ind til enken.

 

Hvordan kunne den blinde komponist udarbejde sine mange værker i et musikalsk skriftsprog? hvilken arbejdsmetode måtte han ty til? Punktskriften synes ikke at have stået til hans rådighed, men han har formodentlig kunnet hente den fornødne hjælp med nedskrivningen hos sine nærmeste? Blindeintitutets professor Brorson beskriver hans første forsøg som komponist:

 

... han har (..) komponeret en Terzet for fløjte, klarinet og violoncel, som musikkyndige have fundet god og ført til papiret...”.

 

Som blind komponist var han ikke uden fortilfælde. I senrenæssancen udgav hollandske Jacob van Eyck sine enkle kompositioner for en Handfluit (se afsnit s. om Christian den Fjerde i Fløjtespil i danmark før år 1800), og fra 1700-tallet kan man glæde os over en lang række kammermusikværker af den blinde engelske barokkomponist John Stanley (1712-1786), der tillige var organist ved Temple Church i London. Også i en langt senere tid var det problematisk for en blind komponist at få anskueliggjort sine visioner. Frederick Delius (1862-1934) ansatte en assistent, Eric Fenby (1906-1997), til dette ansvarsfulde skrivearbejde, og den unge Fenby levede sig i den grad ind ind i Delius’ tankegang, at han, efter eget udsagn, komponerede videre, når Delius holdt op (Note: Delius as I knew him, London 1934).

 

Forlæggeren C.D. Milde

Frederiksholms Kanal er som bekendt ikke noget verdenshav, og skulle man have sin musik kendt og spillet udenfor landets grænser, så måtte man, som Kuhlau gjorde det, have de nødvendige forbindelser til forlag i Tyskland eller Frankrig.

 

Men fra omkring 1780 opstod der også en række musikforlag i København, og, i de smalle gader omkring kanalerne, blev der en livlig handel med musikalier.

 

Johann Christopher Daniel Milde (1788-1864) var én af de mindre musikforlæggere, men netop han skulle få særlig betydning for udbredelsen af fløjtemusikken.

 

Milde var født i København, men blev opdraget på Christians Plejehjem i Eckernförde. For N. P. Jensens vedkommende var det Blindeinstitutet, der satte ham i forbindelse med musikken, og tilsvarende var der en tradition for, at vajsenshusdrenge “der havde øre” fik undervisning i blæserinstrumenter. Så måtte man håbe, at de en dag kunne gøre fyldest i militærmusikken. Milde hørte til de udvalgte, men, hvis man tør tro ham selv, meget mod sin vilje: “Jeg havde det uheld i plejehuset at være blandt dem der lærte musikken, thi hverken lyst eller geni gav dertil årsagen”.

 

Han blev ansat ved Kongens Regiment, men ligemeget hjalp det: “Ingen time er mig mere ængstelig end den jeg skal tilbringe i min tjeneste, som dog er det allerubehageligste.”

 

Alt hvad han kunne ønske sig var “et lille, hjemmesiddende embede”. På trods af sin modvilje blev Milde ansat som fløjtenist i Det Kgl. Kapel, og han skal, som Kittlers efterfølger, efter sigende have gjort god fyldest i orkestret (1819- 1837) (Note: Thrane: Fra Hofviolonernes tid, s. 269).

 

Kollegaen og solofløjtenisten P.C. Bruun havde, ved siden af kapeltjenesten, skabt sig en formue på oliemølledrift (se side:). Milde var mere beskeden og skal engang have sagt: “Gid jeg kunne blive bedemand, så kom jeg ikke til at stå tilbage for mine kolleger.”

 

C.D. Milde havde en stor familie at forsørge og så sig derfor om efter et givtigt, borgerligt erhverv som et supplement til musikken. I november 1820 lykkedes det, og Milde overtog en musikhandel i Østergade med tilhørende lejebibliotek.

 

En stor kreds af byens musikelskere skaffede sig her, og flere andre steder i byen, de nyeste vokal- og kammermusikværker ved at leje noderne i musikhandelens biblotek. Efter samtidens kataloger at dømme har Mildes lejebibliotek (o. 1828) rummet mere end titusinde værker omfattende noder for de gængse instrumenter. Alle noderne var indbundne med kartonomslag, og for de mange ivrige musikudøvere var det nødvendigt at have et katalog ved hånden, for man ekspederede kun efter numre! (Note: Dan Fog Musikhandel i Danmark, bd. 1 s. 36).

 

I Mildes tid blev kataloget stærkt udvidet, og ikke mindst fløjtemusikken tilgodeset: “...hvoriblandt ere de nyeste og meest yndede musikalier for fløite, violin, pianoforte og guitar. For disse fire instrumenter skal jeg stedse sørge for at anskaffe de bedste sager...”, og han tilføjede, at på hvert katalognummer er prisen antegnet. Man kunne således også købe noderne, hvis det var det man ville.

 

Milde havde tilbagevendende problemer med at få nodehandelen til at løbe rundt, og han rykkede rundt med sin butik: Amagertorv, derpå Højbro Plads og fra 1831 flyttede han til Vingårdsstræde. Samme år måtte han imidlertid afhænde virksomheden til en efterfølger, omend han fortsatte i en mindre målestok på egen hånd.

 

C.D. Milde skrev også selv mindre kompositioner for fløjte og arrangerede andres værker. Han var, som Jensen, en glødende beundrer af Kuhlau. Det var Mildes forlag der udgav Kuhlaus 6 Divertissements, opus 68 samt de 3 Fantasier for fløjte og klaver, opus 95. Også operaerne Røverborgen og Lulu udkom hos ham i udtog for to violiner eller to fløjter. Milde klagede over at publikum ikke i tilstrækkelig grad værdsatte musikken efter fortjeneste, dvs købte noderne, og han udfærdigede derfor bl.a. et købekatalog over Kuhlaus trykte værker.

 

Også N.P. Jensen tog han under sine forlagsvinger, og en del af den blinde fløjtespillers kompositioner udkom på Mildes forlag, således 12 Etuder for fløjte, opus 25, 6 Soloer, hæfte 1 og 2 samt Fantasier, opus 14. Duetsamlingerne for to fløjter, opus 7-, 9- og 11, udkom imidlertid hos konkurrenten, Loses forlag.

 

Der må have været en livlig trafik af fløjtespillere i Mildes etablissement, for i en årrække (1825-29) udgav han tillige en Ny Månedlig Journal for fløjte solo (illustration). Senere fandt han på at udsende Musikalsk Aftenunderholdning for een fløjte (1822-24) og så et Musikalsk Ugeblad for violin eller fløjte (1833-35).

 

Man abonnerede og fik ny fløjtemusik til tiden. Komponisterne der var leveringsdygtige var folk som Friedrich Kuhlau, J. F. Frøhlich og N. P. Jensen. Fra Frankrig tog Milde fløjtemusik hjem af bl.a. Benoit Tranquille Berbiguer (1782-1838) og Jean Louis Tulou (1786-1865).

Tilbage