Carl Nielsen og hans samtid

Bankieren og danserinden

 

Vi kan følge tværfløjtespillets udøvere, lige fra kunstarten fik fodfæste i det danske: Zielche, Ræhs, Seydler, Bruun, Niels og Jørgen Petersen, brødrene Joachim og Vígo Andersen; hele rækken af fremtrædende instrumentalister. De var alle store talenter, der ofte endte deres kunstnerliv som nogle lidt forblæste skæbner. Vi kan også følge en anden kreds: de, der dyrkede fløjtespillet som tidsfordriv og udelukkende for deres fornøjelses skyld: Joachim von Moldenit, Ludvig Otto von Raben, kammerherre Giedde, Peter Schiønning (se: Fløjtespil i Danmark før år 1800) - de velstillede der havde magt til selv at opsætte rammerne for deres udfoldelser. Også i nyere tid møder vi personligheder, der tilsyneladende kun dyrkede fløjtespillet for deres fornøjelse, men som tilmed formåede at få stort udbytte af deres anstrengelser.

 

Danserinden, malerinden, forfatteren og fløjtenisten Ragna Norstrand

Der er endnu nogle få, der husker hin mindeværdige aften i 1947, hvor Ragna Norstrand (1878-1976), spillede Mozarts D-Dur fløjtekoncert i Odd Fellow Palæet.

Ragna Norstrand var født den 7. april 1878, og et langt liv igennem lykkedes det hende, med enestående viljestyrke, at gennemføre, hvad hun satte sig for. Ragna begyndte at spille tværfløjte, da hun var over de fyrre, og alligevel opnåede hun, at få fløjteundervisning hos én af Frankrigs største mestre. På dette tidspunkt havde hun spillet i mindre end fire måneder (!) og hun optrådte offentligt, da hun havde spillet i mindre end et år.

Ragna var høj og slank, og som fløjtenist optrådte hun i græske gevandter, kantet af små og store a-la-greque-borter, med guldringe om de bare arme og med et pandediadem, der holdt sammen på et brusende, sortkrøllet hår.

 

Orkestret i Odd Fellow Palæet var under ledelse af violinisten Gunna Breuning-Storm (1891-1966), men for Ragna Norstrand var det ikke en debutkoncert, men tværtimod en afskedskoncert, og for første gang spillede hun solo med orkesterledsagelse. Inden da havde hun, gennem årene, afholdt fem andre palækoncerter under skiftende medvirken af så fremtrædende kunstnere som cellisten Paulus Bache (1882-1956), pianisterne Johanne Stockmar (1869-1944), Agnes Adler (1865-1935) samt ChristianChristiansen (1884-1955). Midt under fløjtekoncerten henvendte hun sig til publikum og udbrød: “Jeg skal lige ud og hente en kold fløjte”. Det var en sælsom replik, og man var ikke helt sikker på, om hun ønskede en ny og kold fløjte, eller om det blot betød, at den fløjte hun ville skifte til vitterlig var kold (Note: samtale med Poul Birkelund, der var til stede).

I 1938 havde Ragna Norstrand afholdt en fløjtekoncert i Paris. Hun fortæller selv: “Helt henrykt var jeg nu ikke, for min dejlige koncertfløjte var blevet stjålet fra mig i jernbanekupéen på turen til Paris... nu var der ikke andet at gøre, end at indstille mig på, at spille på min gamle øvelsesfløjte. Naturligvis hændte det, at jeg blev syg lige foran koncerten... jeg fik influenza, som netop grasserede i byen, og jeg havde ikke noget stort håb om at blive rask; men ville dog ikke give op. Selve koncertmorgenen kom Mad. Boulze, min lærers søde hustru, ud for at se til mig. Feberen var kun lidt over 38, så jeg mente at kunne klare mig, og jeg fulgte alle Mad. Boulze’s gode råd: Benene i varmt vand, helt op til knæene i 20 minutter, en varm grog, aspirin, kinin o.s.v. Til koncerten kom jeg i god tid - ikke spor nervøs, ganske rolig, mærkeligt nok - eller måske var det på grund af den sløvende medicin. Der var mange mennesker, men jeg ligesom så dem ikke - det var, ligesom om jeg var i trance...”

Alt gik, ifølge Ragna Norstrand, overmåde godt. Hun blev fulgt af en strygetrio af fremtrædende, franske musikere, og hendes lærer, solofløjtenisten Jean Boulze (1890-1969), havde for første gang i årevis svigtet sin plads i operaens orkester for at følge hendes anstrengelser. “Sæt jeg var klappet sammen i den febertilstand jeg var - ja, i så fald havde Mons. Boulze lovet mig at overtage fløjten, og så vidste jeg, at tilhørerne i alt fald ville få glæde af aftenen.” Ragna Norstrand fik fine anmeldelser for sin soloaften, og man fremhævede, at i tyve år havde man ikke kunnet opleve en kvindelig fløjtesolist i Paris.

Det næste slag skulle stå i London. I september måned, 1938 begyndte hun prøverne, og igen var hun flankeret af fremtrædende strygere fra storbyen, i dette tilfælde medlemmer af Stratton-kvartetten. Men koncerten var præget af de internationale begivenheder. Ragna Norstrand fortæller: “Udsigterne til krig var på dette tidspunkt temmelig foruroligende. I tusindvis flygtede folk fra byen, skolerne var lukket, alle børn sendt på landet... rundt om i parkerne og hovedgaderne blev der gravet løbegrave til beskyttelse for befolkningen under de ventede bombardementer... Minister (Edward) Reventlow (?) rådede mig til at aflyse koncerten..., men jeg erklærede, at jeg hellere måtte tage situationen som den var nu, for jeg ville ellers sikkert aldrig få en chance igen.” Ragna Norstrand kan derefter berette, at der i Wigmore Hall var henved 300 mennesker til hendes koncert, men også under koncerterne blev man mindet om de truende omstændigheder “da flere af tilhørerne sad med deres gasmasker på skødet”. Også denne gang kunne den tresårige fløjtenistinde glæde sig over en pæn succes og en positiv avisomtale.

Ragna Norstrand var vokset op omgivet af spændende mennesker fra de københavnske kunstnerkredse. Som ung pige blev hun tilmeldt en tegneskole, hvor hun fik Anne Marie Carl Nielsen (1863-1945) til lærer i modellering, og her igennem lærte hun også Carl Nielsen at kende; et bekendskab hun,ifølge eget udsagn, holdt ved lige indtil til hans død. På malerskolen fik hun et par år efter P. S. Krøyer (1851-1909) i maling, men den unge Ragna lod sig let gribe af nye interesser. Hun elskede at danse, og efter at have overværet balletforestillinger på teatret, besluttede hun også gå denne vej. Hun lærte, sammen med en søster, at danse Spanske Danse, italiensk Tarantel og russisk Kosakdans: “…siddende på hug og spjættende ud med benene, og derpå farende op i høje spring og hvivlende rundt om sig selv, rundt og rundt. Ih hvor jeg nød det!”

I 1904 rejste Ragna Norstrand til England for at gå på malerskole. Da hun kom tilbage, fik hun sit eget atelier i forældrenes ejendom, St. Kongensgade 62. Her flyttede hun ind med sit klaver, sin guitar, sine kastanjetter, og der var åbent hus for kunstnere, og andre interessante mennesker, som malerne AnnaAncher (1859-1935) og Michael Ancher (1849-1927), forfatterne SophusMichaëlis (1865-1932) og Karen Michaëlis (?), og hun havde, via sin egen familie, tætte relationer til den norske “koloni” i København: pianisten Fridtjof Backer-Grøndahl (1885-?), sydpolens opdager, Roald Amundsen og fru Nina Grieg; alle kom de i atelieret Over Stalden som var indrettet lige over hestene og vognene.

Ragna Norstrand lod sig friste til igen at gå på malerskole og, anbefalet af P. S. Krøyer tog hun nu til Paris. Her var det den norske maler Christian Krogh (1852-1925), der tog sig af hende, og Ragna blev slæbt rundt på natklubber og varietéer, afsluttende med det obligatoriske besøg i Hallerne klokken fem om morgenen. “…men ærlig talt... jeg blev altid søvnig klokken 23 om aftenen og ville meget hellere stå på aftenskolen... og i den sidste tid af mit ophold i Paris kunne jeg da arbejde i fred og ro...”

Hjemme igen i København debuterede Ragna Norstrand som en talentfuld portrætmaler ved Charlottenborgs Efterårsudstilling. Det var med et portræt af Georg Høbergs hustru, der sad med sin cello. Herefter malede hun en række meget roste portrætter. Hun udstillede gentagne gange, men det kneb med at tåle terpentin- og oliefarvedampene. Vanen tro skulle hun nok finde en ny interesse, og denne gang blev det fægtekunsten.

Den franske fægtemester Mons. Mahaut var kommet til byen, og han startede en fægteskole i Østergade. Også her viste Ragna store evner, og hun optrådte ved en fægtegalla i Odd Fellow Palæet, hvor hun mange år senere kom til at optræde med sin fløjte. For megen terpentin og for megen anspændelse ved fægtning: Ragna søgte ro og rekreation på det norge højfjeld. Hendes næste passion skulle blive sangkunsten.

I 1918, allerede inden krigen var helt forbi, finder vi Ragna Norstrand i Berlin, hvor hun udvikler sine vokale evner hos professor Otto Bake, og, som man kan tænke sig, lykkedes det hende at få arrangeret en koncert, hvor hun skulle synge akkompagneret af professoren. Op imod koncerten fik hun imidlertid en slem hoste og blev røntgenundersøgt. Skønt hun også hostede blod op, mente man, at hun godt kunne gennemføre koncerten.

“… Ubegribeligt at jeg kom levende fra det forehavende... (jeg) stod ude i solistværelset hvor jeg havde fået et forskrækkeligt hosteanfald. Der var nemlig iskoldt, for kulnød var der også i byen. Da hosteanfaldet var forbi, tørrede jeg tårerne af kinderne og gik ind og sang, som om der intet havde været i vejen. Hr. Bake hviskede til mig: “Es geht gut”. Det stimulerede mig, ligesom jeg også fik en overvældende masse blomster.”

Efter hjemkomsten i 1920 følte hun sig plaget af forskellige former for modgang. Hun mistede lysten til at synge og skulle tage sig sammen for at holde sit ellers altid gode humør oppe. “Så en morgen vågnede jeg med den bestemte indskydelse: lær at spille fløjte! Det er god idé, sagde jeg til mig selv - ja, det vil jeg virkelig. Hun opsøgte en god bekendt, der var musiker, og han orienterede hende om at “der er noget der hedder embouchure, og hvis man ikke har det, er det ganske umuligt at fløjte... men gå over til Mollerup, og lad ham prøve dig.”

Ragna var optændt af sin idé og, inden hun opsøgte Peter Mollerup, der var en kendt fløjtespiller og Kgl. Kapelmusikus, købte hun en sort træfløjte i en musikhandel, men den duede selvsagt ikke. Hendes første time hos Mollerup gik over alle forventninger. “Han troede, jeg havde spillet fløjte før, fordi jeg uden vanskelighed kunne give tonerne an... det plejer at tage anderledes lang tid. Han rådede mig til at tage fat, og så købte han en lang, fin sølvfløjte, og nu fulgte en lang tid, hvor jeg var så levende interesseret i min fløjte, at jeg næsten glemte hele verdenen uden om mig.”

Det kan kun vække forbløffelse, at Ragna Norstrand efter bare tre måneders undervisning ville studere videre i Frankrig. Hun fik anbefalet Louis Fleury (1878-1926), og dette valg var ikke meget anderledes, end da Joachim von Moldenit opsøgteselveste Quantz,eller da Otto Ludvig Raben udvalgte sig mesteren over dem alle, kongen af Paris, Michel Blavet!

Louis Fleury var elev af Paul Taffanel og havde taget sin 1. prix ved Conservatoire superieure i 1900. Han og Ragna Norstrand var nøjagtig jævnaldrende. Fleury var, da Ragna i 1922 studerede to måneder hos ham, ellers travlt beskæftiget med solo- og kammermusikvirksomhed. Han havde sin egen koncertserie og var den første i Frankrig, der, som Jean Pierre Rampal senere gjorde det, interesserede sig for 1700-tals repertoiret. Fleurys udgaver af bl.a. Bach-sonaterne, fra 1923, vandt stor udbredelse. Alle fløjtenister genkender i dag fløjtenistens navn, for solostykket over dem alle, Debussy’s Syrinx (1912) er tilegnet Louis Fleury. Også Albert Roussels Krishna (fra Joueurs de Flûte, opus 27) bærer en dedikation til ham.

Efter to måneders undervisning rejste Ragna tilbage for at genoptage undervisningen hos Mollerup, indtil der en dag kom brev fra Fleury “om jeg ville møde ham i London i stedet for Paris .... hvortil han også havde taget to af sine andre elever.” Fleury rejste i 1920ernes første år gentagne gange til London, hvor han var en efterspurgt solist såvel på koncertscenerne som i HMVs pladestudie.

Ragna Norstrand besøgte Carl Nielsen inden afrejsen, (der) “havde bedt mig medtage nogle af hans kompositioner, noget nyt, der endnu ikke var blevet trykt. Han fortalte, at han var en stor beundrer af Fleury” (der havde optrådt i København), “og han ville sætte megen pris på, om denne ville spille noget af hans musik i Frankrig. Derpå skrev han en begejstret hyldest til Louis Fleury på nodebladet, d.v.s. han kunne ikke et ord fransk, så jeg måtte stave hvert ord for ham; men meningen var altså god nok.”

Carl Nielsen havde besøgt Paris i foråret 1920, og videre, på samme rejse, havde han i Spanien skitseret en del af musikken til skuespillet Moderen. Fløjtemusikken, som Carl Nielsen gav Ragna Norstrand med, kan næsten kun være fløjte-harpe-stykket, Tågen letter og måske tilmed de øvrige to karakterstykker fra Moderen: Tro og Håb spiller for fløjte og viola og solostykket Børnene leger. Noget større, utrykt, endsige ukendt, værk har det næppe været.

Da Fleury havde afsluttet sine engagementer i London rejste han, sammen med sin familie og i følgeskab med sine tre elever, til et lille badested ved Normandiets kyst.

“… Mad. Fleury havde sørget for logi til mig hos en fransk jernbanekonduktør... og hans hustru, der boede i et ganske lille bitte hus med ganske små værelser... Mons. Fleurys to andre elever blev indkvarteret i tilsvarende små huse i nærheden af mig og Fleurys, der også boede i sådan et dukkehus. “Fløjtekolonien” var altså i samme nabolag, uden at vi kunne forstyrre hinanden, når vi øvede os...

Casinoet lå nede ved havet, hvor der om formiddagen var stort badeliv. (Her) var der dans næsten hver aften til sent ud på natten. Hverken mine fløjtekammerater eller jeg deltog i fornøjelserne. Vi var alle klare over, at så ville det komme til at gå ud over fløjtespillet, og det var jo det, vi var der for.”

Men Ragna følte sig draget. Endnu engang måtte hun udfordre sig selv og skæbnen: “... ved en privat Matiné kom jeg til at danse som solist. Først en selvkomponeret dans (til An der Schönen Blauen Donau), dernæst kom en ligeledes selvkomponeret dans (til Chopins Es-Dur vals), og til slut præsenterede jeg den russiske Kosakdans.” Det skal i parantes nævnes, at når Ragna Norstrand dansede sin Kosakdans, var hun i langskaftede støvler, posede bukser og en mørk cylinderhue med en springende guldfigur i toppen.

Efter sin optræden fik Ragna et smigrende tilbud fra en impressario om at optræde som solodanserinde i forskellige storbyer i Frankrig og andre steder i Europa. Hun svarede: “Tak, jeg danser kun for min fornøjelse og har iøvrigt heller ikke tid.” Imidlertid fik hun også et tilbud om at danse, med stort orkesterakkompagnement, ved en festsoiré på Casinoet. Dette tilbud var for fristende, og hun kunne næsten ikke vente med at fortælle det til Louis Fleury: “Det kriblede og krablede i mig af glæde over at skulle danse til det store orkester, og min cykel ligefrem dansede henad de ellers stenede veje.”

Hos Fleury gik det imidlertid ikke, som hun havde forventet. Først blev han “bleg, så højrød i hovedet, og inden jeg rigtig kunne nå at forbavses derover, havde han taget fat i den nærmeste stol, løftede den op over hovedet og smækkede den i gulvet med et brag, så stolebenene fløj til hver sin side.” Da Mad. Fleury dukkede op, for at se til spektaklet, gik det op for Ragna, hvad der var galt: “Mad. Norstrand vil danse solo med orkestret til festsoiréen på næste lørdag... Og vi som har forestillet hende for de fineste familier her i Étratet!”

Dette lille intermezzo ødelagde imidlertid ikke det gode forhold. Ragna Norstrand fortsatte sine studier hos Fleury, rejste i september med ham til Fontainbleu, hvor han også havde et engagement, og derfra videre til Southampton og London.

Ragna må have haft et tæt forhold til sin franske mesterlærer! I 1926 fik Fleury perniciøs ænemi. Som den eneste af sine elever fortsatte han med at give hende timer, og det lige til han blev indlagt på hospital. “Han lå i sengen og korrigerede mig, medens jeg spillede, og det var slet ikke gået op for mig, hvor syg han i virkeligheden var.” Fleury døde under store smerter og kort efter indlæggelsen.

Da Ragna Norstrand kom hjem, tog hun timer hos Holger Gilbert-Jespersen, og således nærmer vi os denne store mester og beretningen om ham og Carl Nielsens fløjtekoncert.

 

Det er påfaldende, som Ragna Norstrand var i stand til at holde sig selv oppe. Hver gang hun bevægede sig videre til et nyt interessefelt, så tilførte det hende tilsyneladende ny energi, og hun må have haft en sjælden evne til også at begejstre sine omgivelser. I sine senere år, og længe efter hun var fyldt firs, begyndte hun at udgive skønlitteratur: Maharajaens unge enke og andre fortællinger for unge og gamle (Note: Martins Forlag 1964) og flere andre lignende udgivelser, afsluttende med Erindringer fra et langt kunstnerliv (Note: Martins Forlag 1969), var sikkert medvirkende til, at hun i 1968 blev æresmedlem af Dansk Forfatterforening. Men der verserer også en myte om, at hun har udgivet meget mere blot under pseudonym.

Selv har jeg mødt Ragna Norstrand en enkelt gang. Det var i Blindeinstitutets sal, hvor hun i sommeren 1968 havde arrangeret en trio-koncert. Ragna Norstrand havde i sin høje alderdom, med vanlig ildhu, nu kastet sig over blindeskrift, som hun havde lært sig i en sådan grad, at hun kunne arbejde med oversættelser. Ved koncerten sad hun på første række, og midt i det hele begyndte hendes høreapparat at hyle op. Selv hørte hun det ikke, og ingen kunne vist lide at fortælle hende det. Hun sad koncentreret, med sit mørke hår og i spraglede sommergevandter, og fulgte interesseret med i vores version af Webers fløjtetrio.

Ragna Norstrand døde den 11. februar, 1976 i en alder af 98 år (Note: de anførte citater er, i uddrag, fundet i Fra min Erindringsbog, Carit Andersens Forlag, 1950).

 

Paul Hagemann, bankier, mæcen og fløjteentusiast

I fløjtespillets historie knytter navnet Hagemann sig især til én markant begivenhed: det var Paul Hagemann (1882-1967), der spillede fløjtestemmen ved uropførelsen af Carl Nielsens Blæserkvintet (se afsnit om Carl Nielsens fløjtemusik). Forhistorien knytter sig til Kammermusikforeningen af 1868, også kaldet Natmandsforeningen.

 

I Kammermusikforeningens omhyggeligt førte journaler (Note: Kammermusikforeningen i 125 år, Kai Christensen, 1993) kan man iagttage, hvorledes hver generation af danske fløjtenister har markeret sig ved de ugentlige “møder” (som kun holder inde i “årets mørke måneder”, hvilket naturligvis vil sige i sommermånederne!)

 

Fremdrager vi her et enkelt populært, men også vanskeligt værk, Beethovens Serenade for fløjte, violin og viola, opus 25, ser vi, hvordan denne fløjtestemme, som en stafet, er gået fra den ene københavnermester og videre til den næste: 1869: Jørgen Petersen, 1870: Joachim Andersen, 1881: Vigo Andersen, 1901: Robert Enevoldsen, 1910: Peter Mollerup, 1921: Paul Hagemann, 1931: Holger Gilbert-Jespersen.

 

Det er bemærkelsesværdigt, at den eneste fløjtenist der i denne sammenhæng ikke hørte til de professionelles kreds, er Paul Hagemann, som til gengæld, og mere end nogen anden fløjtenist har formået, kom til at præge denne livlige forening igennem mere end 60 år 1904-1967; i de senere år som bestyrelsesmedlem.

 

Paul Hagemann var søn af en af dansk industris store skikkelser, geheimekonferensråd G. A. Hagemann. Faderen var ingeniør og i en ung alder engagerede han sig i industriel udnyttelse af især grønlandske mineraler. Han reformerede både kryolit- og bromudvindingen, og et mineral, hagemannit, blev opkaldt efter ham. I 1868 byggede han en fabrik i Ohio, USA som han senere solgte, og dermed var grunden lagt til en familieformue, en pengetank der bl.a. har stået bag Hagemanns kollegium. G.A. Hagemann arbejdede imidlertid videre med bl.a sukkerdrift på St. Croix (1879) for så at blive en nøgleperson i opbygningen af den danske sukkerroeproduktion. Han købte Borupgaard ved Snekkersten, Rodstenseje i Jylland og endnu et gods, Bergsjöholm ved Ystad. Disse ejendomme, og flere til, gik i arv til Paul Hagemanns ældre broder. Faderen havde talrige tillidshverv, var bl.a. bestyrelsesformand for B & W, og arbejdede nært sammen med C. F. Tietgen (Note: Dansk Biografisk leksikon).

 

Paul Hagemann voksede op i dette velstillede hjem og blev student fra Østersøgades Latinskole. Alt var lagt til rette for en akademisk karriere, men Paul Hagemann ville noget andet: han rejste til Paris for at studere musik, og i årene 1902-03 tog han privattimer hos fløjtemestrene Paul Taffanel (1844-1908) og Adolphe Hennebains (1862-1914). Hans lærer i København, Peter Mollerup, havde studeret i Paris hos Hennebains og havde skiftet til Böhm-fløjten, så den unge Hagemann var klædt på til studierne i fløjtespillets hovedstad.

 

Paul Taffanel var professor ved konservatoriet, men passede også en karriere som dirigent ved le Grand Opera. Han betegnes ofte som det moderne fløjtespils fader, og de der har haft chancen til at høre ham, betegner hans kunst som uovertruffen; et fløjtespil der aldrig kan overgås endsige efterlignes. Hennebains var endnu ikke professor ved konservatoriet, men ved siden af Taffanel var han allerede hele sin generations uovertrufne mester, og Taffanel betegnede ham som sin bedste elev. Hagemann havde stillet sig midt i orkanens øje, der hvor fløjtespillet, som vi kender det, blev til. En plads på første parket sådan som enhver fløjtespiller af i dag bare kan drømme om det (Note: Claude Dorgeuille: The french flute school 1860-1950, Tony Bingham, London).

 

Bevægede Paul Hagemann sig ud i byen kunne han opleve uropførelser som Debussy’s Pelléas et Melisande (1902) og på konservatoriet høre den årlige eksamen med Cecile ChaminadesConcertino, skrevet til lejligheden. Charles Marie Widor 1845-1937) havde skrevet sin Suite for fløjte og klaver, op. 34, i 1898. Den har Peter Mollerup formodentlig hørt med Taffanel ved uropførelsen i Paris, for allerede i marts 1900 spiller han suiten i kammermusikforeningen (Note: 2. marts, 1900 med Agnes Adler og gentaget allerede d. 4. dec. samme år).

 

I de parisiske orkestre og i koncertforeningerne, kunne Paul Hagemann lægge øre til en generation af fremragende, unge fløjtenister.

 

Philippe Gaubert (1879-1841) havde allerede i 1894, som femtenårig, vundet en 1. prix, men studerede nu videre ved konservatoriet med komposition. I 1903 fik han en pris for fuga og kontrapunkt, og i 1904 blev han assisterende dirigent ved Société des Concerts. Senere markerede Gaubert sig også med kompositioner for stort orkester, men i 1903 blev det, mere beskedent, til en Tarantelle for obo, fløjte og klaver. Gaubert blev Pariser Operaens førstedirigent, og i denne egenskab var han i 1927 også inviteret til Danmark, hvor dirigerede Radiosymfoniorkestret. Denne koncert blev afholdt i Odd Fellow Palæet og var et rent, fransk program med musik af Berlioz, Saint-Saëns, Gounod, Debussy, Fauré og Ravel. Koncerten blev en enestående succes overfor det danske publikum, der ellers ikke brød sig synderligt om fransk musik (Note: Martin Granau: Holms Vision, bd. 1 s. 74, DR-forlag). Hagemann kunne i Paris også lytte til fløjtesolisten Georges Barrère (1876-1944), der i 1905 emigrerede til USA og der skabte den fransk-amerikanske fløjtetradition. René Deschamps (1874-?) der var solofløjtenist i Lamoureux orkestret, Gaston Blanquart (1877-1970), der, skønt Barrére havde spillet til uropførelsen, var kendt for sin enestående interpretation af Debussys En Fauns Eftermiddag, samt føromtalte Louis Fleury. Som sine medstuderende, i Taffanel/ Hennebains klasser, var Hagemann omgivet af talenter som George Delange (1899-?), 1 prix i 1903 og Georges Laurent (1896-1964) som i 1905 fik 1. prix og senere emigrerede til USA. Måske har Hagemann også nået at træffe den 15-årige MarcelMoyse (1889-1984), der spillede hos Hennebains (men nok først fra 1904). Senere kom Moyse i Taffanels konservatoireklasse og i 1906 fik han sin 1. prix med Gauberts Nocturne et Allegro Scherzando. Moyse var første gang i Danmark i 1933, hvor han uropførte Jaques Iberts concert for fløjte og orkester.

 

Vi ved ikke, hvordan Paul Hagemann har gebærdet sig i dette miljø af selvbevidste, billardspillende, absint-drikkende unge franske virtuoser, men han har, om ikke andet, så hørt fløjtespillet, når det var bedst, og han bevarede livet igennen en kærlighed til musikken og til fløjtespillet, der tilsyneladende overskyggede hans civile liv.

 

Efter hjemkomsten må Hagemann have passet sine mere borgerlige studier med ihærdighed, for i 1905 kunne han kalde sig cand. polit., og han fik straks ansættelse som assistent i Privatbanken. Banken udstationerede ham gennem to år i skiftevis Paris, London og Berlin. Mon ikke en del af hans internationale musikontakter stammer fra disse rejseår?

 

I 1916 købte Paul Hagemann sit eget vekselerfirma, Fr. & Ed. Gotschalk og, uden på nogen måde at skabe sig en karriere der tålte sammenligning med faderens, så opnåede han gennem årene at sidde i diverse selskabsbestyrelser. Men til stadighed var det engagementet i musiklivet, der synes at fylde mest i hans liv. Under 1. verdenskrig lagde han med sine forretninger til familieformuen, og i 1918 lod han, med carl Brummer som arkitekt, opføre et palæ på Grønningen. Huset rummer i dag den finske ambasade. Han var formand for bestyrelsen for A/S Dansk-Norsk Dampskibsselskab og sad i flere andre erhversbestyrelser.

 

Paul hagemann giftede sig i september 1907 med den fire år yngre Elisabeth Gammeltoft Bruun. De fik sammen en søn, John Hagemann, men hustruen døde allerede i 1925.

 

I 1923 valgtes Paul Hagemann som formand for Dansk Filharmonisk Selskab, en koncertforening, der var stiftet i 1920 af dirigenten og komponisten Paul von Klenau (1863-1946). Komponisten, der tilbragte mange år i Tyskland, skrev flere mindre kompositioner som han tilegnede “vennen Hagemann”. Allerede i Hagemanns første formandsår formåede man at få Arnold Schönberg til København, hvor komponisten dirigerede bl.a. sin Kammersymfoni, opus 9 og uropførte kammerorkesterudgaven af die Waldtaube fra Gurrelieder. Året før havde man, under von Klenaus ledelse, opført Schönbergs Pierrot Lunaire, opus 29, og mon ikke Hagemann har passet den intrikate fløjtestemme? (Note: Michael Fjeldsøe: Den ny musik organiserer sig, “om den ny musiks selsvstændige organisationer i København 1920-1930”; artikel i “Musik i København, Studier i Københavns Musikhistorie; Musikvidenskabeligt Institut, C. A. Reitzels Forlag).

 

Hagemann optrådte i mellemkrigsårene i mange musikalske sammenhænge. Fra en koncert i 1927 hvor “den udmærkede fløjtenist Paul Hagemann” er i selskab med pianisten Max Rytter (1897-?) og komponisten Hilda Sehested (1858-1936) foreligger der en anmeldelse. Man spillede Bachs h-mol sonate, en fløjtesonate af Marcelle Soulage (1894-?) og en uropførelse af Hilda Sehested: Suite for fløjte og klaver med komponisten selv ved klaveret. (Note: Dansk Musiktidsskrift, 1927).

I Kammermusikforeningen fik han, gennem en menneskealder, sat sit præg på de ugentlige mødeaftener, og en lang række kammermusikværker, der ellers havde været ukendt stof i Danmark, fik her deres danske ilddåb. Johann Nepomuk David, Jean Francais,Jan Brandts-Buys, Vittorio Rieti (1898-) Jean Naumann (1887-1965), Max Reger, Heinrich Kaspar Schmid (1874-1953), de franske sange med obligat fløjte af Roussel, Saint-Saens og Ravel,Paul Hindemiths fløjtesonate (1940).

 

I. P.E. Hartmanns fløjtesonate i B-Dur, som Hagemann også foranstaltede en trykt udgave af på eget privat-forlag, lod sig også høre. Den 19. april 1924 spillede han med sin første blæserkvintet Hindemiths Kleine kammermusik, opus 24, nr. 2, og at han har haft personlig kontakt med komponisten afspejler sig i dedikationen af Hindemiths Kanoniske Duetter, opus 31, 3 for to fløjter: “für Paul Hagemann” samt solostykkerne ”Acht Stücke”, der også er skrevet til ham.

 

Den franske violinist Henri Marteau (1874-1934) var i perioden 1918-1920 kapelmester i Göteborg. han bevarede sin tilknytning til Skandinavien og udviklede et venskab med Paul Hagemann. Marteau, der også var en flittig konmponist, skrev sin Terzetto for fløjte, violin og viola til Hagemann og sammen rejste de på koncertrejser i Sverige og Tyskland. Carl Nielsen tilegnede sin A-Dur violinsonate til Marteau. Også med komponisten Joseph Lauber (1864-1952) havde Paul Hagemann, og Henri Marteau, et nært samarbejde. Gennem årene fra 1926-1938 spillede man hans Sonate for fløjte og klaver og adskillige kammermusikværker for træblæsere i forskellige formationer. I 1929 opførte Hagemann, akkompagneret af komponisten, Laubers Tanzsuite im alten Stil, og i selskab med tre unge, danske fløjtenister opførte man Laubers Vision de Corse for fire fløjter.

 

Allerede i begyndelsen af tyverne ser man i Kammermusikforeningens programmer, at oboisten Sv. Chr. Felumb (1898-1972) jævnligt optræder sammen med Holger Gilbert-Jespersen. Paul Hagemann var fløjtenist i Blæserkvintetten, som den meget selvbevidst kaldte sig, dog med undertitlen, KøbenhavnsBlæserkvintet. Her havde kapellets førstefolk fundet sammen: Sv Chr. Felumb, den senere så dominerende dirigent i det danske musikliv, passede oboen, klarnet-troldmanden, den hidsige Åge Oxenvad på klarnetten, Hans Sørensen på horn og Lassen på fagotten. Et stærkt hold, der havde suppleret sig med dilitanten, hagemann!

 

Der har sikkert i Blæserkvintetten været talt om, hvad man dog skulle stille op! Nu var Gilbert-Jespersen der, og hans fløjtetalent var af en sådan karat, at man ikke bare kunne fortsætte med Hagemann. Tilsyneladende er udskiftningen sket uden den store dramatik. Måske har det også for Hagemann været indlysende, at der kunne han intet stille op. Udadtil lod han sig ikke mærke med noget. Han arrangede en ny blæserkvintet, med Radiosymfoniorkestrets unge træblæsere, og fortsatte ufortrødent sine koncertrækker med nyt og ofte ukendt repertoire. At hans beundring for Gilbert-Jespersen har været ægte afspejler sig i hans allersidste optræden: han valgte at lade sin sortie i musiklivet blive i selskab med netop Gilbert-Jespersen. Sammen opførte de, den 3. december 1948, en af Haydns London-trioer, og Hagemann spillede 2. fløjten.

 

Efter Paul Hagemanns død overgik hans store nodesamling til DKDM’s bibliotek, hvor den ligger i arkiv, registreret under betegnelsen Hagemanns Samling.

 

Peter Mollerup, en elegantier

 

I samme generation som Hagemann finder vi i Det Kgl. Kapel en meget artistisk og pittoresk musiker, fløjtenisten og komponisten. Peter Mollerup (1874-?). Han var søn af en spillemand fra Horsens, C.F. Mollerup (1841-1916) (Note: På Musikmuseet i Kbh. forefindes et Mollerup-arkiv med diverse udklip, fotos, slægshistorie samt nogle noter om fløjteteknik).

 

Mollerup var uddannet som fløjtespiller i Frankrig hos Adolphe Hennebains og havde sin debutkoncert i Salle Gaveau i Paris. Mollerup var også uddannet organist og pianist.

 

I dag er Peter Mollerup mest kendt for sin fløjteskole (1914), et værk med adskillige genoptryk, hvor man på forbløffende få sider når frem til Scherzoen fra En Skærsommernatsdrøm! Men Mollerup var også komponist og med ikke så få værker bag sig heriblandt en fløjtekoncert i Fis-Dur og en Trio for fløjte, bratsch og cello.

 

Man kan undre sig over, at det var Paul Hagemann og ikke Peter Mollerup de unge træblæsere pegede på, da Blæserkvintetten skulle stiftes. Faktisk stod det sin prøve i 1897 og i 1901 Kammermusikforeningen, hvor henholdsvis Onslows og Taffanels kvintetter var på programmet, og hvor Lassen, fagotisten spillede med. I årene herefter er det den mere anonyme Leo Lottenburger, der optræder med kapellets træblæsere. I stedet blev det for Mollerup kammermusikken med strygere og med klaver, der blev fløjtenistens gebet. I samarbejde med pianisten Agnes Adler spillede han bl.a. Widors Suite (1900), og med strygerne bl.a. Beethovens Serenade, opus 25 (1910) og Kuhlau kvintet opus 51,1 (1915) (Note: Kammermusikforeningen i 125 år, udgivet af Kammermusikforeningen af 1968, Kbh. 1994).

 

Peter Mollerup var medlem af Det Kgl. Kapel i perioden 1893-1944, altså i mere end 50 år! Han var tillige organist i De gamles By i København.

 

Poul Birkelund huskede Mollerup som en meget distingveret herre, fransk i sit væsen, og når han f.eks. spillede sin Fis-Dur fløjtekoncert i Danmarks Radio (1943) var det siddende og med benene lagt over kors i en tilbagelænet position.

 

Det skal ikke glemmes, at Peter Mollerup var med til at sætte sit præg på udviklingen i Danmark. Det franske fik overtaget, og den bedste af alle skoler, Pariserskolen efter Taffanel, kom, i modsætning til f.eks. det mere tysk dominerede i Stockholm, til at inspirere og ”stilsikre” det danske fløjtespil.

 

Tilbage