Indhold
Kender du Pan, fløjtespil i Danmark fra 1800 – 1930 er en fortsættelse af ”Fløjtespil i Danmark indtil år 1800”. Sidstnævnte bogværk udkom i 2007 på forlaget L & H, Facts & Fiction (http://www.lhpublishing.dk/flojte)
Hvilket kulturlandskab var det Kuhlau mødte, da han en efterårsdag i 1810, på flugt fra de franske tropper i Hamburg, kom til København?
Årene omkring århundredeskiftet, 1800 var præget af Napoleonskrigene, hvis krigszone strakte sig helt op til Hamburg. En række musikere valgte, mere eller mindre frivilligt, at gå i eksil nordpå.
Kuhlau og hans mange kompositioner for fløjte satte fløjtespillet i Danmark på verdenskortet. Ingen anden komponist i 1800-tallet har komponeret så meget og samtidigt så kvalitetsbetonet musik for fløjte som Kuhlau.
Størsteparten af Kuhlaus værker er skrevet over et tiår i perioden fra 1821 til 1831; året før hans død. Denne inspirerede produktion tåler med sin værkmængde (om end ikke med sit kunstneriske vingefang) sammenligning med hvad f.eks.
Tiden omkring 1800 var en brydningstid for instrumentalmusikken og for blæseinstrumenterne i særdeleshed. Såvel messing- som træblæserne udviklede sig, fik større klanglig volumen og et større toneomfang.
To marcher, der begge er knyttet til Livgardens Tamburkorps historie, har hver sin overraskende og forunderlige baggrund. Begge marcher blev i mange år tilskrevet fløjtenisten og kapelmusikeren G. F. Kittler, og først et par ord om ham:
Den schweiziske komponist Edourd Dupys (ca. 1770-1822) liv og skæbne er så romantisk og belagt med lunefuldhed, at man ikke bør undre sig over, at selv hans fødselsår er ukendt!
I begyndelsen af 1800-tallet trådte en usædvanlig skikkelse ind på den danske musikscene. Han var født meget svagtseende, og fra sit tiende år var han blind.
Der havde lige siden Johann Sebastian Bach-eleven “den guddommelige” Christian Samuel Barth (1735-1809) (Note: Fra Hofviolonernes Tid, s. 166) været store traditioner for obospillets ædle kunst i kapellet.
Man taler om naturens stemme. For et bymenneske kan det være en usædvanlig oplevelse at befinde sig midt i en mennesketom natur, i al dens chokerende, men også eksklusive stilhed.
Det Kgl. Kapels fløjtemester Niels Petersens død havde Det Kgl. Kapel mistet en uovertruffen stemmeleder, men inden da havde Niels banet vejen for sin søn Jørgen (Carl Marius) Petersen (1827-1899).
Når musikere vil dygtiggøre sig, skal der trænes, eller øves, som vi kalder det. Ligesom en sportsstjerne arbejder med et “løbepensum”, må også den unge musiker se i øjnene, at et stadigt gentaget program af daglige øvelser giver et solidt, teknisk fundament.
Vi kan følge tværfløjtespillets udøvere, lige fra kunstarten fik fodfæste i det danske: Zielche, Ræhs, Seydler, Bruun, Niels og Jørgen Petersen, brødrene Joachim og Vígo Andersen; hele rækken af fremtrædende instrumentalister. De var alle store talenter, der ofte endte deres kunstnerliv som nogle lidt forblæste skæbner.
Da Holger Gilbert-Jespersen i 1927 var blevet solofløjtenist i Det Kongelige Kapel, var det tid for Paul Hagemann at trække sig fra Blæserkvintetten.
Peter Appelberg, en 1700-tals fløjtebygger i København I 1769, nogle få år efter at mesterfløjtenisten H. H. Zielche var kommet til Køben- havn, tog byen imod en instrumentbygger af højeste karat: Peter Appelberg (ca.1740-), født i Wasa, i Finland, o.1740.
Hvis der er noget en fløjtespiller, det være sig amatør, musikstuderende eller fuldt udlært professionel, er optaget af, så er det med hvilken klang, man spiller. Når spillet endnu befinder sig på de indledende forsøgsstadier, er det begrænset, hvor meget klangæstetik, der trænger sig på.
